EU’s første fædre var kristne

I over 70 år har der været fred i Vesteuropa takket være en amerikansk evangelist, et retrætecenter i Schweiz og to ydmyge og gudhengivne statsmænd, som forlod hævnens vej og søgte tilgivelsen og forsoningens vej.

Efter tre indbyrdes krige valgte den franske udenrigsminister og den tyske forbundskansler i 1950 at lade sig inspirere af en amerikansk evangelist – til fred, forsoning og fællesskab. Det blev begyndelsen til EU og mere end 70 års fred i Vesteuropa.

I starten af 2015 forærede min gode ven, Per Eivind Stig – den tidligere landsleder for Ungdom Med Opgave i Danmark – mig det første udkast til oversættelsen af bogen ”Deeply Rooted: The Forgotten Vision of Robert Schuman” skrevet af YWAM’s europæiske leder gennem 25 år, Jeff Fountan.

Jeff Fountain stammer fra New Zealand og besluttede sig for at finde frem til kristne personligheder, som qua deres tro havde øvert stor indflydelse på Europas udvikling. I denne søgen fandt han frem til navnet Robert Schuman. .
Den franske udenrigsminister Robert Schuman bliver i historiebøgerne kaldt for ”Europas far” og var Europa-Parlamentets første formand i 1952.

Opvokset i grænselandet

Robert Schuman (1886-1961) voksede op i grænselandet mellem Tyskland og Frankrig – et område som har været centrum for tre store krige: 1870-1871; 1914-1918 og 1940-1945. Som troende katolik og fransk udenrigsminister i 1948 – 1952 stillede han gang på gang det store spørgsmål: Hvordan kan vi i Europa undgå en tredje verdenskrig? Hvordan kan vi stoppe krigens vanvid?

Robert Schumans historie begynder i grænseområdet til Tyskland. I Alsace Loraine. Som 14-årig mistede han sin far, men moderens stærke tro på Gud bar dem begge. Moderens tro blev også Robert Schumans egen personlige tro.

Robert Schumans evner var synlige for enhver, og han valgte jurastudiet, og allerede som 24-årig fik han en juridisk doktorgrad. Da han havde fået sit første jobtilbud som advokat i Metz, døde moderen i en tragisk ulykke.
Som enebarn og 25-årig var han nu pluselig også forældreløs. I denne personlige livskrise søgte han ly i klosteret, og han overvejede at søge om at blive munk. Men inden da kontaktede han en god kristen ven i Strassbourg for at søge råd.

Vennen, Henri Eschbach, svarede ham i et brev, at fremtidens helgener vil være embedsmændene. Han tog imod dette råd som opmuntring til ikke at gå klostervejen og sagde ja til advokatjobbet i Metz. Senere gik han ind i politik, og i 1948 blev han Frankrigs udenrigsminister.

En amerikansk evangelists hjælp

Efter anden verdenskrig mødte han på Moralsk Oprustnings retrætecenter i Schweiz den amerikanske evangelist Frank Buchman, hvis forkyndelse gjorde et stort indtryk på ham.

Buchmans budskab om, at det var vigtigt i alle livets aspekter at lytte til Guds vilje, greb retrætedeltagerne. Buchman var klar i mælet, når han prædikede om at bekende synder for hinanden og bede for hinanden.

Under et møde på retrætecentret i Schweiz i 1946 udbryder Buchman pludselig: ”Hvor er tyskerne? Nogle af jer tænker, at Tyskland er nødt til at forandre sig – og det er rigtigt. Men I vil aldrig blive i stand til at genopbygge Europa uden tyskerne!”
Schuman og Buchman var enige om, at hvis ikke Tyskland blev omfattet af kristen tilgivelse og forsoning, ville de gudløse, anarkistiske og kommunistiske kræfter oversvømme Europa, og man ville styre direkte imod et nyt europæisk ragnarok.

Men i samtalerne med Buchman var Schuman alligevel fyldt med meget frygt og skepsis over for tyskerne. Han vidste, at Gud havde kaldet ham til at bringe hadet til ophør mellem Tyskland og Frankrig efter anden verdenskrig.

Men jeg tøver med det, reflekterede Schuman over for Buchman. Lavmælt fortalte Buchman, at Schuman var nødt til at tage ansvar og blive på den politiske platform, han var blevet betroet: Det er den plads, Gud har sat dig på, sagde Buchman.
Men Schuman havde det svært med tyskerne. Dem kunne man ikke stole på, var Schumans svar til Buchman. Men så fortalte den amerikanske evangelist ham, at han en måned tidligere havde mødt Konrad Adenauer, som kort tid efter var blevet Vesttysklands første forbundskansler. Buchman tilbød Schuman, at han ville give ham en liste over en halv snes tyske politikere, der havde søgt åndelig styrke på retrætecentret i Alpelandet. Situationen var ikke håbløs!
Dem vil jeg opsøge, svarede Schuman.

Men som fransk udenrigsminister var han under et kolossalt pres fra stærke nationalistiske kræfter i Frankrig, som fx Charles de Gaulle. Han ønskede en hård linje over for tyskerne.
Tre gange inden for 75 år havde man været i krig med tyskerne. Nu måtte de tyskere snart havde lært lektien!
Men når Schuman mødtes med Adenauer i Schweiz, var den tyske forbundskansler meget skeptisk over for franskmændenes virkelige intentioner. Buchman og hans medarbejdere måtte ofte stille sig imellem mellem de to statsmænd, som begge var kristne, men som havde svært ved at bevare tilliden til hinanden.

Adenauer betegnede Schuman som en løgnagtig fransk bonde, og tyskerne og Adenauer var dybt sårede over, hvad den franske presse skrev om dem. Hvordan kunne han så have tillid til den franske udenrigsminister?
Buchmans medarbejdere spurgte Adenauer om, hvordan han troede, han kunne forandre Schuman og franskmændene. Den tyske forbundskansler blev pludselig helt stille og svarede:
Jeg har også selv brug for at ændre mig.

Efter mange stille timer på retrætecentret i Schweiz konkluderede den franske udenrigsminister Schuman, at det var vigtigt at skabe et moralsk klima, hvor sand broderlig enhed kan trives og overkomme alt det, der i dag splitter verden ad. I samtalerne brugte Schuman sætningen, at de måtte ”være apostle for forsoning og opbygning af en ny verden”

De måtte i fællesskab arbejde for en vedvarende forvandling af samfundet efter anden verdenskrig. De første skridt var taget.
Der var stadigvæk mange stærke spændinger mellem Adenauer og Schuman, men de havde begge viljen til forsoning, selv om det var svært at finde vejen til varig fred. Frygten lurede hele tiden. Frankrig ville ikke tillade tyskerne at have fuld suverænitet over grænseområderne til Frankrig, og Frankrig var i deres stålproduktion afhængig af tysk kul fra netop dette område.

Forsoningen mellem Schuman og Adenauer

I forsoningspagten mellem Adenauer og Schuman fik den franske udenrigsministers kabinetschef, Monet, en dag i slutningen af april måned for 66 år siden ideen til Kul- og Stålunionen, som Schuman straks greb. Ideen om at skabe et nyt fællesskab i Europa af ligeværdige lande, som alle afgav suverænitet til gavn for fællesskabet. Denne vision var båret af ønsket om at tilgive og leve i forsoning med hinanden til fælles gavn og forhindre fremtidige krige ved, at man i fremtiden var bundet sammen i gensidig afhængighed af hinanden.

Den 9. maj 1950 fremsendte Robert Schuman sin erklæring, som i historiebøgerne bærer navnet: ”Schuman-erklæringen” – om det nye Europa bygget på de gamle kristne værdier om tilgivelse, fred og forsoning og ligeværd mellem små og store lande.

I dagene før underskrivelsen af traktaten i Kul- og Stålunionen i april 1951 mødtes Schuman, Adenauer og den italienske minsterpræsident Caspari i et kloster for sammen at søge Gud for styrke til sammen at udleve visonen om fred og forsoning.

De bad også om styrke fra Gud til, at Europa kunne undgå en ny verdenskrig. Og Schumans og Adenauers store drøm var, at et samlet Europa kunne blive til gavn for Afrika!

Kul- og stålunionen blev starten

Kul- og Stålunionen blev forløberen for Den Europæiske Union, og Schuman blev Europa-forsamlingens – det kommende Europaparlaments – første præsident i 1958.

I åbningstalen sagde Robert Schuman bl.a:
Vi er kaldet til at minde os selv om Europas kristne fundament ved at danne en demokratisk model for ledelse gennem forsoning, som udvikler sig til et ”fælleskab af folk” i frihed, ligeværdighed, solidaritet og fred, og som er dybt rodfæstet i grundlæggende kristne værdier”

I over 70 år har der været fred i Vesteuropa takket være en amerikansk evangelist, et retrætecenter i Schweiz og to ydmyge og gudhengivne statsmænd, som forlod hævnens vej og søgte tilgivelsen og forsoningens vej.

I dag kunne jeg have ønsket mig, at jeg ikke i så mange år havde ladet mig styre af frygten for EU og løse argumenter i min kirketradition om, at ”EU i bund og grund er et gudløst hus og det nærmeste, vi kan komme på Antikrist”.

Men det er aldrig for sent at blive klogere.