”Se løberne og bokserne”

Paulus brugte billeder hentet fra en verden af intens kamp for at vinde og undgå skammen ved at tabe. Det var et dristigt træk af ham, for de græske lege var tæt forbundet med dyrkelsen af de græske guder. 

Af ph.d. Morten Hørning Jensen, redaktør af TEL og lektor på Menighedsfakultetet

Den græske kulturs indflydelse og betydning på Paulus’ tid var kolossal. Græsk sprog og kultur bandt store dele af Middelhavsregionen og Mellemøsten, sammen.

Alle ville være græske. Da romerne indtog de gamle græske områder, hjemtog de (i betydningen plyndrede) alt, hvad skibene kunne bære af græske statuer og højtuddannede mænd, der blev skattede slaver i de romerske familier med ansvar for at piske noget græsk kultur og sprog ind i børnene. Selv jøderne i Jerusalem var på et tidspunkt fyr og flamme for at blive ”græske”.

Olympiske Lege

Ét af de vigtigste redskaber til udbredelsen af græsk kultur var det, vi i dag kender som de olympiske lege.
Hvert fjerde år siden 776 f.Kr. var unge drenge blevet sendt ud fra Olympia-helligdommen i det vestlige Peloponnes med et budskab til alle græske bystater: Om ti måneder i den olympiske måned (6. august-29. september), når høsten er i hus, vil der endnu en gang blive afholdt olympiske kampe til ære for den øverste af de 12 olympiske guder, Zeus.

Græsk genfødsel

For at forstå betydningen af de olympiske lege i den græske verden skal vi tilbage til den græske kulturs genfødsel i det 9. århundrede f.Kr. Forud var gået en mørk periode med omvæltninger og store civilisationers undergang.

Ud af dette magttomrum opstod der i det 9. og 8. århundrede i det ægæiske område en lang række små, selvstændige græske bystater, der i løbet af de næste århundreder skulle vise sig at have kraft nok i sig til at besejre den kendte verden militært og skabe en kultur så rig, at vi i Vesten stadig står i stor gæld til den. Det har fået forskere til at spørge sig selv: Hvad bandt disse små enheder sammen til så stor styrke? Ét af de vigtigste svar på det var de pan-hellenske lege i Olympia og siden i Delfi, Isthmia og Nemea.

”Pan-hellensk” betyder ”alle grækere”, dvs. ”alle græske mænd” var indbudt til at deltage. Disse lege var langt mere end blot sportskonkurrencer. De var religion, politik, militær og kulturudveksling uløseligt forbundet. ”Den olympiske fred” fulgte med annonceringen, og krige skulle indstilles, så de græske guder med Zeus i spidsen kunne dyrkes og æres.

Ære at vinde, skam at tabe

Et afgørende særkende ved græsk kultur var indædt vilje til at kæmpe og vinde. De græske ”lege” var ikke for sjov! Det græske ord bag ”konkurrence” eller ”lege”, agon, oversættes bedre ”kamp” eller ”kappestrid”.

Når man skal forklare den græske kulturs succes, har man derfor talt om ”den agonistiske ånd” eller ”den græske kappestridsånd”. Den græske kultur var intenst bundet op omkring den evige kappestrid om sejr og ære. Målet var at opnå ”evig berømmelse” (kleos afthiton), og den ”græske bibel”, Homers digte i Iliaden og Odysseen, er én lang perlerække af heroiske mænd, der kæmper på slagmarken for deres ære og et navn, der aldrig blegner. Men et evigt navn kunne ikke blot vindes på slagmarken.

Sejrskransen

Et stadion var mindst lige så godt. Her kæmpede bystaternes sønner om ”ærens sejrskrans”.
Til de fire store pan-hellenske lege blev der ikke uddelt andre præmier end sejrskranse. De gik under betegnelsen ”de hellige kranslege” (agones hieroi kai stefanitai), hvor æren ved at vinde var så stor, at det var alt rigeligt. Æren holdt nemlig hele livet og helst lidt mere.

Bystyrerne tildelte livslang pension til vinderne i form af bespisning i et af byens templer. Professionelle poeter blev betalt for at skrive hyldestsange til vinderen, og når vedkommende døde, blev mesterens sejrskranse afbildet på hans gravsten. OL-vinderne var heltene over alle helte, de var selve indbegrebet af den ”græske dyd” (arete) om det excellente og perfekte.

Herakles var forbilledet

Selv havde de den græske helt (heros) over alle, Herakles, som deres forbillede. Han opnåede guddommelig status gennem sit livs mange bedrifter (bl.a. ”de tolv arbejder”), lidelser og afsavn.

Én af de olympiske leges grundmyter gør også ham til OL’s grundlægger og den første OL-mester. Så stor var iveren efter at vinde, at den græske skribent Dion Chrysostomos (40-110 e.Kr.) siger, at selvom en olympisk krans blot er af blade, der visner, ”ærer mange den mere end selve livet” (31.110).

Men tabte man, var der ingen nåde. Grækerne havde ingen trøstepræmier af sølv og bronze. Faktisk var det en stor skam at tabe, for slet ikke at tale om at give op. Ifølge den stoiske filosof Epiktet (55-138 e.Kr.) blev man ligefrem straffet med piskeslag, bundet i middagsheden og tvunget til at æde af stadionets sand, hvis man trak sig uden kamp! På stadion vandt en mand sit livs lykke – eller sit livs ulykke.

Træning, mål og afsavn

Alvoren gjorde, at der blev trænet med stor iver og målrettethed. Forskellige ting tyder på, at de antikke sportsudøvere ikke stod tilbage for nutidens, hverken i træning eller snyd. Matchfixing og bestikkelse af dommere var et problem allerede i antikken! Men selvom snyd kan skabe resultater, er forberedelse trods alt mere effektiv. Oprindeligt fungerede annonceringen af legene ti måneder i forvejen sådan, at nu begyndte i de græske byer en intensiv træningsperiode for de unge mænd og soldater, der kunne gøre sig forhåbninger om at vinde. For at ingen skulle begå den fejl at overvurdere sig selv, skulle alle deltagere møde op til legene en måned i forvejen, så man kunne sikre sig, at kun top-forberedte deltagere fik starttilladelse.

Professionelle

Senere i den hellenistiske periode (fra det 3. årh. f.Kr.), hvor de små bystater blev omdannet til større forbund eller riger, blev atleterne professionelle. Der var penge til at købe sig til de bedste atleter, der i professionelle træningsskoler fik alt lagt til rette, fra træning til kost. Et ekstraordinært fund af en OL-deltagers skelet i byen Metapontum (Syditalien) afslører, hvordan denne atlet et liv igennem havde spist sund kost (hvilket kan ses af tændernes opbygning) og trænet sig til en stor og stærk muskulatur (hvilket kan aflæses af knoglerne). Disse veltrænede kroppe fik ligefrem den romerske filosof Seneca til med væmmelse i stemmen at skrive: ”Det er tåbeligt og ganske upassende for en uddannet mand at tilbringe al sin tid på at erhverve svulmende muskler, en tyrenakke og enorme lunger”.
Med andre ord: Man kom ikke sovende til en sejr i de olympiske lege.

Med Paulus til OL

Vi kan sammenfatte det, vi har set om de græske idrætslege, i tre hovedpunkter:
(a) Legene var allestedsnærværende. Det var én af de mest grundlæggende ting ved at være ”græsk”.
(b) De var forbundet med dyrkelsen af de græske guder, særligt Zeus.
(c) De stod for det græske ideal om at kæmpe til sidste blodsdråbe og vinde sig ”evig berømmelse”.
Det hjælper os til at fornemme to vigtige ting omkring Paulus’ brug af disse idrætsbilleder.

Målrettet

For det første kan vi lægge mærke til, at Paulus bruger atleternes kamp som et eksempel til efterfølgelse. En atlets iver og enøjethed for at vinde bliver et forbillede. Paulus vil have frem, at man kun kan vinde troens kamp og få del i evangeliet, hvis man sætter alt på ét bræt, præcis som den, der løber på stadion (1 Kor 9,24).

Paulus ville forstås

For det andet, Paulus ville forstås og bruger derfor græsk, religiøs kampidræt som forbillede. Egentlig kan det undre, at han ”turde” det, når man tænker på, hvor ”græsk” det var. Det kaldte straks billeder frem på den indre nethinde af nøgenhed og tilbedelse af Zeus. Blandt jøder på Paulus’ tid var det et emne, der bragte sindene i kog. Selve genfødelsen af kongedømmet Israel i det 2. århundrede f.Kr. var født ud af et opgør med Zeus-dyrkelse og græsk atletik i gymnasierne, ligesom Herodes den Stores ihærdige forsøg på at ”opdatere” sit rige med græske lege havde ført til voldsom modstand. Den diskussion kan Paulus ikke have været uvidende om. Men præcis som i spørgsmålet om, hvor vidt det går an at spise kød fra offertemplerne, som Paulus diskuterer samme sted, så ’rydder evangeliet banen’. Paulus er ikke bange for sin tid og dens skikke. ”For jorden med alt, hvad den rummer, tilhører Herren”, som han skriver det (1 Kor 10,26, jf. Tit 1,15).

Paulus brugte billeder, som korinterne kendte

Paulus tog altså i udgangspunktet ikke afstand fra offerkød eller atletiske lege. Måske havde han selv overværet de isthmiske lege lige uden for Korinth, der blev afholdt hvert andet år. I hvert fald afslører han et detaljeret kendskab til ”løb”, ”stadion”, ”sejrspris”, ”boksning” og ikke mindst den hårde træning, der gik forud, hvis man skulle undgå at blive ”forkastet”, dvs. hvis man skulle undgå den store skam, det var ikke at vinde (1 Kor 9,24-27).

Ved at bruge et billede så forbundet til korinthermenighedens græske kulturelle baggrund, var Paulus sikker på at blive forstået og få sin pointe igennem.

En krans der ikke visner

Men for det tredje kan vi også iagttage, hvordan Paulus samtidig på et afgørende punkt taler imod den græske tradition.

For Paulus er det ikke den græske sejrskrans, der vinder navn og ”evig berømmelse”. Den ”visner”. Set i lyset af den græske traditions sejrskranse fornemmer vi tydeligt den indirekte kritik:

Det er ikke Zeus, Poseidon eller andre af de olympiske guder, der kan give evig berømmelse. Kun evangeliets sejskrans er den, der ”ikke visner” (9,25).

Derfor, skriver Paulus i et tonefald så intenst som den bedste træners: ”Løb sådan, at I vinder den!” (1 Kor 9,24).

*Artiklen er en forkortet udgave fra bladet TEL’s seneste særnummer om OL. Bladet kan købes for 40 kr. + forsendelse på www.bibelskarkaeologi.dk.”