En dag på gaden

Hele eftermiddagen har det regnet, og om en time skal vi stå på byens torv og introducere Jesus for dens borgere. Hvis regnen fortsætter, gider folk ikke tale med os. Vi har stået i denne situation mange gange før og lader os ikke skræmme.

Jesus ønsker, at vi skal ud med budskabet, så med fuld frimodighed befaler vi regnen at GÅ, på samme måde som Jesus selv truede ad storm og sø. Inden gadedisciplene er færdige med at bede for denne dag på gaden, er regnen stilnet af.

Vores neongule veste lyser op i gadebilledet – vi går ikke i ét med folk. En mand står bag mig og hiver lidt i vesten. ”Hvad er Gadekirke for noget?”
”Vi er kristne fra folkekirke og frikirker, som går ud for at fortælle om Biblen og demonstrere kraften i Jesu navn;” svarer jeg og fortsætter: ”Men nu du er her – kender du egentlig Jesus?” Jeg banker en knytnæve hårdt mod min brystkasse. ”Herinde!”
”Lidt barnetro har man vel altid, og jeg er både døbt og konfirmeret,” siger han lidt forlegent, ”men ligefrem kender ham, vil jeg ikke påstå.”
Jeg fortæller mit personlige vidnesbyrd, og han lytter opmærksomt – virker berørt.

”Inden du går, skal du lige have en velsignelse. Det betyder bare, at Jesus vil passe på dig og give dig en berøring af ham”, siger jeg. Til slut får han Jesusbogen.
”Den skal læses, så snart jeg kommer hjem,” siger han.

Manden falder ind under den store skare af ufrelste danskere, som tror på mere mellem himmel og jord og har deres egen tro på Jesus og Vorherre. De er hverken åndeligt søgende eller motiveret til at komme i en kirke.

Lige nu er der stort fokus på religion og åndelige værdier, som også bliver formidlet på gaden. Så længe man altså må det. Jehovas vidner, mormoner og muslimer gør det, men hvor er de kristne? Med kirken som centrum og omdrejningspunkt er det ikke lykkedes at nå ud til den brede befolkning.