Bogen for kristne der vil gøre en forskel på gymnasiet

s15_gymnasietro– Da jeg begyndte i gymnasiet, havde jeg vildt mange spørgsmål: Hvordan er livet på gymnasiet egentlig? Hvordan fortæller jeg, at jeg er kristen? Skal jeg være bange? Hvordan forsvarer jeg min tro?

Sådan indleder den 22-årige Rasmus Jonstrup Hansen sin letlæste og meget praktiske bog Gymnasietro. Forbliv kristen og gør en forskel.
Bogen har kvaliteter, der burde gøre den til et must for alle kristne studerende. Men også ikke-studerende unge vil kunne få gavn af at læse den.
Rasmus kan selv tale med om, hvor vigtigt det er med en kristen (KFS-) gruppe på gymnasiet. For det var i en KFS-gruppe, at hans far i sin tid blev kristen – og mødte Rasmus’ mor.
Selv om forfatteren næsten er nybagt student, er han i gang med at læse teologi i Aarhus. Han er også forkynder og ungdomsleder i Bethelkirken i Aalborg, hvor han bor. Samtidig er han vejleder for kristne grupper på Aalborgs gymnasier, underviser på lejre og konferencer og laver poetry slam.

Gud kan bruge unge

Rasmus gik til ældre kristne venner med sine mange spørgsmål. Han fik svar på nogle af dem. Men han ville gerne have flere gode råd. Og tanken meldte sig: Hvorfor er der ikke nogen, der har skrevet en bog om det her?
Tanken om bogen tog form under gymnasietiden. Rasmus bad til Gud – og så stod dørene åbne.
– Gud er faktisk ligeglad med, om folk er unge, siger Rasmus og henviser til, at profeten Jeremias fik sit kald som helt ung (Jer. 1:6-8).
Og det må være en opmuntring for en kristen gymnasieelev. Det handler ikke om det, man kan eller ikke kan – det handler om den Gud, der kan alt og som udruster dem, han kalder.

Bekend kulør på dansk

Det er bedst at fortælle helt fra starten, at man er kristen. Og det skal helst komme naturligt. Så ved ens kammerater også, hvorfor man ikke bander eller drikker. Og man undgår lettere at leve et dobbeltliv med fx pornovideoer eller bagtalelser.
Men det er også vigtigt at tale dansk. Undgå de kristne udtryk som ”evangeliet ramte mig” eller ”Lammets blod”. Bare fortæl, hvad du har oplevet. It’s as simple as that, opfordrer Rasmus.

Han fortæller ærligt og underholdende – også om et udadvendt projekt, der gik galt. Det handler om en flødebollemaskine med en reklame for kondomer…Så der skulle flere forklaringer til.
Ærligheden kommer også frem i beskrivelsen af negative reaktioner. Men ”Gud smiler, hver gang du tør være anderledes”, understreger Rasmus og nævner fx holdningen til alkohol, det at stå op imod abort og sige nej til sex som ting, der gør kristne anderledes end studiekammeraterne.

Du kan udfordre andre

Et helt kapitel i bogen handler om, hvordan man tackler det med at forsvare sin tro under pres.
I stedet for altid at forsvare sin tro ved at plapre løs, kan man udfordre dem, der ikke tror. Men man må gøre det med interesse og respekt.
– Hvad mener du med det? Hvordan er du kommet frem til det? og Har du tænkt på, at … er gode måder at udfordre andre på.
Men der findes også gode svar, fx om opstandelsen og Guds eksistens, som forklares med enkle argumenter.

Den vilde Gud griber ind

Rasmus fortæller om en oplevelse, som fik selv lærerne til at se anderledes på de kristne: En pige fra klassen faldt død om med hjertestop i en idrætstime. Hun blev genoplivet ved hjælp af en hjertestarter og en ambulance. Men hjertestarteren havde ikke stået der dagen før.
Sekretæren Jytte, som er kristen, havde nemlig om natten haft en drøm om, at hun skulle hente hjertestarteren op fra kælderen og sætte den frem. Det gjorde hun så, da hun kom på arbejde – og den stod klar, da pigen faldt om.
”Miraklernes tid er ikke forbi”, som sekretæren sagde, da hun fortalte Rasmus historien.
De kristne på gymnasiet bad for pigen. Hun viste ikke umiddelbart interessere for at tale med dem om Gud. Men Gud er stadig den, der vækker døde til live. Og han lader os ikke i stikken, understreger Rasmus.

Man kan faktisk vokse i troen, mens man går på gymnasiet. Men det kræver blandt andet et kristent fællesskab, og at man satser på at læse i Bibelen og bede til Gud, at man tager med på lejre - og at man får en medvandrer, mener Rasmus J. Hansen.
Man kan faktisk vokse i troen, mens man går på gymnasiet. Men det kræver blandt andet et kristent fællesskab, og at man satser på at læse i Bibelen og bede til Gud, at man tager med på lejre – og at man får en medvandrer, mener Rasmus J. Hansen.
Hvem påvirker hvem?

Rasmus J. Hansen fortæller fra sit eget liv om venner, der påvirkede ham i dårlig retning i forhold til tyveri, porno og hærværk. Vi ved, at Jesus var ven med syndere, altså ikke-troende. Samtidig må vi som kristne overveje, hvilken vej indflydelsen går:
Kommer du længere væk fra Gud, eller kommer din ven tættere på? lyder spørgsmålet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



De mange gode råd bliver givet med med humor, varme og ærlighed. Bogen er lige til at læse og give til andre. Hermed meget varmt anbefalet.

Gymnasietro vil blive fulgt op af nogle korte videoer på YouTube med oplæg til samtale.

Gymnasietro. Forbliv kristen og gør en forskel, 191 sider. Udgivet på Credo Forlag. Pris 149,95 kr. Kan købes fra 14. oktober.


Artiklen fortsætter efter annoncen: