Svar til unge om evolution
Karsten Pultz mødes i juni med en gruppe unge for at undervise omkring evolutionsteorien, som han har skrevet en bog om. Her gengiver han et par af spørgsmålene, som også er relevante for andre unge.
I juni havde jeg fornøjelsen at undervise unge mellem 13 og 19 år i problemerne omkring evolutionsteorien og de stadigt voksende beviser for skabelse, som videnskaben leverer. Det foregik på den kristne ungdomslejr MaxJoy som afholdtes på LM’s højskole i Hillerød.
Som jeg havde forventet, var det mestendels unge, som er født og opvokset i kristne familier, og for hvem troen er en naturlig integreret del af deres liv.
Disse unge mennesker, jeg her traf, var fattede, opmærksomme og eftertænksomme, hvilket afsløredes ikke bare gennem deres afbalancerede adfærd, men især gennem deres overordentligt intelligente spørgsmål og lyst til at granske de videnskabelige facts med åbenhed.
Ikke hjernevaskede
Jeg kunne ønske, at professor (og ateist) Richard Dawkins blev inviteret til at møde den slags unge kristne, så hans stereotype billede af troende kunne rystes.
Dawkins er kendt for at fremstille troende som hjernevaskede, uoplyste mennesker, hvis tro er en blind tro – en tro, som ikke er grundet i beviser og rationel tænkning, men som udelukkende bygger på blind tillid til Bibelens ord.
Stor spørgelyst
Mit foredrag faldt i to dele. Først talte jeg i 1½ time om evolution og intelligent design med udgangspunkt i min bog Exit Evolution.
Efter aftensmaden talte jeg så om min egen vej til tro og om de videnskabelige og historiske argumenter, jeg finder overbevisende for troen på Jesus og Bibelen.
I foredragene både før og efter aftensmaden var de unge mennesker særdeles aktive med spørgsmål, kommentarer og egne bud på løsninger i trosspørgsmål.
Det var meget tilfredsstillende at have mulighed for at videregive information om evolution og ID, som systematisk holdes hemmeligt i det etablerede skolesystem og i medierne.
Jeg håber at have bekræftet de ældste (nybagte studenter) i deres tro og givet de yngste lidt videnskabelig ballast, inden de i 8., 9. og 10. klasse og på gymnasiet udsættes for den fulde darwinistiske indoktrinering.
Her er et par af de spørgsmål, som de unge rejste:
Darwins finker
Et af spørgsmålene lød:
I 1.g blev der i evolutionsundervisningen talt meget om Darwins finker – om forskellen i næbstørrelse på individer, som ellers tilhører samme art. Hvor meget betydning har argumentet, og beviser det noget om evolution?
Svar:
Darwins finker blev egentlig ikke promoveret som bevis for evolution af Darwin selv.
Det var en senere evolutionist, ornitologen David Lack, som så forbindelsen mellem næbstørrelse og den føde, som på givne tidspunkter var til rådighed for de pågældende finker.
Lack argumenterede for, at de kraftigere næb var et resultat af naturlig udvælgelse – at fugle med svagere næb var blevet udkonkurreret af dem med stærkere næb. Denne udkonkurrering skyldtes, at kun de stærkeste næb kunne knække de store hårde nødder og kerner, som var eneste føde i perioder med tørke. Dette faktum blev i 1970’erne dokumenteret af forskerne Peter og Rosemary Grant.
Er variationer i næbstørrelse bevis for en udvikling, som i yderste konsekvens kan ændre en art til en anden? Svaret er et rungende NEJ!
At en organisme findes i flere variationer, og at den ene variation har bedre overlevelseschancer i visse perioder, beviser ikke, at en udvikling er undervejs, fordi:
1) Begge typer finke kan have eksisteret fra starten. Der behøver ikke være tale om en tilfældig opstået mutation, som viser sig at være gavnlig.
2) En intelligent designer kunne sagtens have indbygget elasticitet i arters morfologi for at imødegå ændringer i leveforhold (i dette tilfælde tørke).
3) Senere forskningsresultater fra Galapagosøerne viste, at når der efterfølgende kom en periode med normal nedbørsmængde, svingede næbstørrelsen tilbage til normal igen, hvilket betyder, at finkernes variation blot svinger frem og tilbage indenfor givne rammer.
Dette faktum bliver altid udeladt i evolutionsundervisningen.
4) Biologen Jonathan Wells dokumenterer i sin bog Evolutionens Ikoner (forlaget Origo), at historien med finkerne nærmest har antaget form af en vandrehistorie, som for hver generation af biologer og lærebøger bliver bedre og bedre.
Efterhånden er det blevet et faktum, at det var disse finker, som overbeviste Darwin om sandheden i hans egen teori, men, skriver Wells; den Darwin, du finder i Darwins finker, er stort set kun en myte.
Denne løbende historieforbedring, som Wells nævner, fik jeg bekræftet, da en ung biologistuderende i et foredrag i mit lokale sognehus fortalte følgende:
Darwins finker var fugle, som Darwin selv medbragte og udsatte på Galapagos. Da han mange år senere vendte tilbage, observerede han, at finkerne nu havde udviklet kraftigere næb – et enestående bevis for evolution.
Om denne røverhistorie var et produkt af den unge studerendes egen fantasi, eller om hun rent faktisk havde lært det på Århus Universitet, står hen i det uvisse.
Brugte Gud udvikling?
Et andet intelligent spørgsmål fra en af de, så vidt jeg kunne vurdere, yngste deltagere, lød i retning af det her:
Er evolution kompatibel med tro på skabelse, altså kan de to anskuelser på en eller anden måde være forenelige?
Svar:
Der findes mennesker, som tror på en gudsstyret evolution, hvor man på en måde anser evolutionen for en slags langstrakt skabelse over ca. 3 milliarder år.
Her tror man altså på, at Gud hele tiden kendte slutresultatet, og at intet eller kun lidt har været overladt til tilfældigheder.
En nødløsning?
Dette standpunkt, som kaldes teistisk evolution, er for mig at se meget uholdbart.
Jeg tror desværre, at det for mange kristne er en nødløsning, som man vælger, fordi man fejlagtigt tror, at beviserne for evolution er alt for tungtvejende til, at teorien kan afvises.
Mangel på kendskab
Jeg mener, at standpunktet teistisk evolution bunder i mangel på kendskab til enten evolutionsteorien, Bibelen eller begge dele.
Meget store dele af Bibelen skal undertvinges en fortolkning, hvor alt bliver metaforisk og symbolsk – selv beretninger som tydeligvis er ment som bogstavelige hændelser.
Hele skabelsesfortællingen er fyldt med præcis denne formulering: ”efter deres arter” – altså hver dyregruppe blev skabt som eksklusiv specifik art.
Det er, som om Gud inspirerede forfatteren til denne formulering, fordi han vidste, at Darwin en dag ville dukke op og hævde det modsatte, nemlig at alle dyr er beslægtede, og ingen art er et fastlåst ”produkt”, men tværtimod under konstant udvikling.
Skabt, ikke udviklet
Hvis man alligevel accepterer skabelsesberetningen som metaforisk og synes, at det går fint nok med at forene Bibel og evolution, så bør man kigge i fx Markus 10:6, hvor Jesus siger: Men fra begyndelsen af, ved skabelsen, skabte Gud dem som mand og kvinde.
Hvis man her mener at kunne presse en metaforisk fortolkning ned over Jesu ord, så synes jeg, man er i alvorlige vanskeligheder. Det er her ret indlysende, at Jesus mente, mennesket var skabt og ikke udviklet fra aber. Var han uvidende? Talte han usandt?
Jeg mener, man kommer på dybt vand her, hvis man partout vil tro på evolution.
Og hvorfor egentlig tro på evolution? Teorien står i kraft af de seneste 100 års videnskabelige afdækning af skaberværket overfor sit snarlige fald, så der er ingen grund til at forsøge det umulige: at forene Bibelen med Darwins teori.