Smuk og praktisk bog om sorg

s15_Størst af alt - En bog om sorgKingo formulerede det uforglemmeligt i sin salme-klassiker: Sorg og glæde, de går side om side. Men de fleste har glemt de afsluttende ord, nemlig at sorgen også får sin ende. Den smukke salme kan passende haves i erindring, når man har mistet en nærtstående, og også hvis den foreliggende bog skulle komme éns vej forbi.

Tine Lindhardt, der er biskop over Fyens Stift, har skrevet et lille, diskret forord, hvor hun minder os om nogle af disse ting. Hun håber, at mange vil få øje på bogen, bruge den og efterfølgende få glæde af den.
Det vil de helt sikkert. Bogen taler bredt, udogmatisk, jævnt og ligefremt til sin læser. Det kan nok heller ikke være anderledes. Det er begrænset, hvad et menneske kan rumme, når det enten er i eller tæt på sorgsituationen.

Bogen kommer bl.a. ind på det gamle spørgsmål om Jobs trængsler, og hvad et menneske er. Og den giver gode praktiske forslag og anvisninger til, hvordan det er muligt at komme videre – for det skal man jo. Det, at man selv har mistet, skal ikke betyde, at man selv skal mistes. Man er stadig selv ansvarlig for at trække vejret. Man skylder livet.

I et afsnit om sorgens faser fornemmes en flig af skepsis fra forfatternes side omkring dé skematiserede sorgbeskrivelser, psykologerne tidligere flittigt anvendte; i stedet skriver Grymer & Christensen:
”Bibelen har også et sprog for sorgfaserne, og de ord har vi valgt at bruge … Det gør vi, fordi Bibelens ord er en samling af overleverede tekster, der har det til fælles, at de formår at sige noget essentielt på en kort, afgrænset måde, om vilkårene for at være menneske” (s. 21).

Bogen rummer også to helt lavpraktiske afsnit med spørgsmål, som den efterladte selv kan tænke videre over – og evt. kan man nedfælde svarene på bogens sider (der er afsat plads). Således kan man gøre bogen helt personlig og bevare en unik erindring om den, man har mistet.

En smukt produceret brugsbog. Men først og fremmest: et sympatisk, empatisk projekt. Jeg gør hermed Tine Lindhardts ord til mine.

Mette Grymer og Mads Christensen:
”Størst af alt. En bog om sorg.”
86 sider • 178 kr. • Forlaget Jensen & Dalgaard