Videnskab kan ikke vække døde til live…

Janus Wiese Christoffersen studerede molekylærbiologi og drømte om at læse ph.d. og blive forsker. – Men så opdagede han noget, der lå højere end videnskab, og det ændrede totalt retningen for hans liv…

En karriere indenfor forskning lå lige til højrebenet for Janus Wiese Christoffersen, da han var ved at færdiggøre sin uddannelse i molekylærbiologi på RUC i Roskilde.

Han havde altid forestillet sig, at det var dén vej, han skulle gå, når han blev færdig som cand.scient. i molekylærbiologi og kemi. Han ville videreuddanne sig med en ph.d. (forskeruddannelse), og han manglede bare lige at skrive sit biologi-speciale færdig, da hans tilværelse tog en 180 graders drejning.

Indtil da havde hans liv været som så mange unges: Fest og farver, og uden at kristendommen havde fyldt alverden. Han var hverken døbt eller konfirmeret og kom fra et ikke-kristent hjem på Amager.
Dét, der interesserede Janus, var dét, der kunne måles og vejes: Naturvidenskaben. Han havde i gymnasiet haft en biologilærer, som vakte hans interesse for faget. Janus gik med en drøm om, at han via sit naturvidenskabelige studie kunne gøre noget godt for menneskeheden som forsker, fx løse kræftens gåde og den slags.
– Jeg var helt overbevist om, at jeg skulle læse videre og skrive en ph.d. Det havde helt formet mit liv, fortæller Janus.

En præcis profeti

Han var 27 år, da kristendommen kom ind i hans liv. Der blev godt og grundigt vendt op og ned på hans prioriteter.
Et par år forinden havde hans mor været meget syg og havde søgt hid og did i det alternative – men var endt med at blive kristen.
Hun havde været til møde med prædikanten Hans Berntsen og talte med Janus om, at hun havde oplevet Guds fred og nærvær. Han blev lidt nysgerrig.

En aften tog han til møde med den nigerianske helbredelsesprædikant Charles Ndifon i pinsekirken på Drejervej i København, og det udviklede sig til flere møder. Senere blev han inviteret til et andet møde med en amerikansk præst og profet, og stadig var Janus skeptisk, da han satte sig nede bagest i salen.

Det var et stærkt og lidt vildt møde. Jeg var lige startet på et Alpha-kursus i kristendom, så det var helt uvant for mig. Først bad præsten for en kvinde, som faldt om på gulvet. Bagefter gik han direkte ned til mig. Han kendte mig slet ikke, men sagde henvendt til mig: ”En ph.d. kan ikke vække døde til live – kun Jesus kan!”. Det var lidt vildt, for det vidste han ikke noget om.

Præsten sagde også, at jeg var meget anspændt omkring, hvad jeg skulle i mit liv, men at jeg skulle slappe af, for Gud ville lede mig og vise vejen. Det var også rigtigt, for jeg var kommet i tvivl om, hvad jeg skulle.

Jeg kunne faktisk slet ikke overskue at blive kristen. Og hvis jeg skulle være kristen, skulle det være 100 procent seriøst, så jeg var midt i en masse overvejelser, fortæller Janus.

Mormors fred

Medvirkende til hans nye appetit på kristendommen var også, at hans senile mormor var havnet på et katolsk plejehjem. Mormoren var troende, og Janus bemærkede altid en særlig fred og harmoni over mormorens ansigt, når han var på besøg, og de sang salmer og bad bønner.
Der var trist på plejehjemmet, men når vi begyndte at synge for min mormor, blev hun så salig og fyldt med glæde, husker Janus.

Overvandt stoltheden

Da Janus traf det endelige valg om at blive kristen, var det ”for mig en voldsom beslutning”, som han siger. Han var i forbindelse med Alpha-kurset begyndt at læse i Bibelen for første gang i sit liv, og det første, han læste, var Mattæusevangeliet.
– Jeg blev ikke kristen fra den ene dag til den anden. Måske er det min naturvidenskabelige baggrund, der gjorde, at jeg først skulle undersøge tingene.

Jeg havde også en masse fordomme om Bibelen, men da jeg begyndte at læse Mattæus-evangeliet, oplevede jeg, at det er en fuldstændig fantastisk bog, der ikke kan være fundet på af mennesker, siger Janus.

Mødet med Gud var overvældende, men ændrede også på det, som Janus følte indeni. Han gik fra følelsen af meningsløshed til mening.
Det endte med, at han blev døbt i pinsekirken på Drejervej, og fra da af har det været ”en rejse mod hellighed”, som han siger. Det har kostet venner. I de første år efter gav det konflikt med hans far og hans to brødre, der ikke var kristne, og mange gode venner røg ud, mest fordi der ikke var så mange fællespunkter længere med de gamle venner.
Min søster derimod tog med mig i kirken på Drejervej, og hun blev også kristen, bemærker Janus.

Droppede ph.d.

Han gjorde sig mange overvejelser om, hvad den nyfundne tro ville betyde for karrieren. Drømmen om at læse ph.d. og blive forsker havde rumsteret i årevis. Det gav en krise. Også fordi han opdagede, at hans drømme mest af alt handlede om personlig stolthed.
Det var mit eget valg, da jeg valgte at følge Jesus og droppe drømmen om en ph.d. I kirken rådede de mig egentligt til at forfølge drømmen om at blive forsker, men jeg kan ikke gøre tingene halvt, det er enten eller. Jeg ville noget med Gud, og en ph.d. er meget krævende. Det ville betyde 60 timers arbejdsindsats om ugen. Jeg valgte dog at gøre biologi-studiet færdig, for man skal jo også være fornuftig, smiler Janus.

Videnskab og tro

Mens Janus gik på RUC, havde han en vejleder, der en dag sagde til ham: ”Janus, hernede véd vi, hér tror vi ikke”. Det var kort tid efter, at han var blevet kristen.

Naturvidenskaben er en meget faktuel verden, hvor alt skal kunne måles og vejes.
Men for Janus er der nu heller ingen konflikt mellem videnskab og troen, så længe det altså er videnskab. Dét at finde nye behandlingsformer til sygdomme, dét at finde nye metoder til at forudsige og måle den globale opvarmning osv. – problemet er, når naturvidenskaben bevæger sig ud i et område, hvor det det er mere filosofi end videnskab.

Jeg underviser i dag unge i biologi og kemi, og det er vigtigt at lære dem om fx økosystemet, tarmsystemet, celler, gener osv., og jeg kan også sagtens undervise dem i evolutionsteorien. De skal bare være kritiske, for naturvidenskaben handler i bund og grund om at være kritisk, og det fortæller jeg dem.

Men dén med, at livet er opstået ud fra ingenting, opfatter jeg som usandsynligt. Det er ikke naturvidenskab, men filosofi, eller ”videnskabs-religion”, som jeg kalder det, siger Janus.

Et tegn fra Gud

I kirken på Drejervej havde Janus mødt René Ottesen, der opfordrede ham til at blive giv-et-år medarbejder på den kristne efterskole Alterna i Mariager.

Janus længtes efter et tættere forhold til Gud, så han tog imod opfordringen. Efter året på efterskolen valgte han at fortsætte på højskole i Mariager, hvor han blev i to år og fik banket en masse teologi og bibelkundskab ind i hovedet.

Undervejs fik han solgt sin lejlighed i København, blev kæreste med Rebekka, som han havde mødt i kirken i København, og bagefter lå verden åben.

Til Aarhus

Janus valgte at flytte til Aarhus, fordi han simpelthen følte, at Gud ledte ham til byen. Hér fandt han en super lækker lejlighed centralt i byen – nærmest et mirakel i sig selv i en by, hvor ventelisterne er alenlange – og begyndte at komme i en bedegruppe og fandt dér nye venner.
Han fik lokket Rebekka over, og de blev i efteråret 2011 gift af pastor John Lorentzen i Saralystkirken, hvor de stadig kommer. De gik begge aktivt ind i arbejdet i kirken, Janus i menighedsrådet og Rebekka i foreningen Fred og Forsoning i Afrika.

Lidt af et tegn

– Rebekka var sygeplejerske på Rigshospitalet, så det var jo et stort spring for hende at sige sit job op og flytte til Aarhus.
Men vi begyndte begge at søge jobs. Og en dag sad vi på Café Glad i Aarhus, efter at vi begge netop havde været til jobsamtale. Først ringede Rebekkas mobiltelefon, og hun havde fået jobbet. 20 minutter senere ringede min telefon, at jeg også havde fået job.

Jeg tænkte: Hvis man skal lede efter et tegn, så måtte det være dette. Det var ret utroligt, smiler Janus, som i dag er 40 år.
Rebekka fik job på Skejby Sygehus, og Janus som lærer i biologi og kemi på VUC. Parret er senere flyttet til et parcelhus i Mårslet lige syd for Aarhus og har fået børnene Markus, 3, og Lindi, 1.

I det første år på VUC var Janus ekstra hængt op, fordi han havde brug for at supplere sin viden med kurser på RUC, så to gange om ugen pendlede han til og fra Roskilde ved siden af lærerjobbet.

For Janus er det ret ukompliceret at koble naturvidenskaben med troen, men det ærgrer ham, at han ind imellem møder fordomme omkring dét at være kristen. Han oplever det fx i medierne, hvor uvidenheden og fordommene om kristendom er stor.

Meget fremstilles faktuelt forkert, og sådan noget kan ærgre en naturvidenskabsmand – og en troende kristen – som Janus Wiese Christoffersen.