Kæmpeskellet ved Assens

Det arkæologiske tidskrift Skalk citerede i novembernummeret 1972 en artikel om et kæmpeskellet:

»Extraordinaire Relationer« hed en af de aviser, som på Frederik 4.’s tid stillede københavnernes nyhedshunger. I novembernummeret 1727 kunne man under rubrikken »Mærkværdige ting« læse følgende:

“Ved Turup, som er annekssogn til Søby, en mil fra Assens, er ungefær for 3 måneder siden fundet en kæmpe-begravelse – . Højen er nu næsten plat og snart ingen høj mere, men rettere at kalde et ophævet sted; den har norden for sig en rindende å og sydøst noget henne en del høje, som synes at være slige kæmpe-begravelser.

Årsagen, at denne høj nu er lav, er denne, at den i mange år har været pløjet og ved pløjningen tid efter anden nedskredet, hvilket og var årsag, at i denne kæmpe-grav lå den deri liggende benrad næppe halvandet kvarter dybt i jorden.

Lejligheden, hvorved graven blev fundet, var denne, at den i Turup boende møller grov efter sand til at fylde med, som han forhen ofte havde gjort, og da efter hans sigelse træffede på et af lårbenene, hvorfor man blev ved at grave, så langt der fandtes ben. Benene lå i en rad efter hinanden, fra hovedet til foden så ordentlig, at endog bønderne kunne gøre forskel på hver ben og lem. Hovedet lå i Vesten og fødderne i Østen, men efterhånden som de grov benene op, kastede de dem i hob. Hovedet havde mølleren efter beretningen haft helt i sin hånd, som straks gik i stykker, muligt fordi der toges alt for uforsigtigt derpå, eller fordi det sloges i stykker for at få tænderne.

— Efter møllerens beretning fandtes intet hos raden, enten lamper, stridshamre eller andet sådant, som gemenlig findes udi stendysser. Radens længde, så vidt man kan præsumere både af det eftermålte sted og af deres sigelse, som så benene, var over 5 sjællandske alen (5 x 63 cm = 315 cm). En høj fuldvoksen karl lagde sig ned på stedet, da de havde opgravet det, og da kunne hans hele længde kun nå fra benradens skuldre til dens knæ, så hals, hoved og benene var udenfor.

Årsagen, at disse ben ikke blev bedre konserverede, var, at den, der havde gravet dem op, lod dem ligge ovenfor på stedet, så at enhver, som ville, kunne tage deraf og gøre derved, hvad han lystede, hvorudover drengene, når de kom fra hoven, mishandlede dem ved at slå dem i stykker og adsprede dem, til de endelig igen blev nedgravne, hvilket er ilde, da denne rad vel havde været værd til at ophæves i en stor herres kunstkammer. Det er vel muligt, at der i de omliggende høje, om der blev søgt derefter med høj øvrigheds ordre eller deres tilladelse, som ejer grunden, kunne optages flere sådanne store benrader. Hvilken underretning den kuriøse læser har at takke velædle professor Luja for, som har behaget samme at kommunikere.”
(Gengivet i Skalk 1972, nr. 3.)