Lazarus, kom herud!

Jesus mødte mennesker der, hvor de var i forhold til troen. Han hjalp Martha ved at tale med hende. Andre måtte lære at tro gennem mere praktiske opgaver som at rulle stenen væk fra Lazarus’ grav.

Der er drama i teksten fra Johannesevangeliet. Først er der tre søskende. Så er der to søstre og et lig – og til sidst er der tre søskende igen…

De tre søskende – Martha, Maria og Lazarus fra Bethania – var en familie, der kendte Jesus godt, ved vi. De var vant til at have Jesus på besøg.
Men pludselig brydes familieidyllen, da dødens ubarmhjertige dør smækker i. Nu er der to søstre – og et lig!

»Herre, havde du været her …”

Søstrene hører, at Jesus er på vej til deres hus, og Martha venter ikke bare på, at han kommer – hun går ham i møde. Og det første hun siger til ham, er en bebrejdelse: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.” Med andre ord: ”Jesus, du kommer for sent, det kan du altså ikke være bekendt!”
Da Maria bliver hentet ud til det sted, Jesus er, siger hun nøjagtig de samme ord som sin søster.

Jesus kender forskel

Hvordan reagerer Jesus på deres ens fortvivlede og lidt bebrejdende ord?
Martha og Maria er søstre – men de er ikke ens. Så selvom de møder Jesus med det samme udsagn, er Jesu svar til dem forskelligt. Han møder dem, sådan som de hver især har brug for det.

Handlekraftig og tænksom

Den planlæggende, handlekraftige Marthas liv er pludselig gået i stå. Hun er i akut sorg. Og nu giver hun tøjlerne fra sig og giver dem til Jesus – og det er godt for Martha:
”Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig« Og så lover Jesus hende noget: ”Din bror skal opstå!”

Ikke bare livsforlængelse

At Lazarus skulle opvækkes fra de døde var et mirakel. Men livsforlængelse var ikke alt, hvad Jesus ville give Martha og de andre den dag. Underet skulle fortælle folk, hvem Jesus i virkeligheden var: Herre over både liv og død, Guds søn og den længe ventede frelser. Ja, Livet selv!

”Tror du det?”

”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.”
Jesus spørger Marta direkte: ”Tror du det?” Det var ikke for at kontrollere, om Marthas tro nu var god nok, han stillede det personlige spørgsmål. Nej, Jesus var godt klar over, at Marthas tro var blevet rystet – hun havde ventet og ventet og var endt i sorg og skuffelse. Nu hjalp han hende med at få troen grundfæstet igen.
Jesus tog sig tid til deres teologiske samtale på tomandshånd, fordi han kendte Martha.

Gud græder også

Maria var en anden type. Hende kender vi som den, der sad og lyttede, den, der blev hjemme og græd, den mere indadvendte af de to.
Da den grædende Maria kommer ud til Jesus, hører vi, at Jesus selv græder. Han følte også døden som en fjende.
At Gud græder er ikke noget, som andre religioners guder formodes at gøre. Jesus viser os, at Gud røres dybt, når mennesker lider. Han lider sammen med os.
Til Maria talte Jesu tårer som trøst.

”Tag stenen væk!”

Foran indgangen til gravhulen var der stillet en stor sten. Hvad gør Jesus? Han befaler: »Tag stenen væk!« Men Martha protesterer: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.«

Protesten

Har vi sommetider fået stillet en sten i vejen for vores egen lykke? Og når vi opfordres til at flytte den, protesterer vi?
Måske har vi lukket godt og grundigt af for et medmenneske – relationen er død, og minderne vil være ildelugtende, er vi sikre på.
Måske vil Gud hjælpe os med at vække noget til live, men vi tør ikke rulle stenen væk!

Martha frygtede, hvad der gemte sig i gravhulen. Hvis hun havde haft held med at forhindre, at stenen blev flyttet, havde hun snydt sig selv for sit livs mirakel. For da stenen blev rullet væk, var det overhovedet ikke en stank af dødt kød, der kom dem i møde, men derimod et lyslevende menneske med styr på benmuskler og gangfunktion – og med hørelsen i orden!

Martha var helt ærligt bekymret for stanken – og hun var også ærlig overfor Jesus. Og Jesus mindede hende om den samtale, de to lige havde haft. Om de ord, han havde sagt.
Og så hører vi ikke om flere protester fra Marthas side – hun gav Jesus tøjlerne og kom ikke til at fortryde det!

De korslagte arme

Men hvorfor tryllede Jesus egentlig ikke bare stenen væk, når han nu var i gang med sine undere?
Måske er der en pointe her. Der var noget, som folk selv skulle gøre, hvis de ville se underet. Et par stærke mænd, forestiller jeg mig, var nødt til at træde ud af tilskuerrollen, løsne de korslagte arme og bruge dem til at trille den tunge sten væk, mens alle omkring dem strakte hals.
De stærke mænd, som trådte ud af anonymiteten den dag, har nok bagefter aldrig fortrudt, at de gjorde det. Jesus hjalp dem til at tage et lille skridt i tro.

At trille sten væk for andre

Det var rigtig godt, at nogen hjalp Martha og Maria med stenen den dag. Måske er der nogen, du skal trille sten væk for, så de kan opleve livet igen?
Nogen, der er hjælpeløse på et område, hvor du selv er stærk?
Vi må bede om at få åbne øjne for den slags, selvom vi måske har mere lyst til være tilskuere med korslagte arme.

»Lazarus, kom herud!«

Så er der selve underet:
”Jesus råbte med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet.«

Vi kan se det for os og høre det for vort indre øre: Det dødsensstille øjeblik, hvor alle står på tæer og stirrer mod gravhulens åbning med store øjne, efter at Jesus har kaldt på Lazarus.
Og vi kan næsten også høre det kollektive gisp gå gennem folkemængden, da den døde viser sig og går ud af graven omviklet med stofstykker, som et andet spøgelse.
Folk er som forstenede, og Jesus bliver nødt til at instruere dem: ”Løs ham og lad ham gå!”

Vi ved ikke, hvem der udførte denne opgave – men det er heller ikke så vigtigt. For at udføre den er man ikke nødt til at have nogen særlig stor tro. For alle kan jo se, at liget er blevet levende! Har man først rullet stenen bort, er det lettere at fortsætte og løsne ligklæderne. Troen vokser ved at blive brugt.

”Jeg har en plan!”

Den sætning kender vi fra Egon Olsen – og vi ved også, at hans planer altid går i vasken, selvom de er nok så snedigt udtænkt med fantasifulde rekvisitter og perfekt timing.

Jesus havde en plan med at vente så længe med at ankomme til Bethania. Jo, Jesus kunne godt have skyndt sig og være nået frem i tide til den syge Lazarus.

Men han havde en plan – om noget, som var større, end hvad folk forventede. Han havde en plan for hele den folkeskare, som havde samlet sig ude ved gravhulen sammen med de sørgende søstre. Han ville hjælpe dem til at tro på, at han var den, som Gud havde udsendt, den frelser, som jøderne ventede på.
Jesus havde en plan om, at folk ikke bare skulle blive imponerede, men at de skulle tro!

En helhedsplan

Ligesom med folkeskaren den dag, har Gud også en plan med os.
Planen er timet og tilrettelagt fra evighed af – og for ca. 2000 år siden sendte Gud sin søn til jorden, hvor han gik rundt og hjalp folk og bl.a. gjorde Lazarus levende igen.

Kort tid efter at Jesus havde kaldt Lazarus ud af graven, blev han selv henrettet og lagt i en grav. Men Gud kaldte Jesus ud af graven, uden nogen menneskelig hjælp med tunge sten og stofstrimler.

Guds plan var at give os halvhjertede, skeptiske og smålige mennesker del i det evige liv, både her på jorden og i al fremtid – og planen er faktisk allerede gennemført med Jesu død og opstandelse. Vil du lade planen omfatte dig?
”

For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Johs. 3,16).

Søndagens tekst: Johs. 11:17-45

Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk

Da Jesus nåede frem til Betania, fik han at vide, at Lazarus var blevet begravet tre dage forinden.
18 Betania lå knap tre kilometer fra Jerusalem, 19 og mange venner fra hovedstaden var kommet for at trøste Marta og Maria i sorgen over deres bror.
20 Da nu Marta hørte, at Jesus var på vej, gik hun ham i møde. Maria derimod blev hjemme. 21 Da Marta nåede hen til ham, sagde hun: »Herre, hvis du havde været her, så var min bror ikke død. 22 Men selv nu ved jeg, at hvad du end beder Gud om, det vil han gøre for dig.«
23 »Din bror skal vende tilbage til livet,« sagde Jesus.
24 »Jeg ved, at han skal vende tilbage til livet på opstandelsens morgen.«
25 Jesus fortsatte: »Jeg er opstandelsen og livet. De, der tror på mig, skal leve, selv om de dør; 26 og de, der lever i troen på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du på det, Marta?«
27 »Ja, Herre,« sagde hun, »jeg tror, at du er Messias, Guds Søn, som vi så længe har ventet skulle komme.«
28 Derefter løb Marta hjem til Maria, trak hende til side og sagde: »Mesteren er kommet, og han vil gerne tale med dig.« 29 Maria rejste sig med det samme og gik ud for at møde ham.

30 Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig på det sted, hvor Marta havde mødt ham. 31 Da de, der var i huset for at trøste Maria, lagde mærke til, at hun pludselig rejste sig og gik, troede de, hun ville ud til Lazarus’ grav for at græde. Derfor fulgte de efter hende.
32 Maria kom nu ud til det sted, hvor Jesus var, og hun faldt ned for hans fødder og udbrød: »Herre, hvis du havde været her, var min bror ikke død.« 33 Da Jesus så hende græde og hørte de andres gråd, blev han heftigt oprørt i sin ånd og spurgte: 34 »Hvor har I lagt ham?«
»Herre, kom og se!« lød svaret.
35 Jesus brast i gråd. 36 »Se, hvor meget han holdt af Lazarus,« var der nogle der sagde. 37 Men andre sagde: »Når han kunne helbrede en blind, kunne han så ikke også have forhindret denne mands død?« 38 Da blev Jesus igen oprørt i sit indre, og han gik hen mod gravstedet, som var en klippehule med en stor sten rullet for indgangen.
39 »Tag stenen bort!« beordrede han.
»Herre,« sagde Marta, »det lugter ikke godt, for det er nu den fjerde dag, han ligger der.«
40 Jesus svarede: »Har jeg ikke sagt til dig, at hvis du tror, vil du få Guds forunderlige magt at se?« 41 Så fjernede de stenen fra indgangen. Jesus så op mod himlen og sagde: »Jeg takker dig, Far, fordi du har bønhørt mig. 42 Jeg ved godt, at du altid hører mig, men jeg siger det for de menneskers skyld, der står her omkring mig, for at de kan komme til tro på, at det er dig, som har sendt mig.«
43 Så råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!«
44 Den døde kom ud – med hænder og fødder viklet ind i ligklæder og med et tørklæde om ansigtet. »Hjælp ham af med de ligklæder!« sagde Jesus.
45 Mange af dem, der var kommet for at trøste Maria og havde set, hvad Jesus gjorde, kom nu til tro på ham.