Unge flokkes om ny frikirke i Aarhus

s3_stor_Gudstjeneste i HavenKirken ”Haven”, der holder gudstjenester på spillestedet Atlas i Aarhus, tiltrækker især mange unge studerende fra byen.

Spillestedet Atlas lige ned til Åen i Aarhus lægger normalt hus til pop- og rockkoncerter. Men hver søndag formiddag kl. 11 rykker omkring 100 kristne – især unge – ind for at lovprise Gud.

Haven er en ny frikirke, som den 17. september kan fejre sin ét års fødselsdag i byen. Konceptet med gudstjenester på et spillested midt i Aarhus, endda et spillested, som mange unge kender i forvejen fra koncerter, har slået an.
Kirken, der ikke vil kaldes en ungdomskirke, men dog primært tæller unge, især studerende, tiltrækker både kirkevante fra andre kirker i Aarhus og mennesker, for hvem dét at gå i kirke er ret nyt.
En tredjedel kommer fra andre kirker i byen, en anden tredjedel er kristne uden en kirke i byen, typisk nytilflyttede studerende, og den sidste tredjedel almindeligt søgende, som ikke er kirkevante, vurderer Havens pastor, Jesper Jeppesen.
– Vores vision har fra start været at bringe nye mennesker til Gud, og det har været en stor, stor velsignelse, at det er lykkedes. Vi har mærket, at Gud har gjort meget og har bragt mennesker til kirken, siger Jesper Jeppesen.

Jesper Jeppesen er pastor i Haven. Han er 26 år. Foto: Haven
Jesper Jeppesen er pastor i Haven. Han er 26 år. Foto: Haven
Flere nye blev døbt

I marts holdt frikirken sin første dåb, hvor syv blev døbt, og Jesper Jeppesen forventer, at man snart igen vil holde dåb for nykristne.
Fokus har fra start været dels at være centralt placeret i byen, dels at række ud til kirkefremmede i alle aldre.
De fleste er i 20’erne og 30’erne, og mange er studerende, men der er også aktive, som er etableret med familie og børn. Trods den relativt lave gennemsnitsalder er Haven ikke nogen ungdomskirke, og hér kommer da også folk, som er lidt mere oppe i årene. Jesper Jeppesen ser gerne, at der i fremtiden kommer endnu flere børnefamilier og ældre årgange.
Frikirken har officielt 65-70 medlemmer, men mange flere kommer her – også i de mere familiære rammer i de ni cellegrupper (kaldet LightHouse-grupper), som er spredt ud over hele Aarhus, og som mødes privat hver fjortende dag. I grupperne deltager omkring 125 samlet set.

Kirkens navn, Haven, udtales på engelsk og kan nok bedst oversættes med ”fristed” eller ”tilflugtssted”.
Et kristent tilflugtssted, som der er hårdt brug for i netop en by som Aarhus med mange unge og mange kirkefremmede, vurderer Jesper Jeppesen. Nok er her i forvejen andre karismatiske frikirker, der henvender sig til den samme målgruppe, men Haven skal ikke ses som en ”konkurrent” til de andre frikirker, snarere som et supplement.
Vi tror på, at en af de mest effektive måder at sprede Guds budskab på, er ved at plante kirker. Det er nærmest et bibelsk princip. Når man ser apostlene rejse rundt, og de kom til nye steder, så plantede de altid nye menigheder. Det var den måde, de spredte Guds rige på, og dermed voksede Guds rige, siger Jesper Jeppesen.
Der er masser af gode kirker i Aarhus, men vores fokus er at være en karismatisk kirke centralt i byen, dér hvor de unge i forvejen kommer, og række ud til de kirkefremmede og bringe dem ind i et discipelskab i Guds rige, siger han.

Følte et kald

Visionen er i første omgang at slå solide rødder i Aarhus med en etableret menighed, og gerne med tiden få egen kirkebygning, men på sigt er målet at plante kirker andre steder i Danmark.
Det var også følelsen af et kald, der for to år siden fik Jesper Jeppesen til – sammen med nogle venner – at begynde forberedelserne til Haven. Jesper havde bl.a. nogle gode samtaler med sin mentor, Jakob Vagner fra Mariager Højskole, om sine tanker og planer.
Han var dengang ungdomspræst i Skywalk i Randers, men havde i nogen tid gået og tænkt på, at der var behov for en centralt placeret frikirke midt i Aarhus.
I januar 2015 holdt man informationsmøde om planerne, og flere kom med, og det meste af 2015 gik med forberedelser. Ind imellem holdt man gudstjenester rundt omkring i Aarhus, bl.a. på VIA College og hos Menighedsfakultetet, frem mod den officielle kirkestart 17. september på spillestedet Atlas.

Jesper Jeppesen er selv født i Aarhus, opvokset i en helt almindelig, kristen familie i forstaden Tilst, som den ældste af tre børn, gik på den katolske Sankt Knuds Skole og kom som barn i Citykirken på Viborgvej. Som 17-årig tog han et år på den kristne efterskolen Alterna i Mariager, hvor han for første gang virkelig oplevede at blive ”opbygget af evangeliet og blive vild med Jesus”, som han fortæller. Med i efterskoleopholdet var i øvrigt en syv ugers rejse til Mexico, USA og Canada.

Tilbage i Aarhus begyndte han på HHX-studiet, men følte ret hurtigt, at han skulle noget andet i sit liv. Han ville gerne studere noget lederskab og teologi, hvilket lod sig gøre på Mariager Højskole. Så snart var han tilbage i Mariager og blev der i to år. Da Jesper fik mulighed for at søge stilling som ungdomspræst, valgte han at rådføre sig med Gud.
14 dage senere kom der et tilbud fra Skywalk i Randers, hvor han tiltrådte 1. august 2011.

Hårdt arbejde

Jesper er i dag 26 år, har en canadisk kæreste og er fuld af visioner om, at endnu flere skal møde Gud.
– Det er hårdt arbejde at plante en ny kirke, har jeg lært, og der har både været sejre og nederlag. Men det har været det hele værd, siger Jesper, der indtil videre er Havens eneste lønnede ansatte. Kirken trækker på en masse frivillig arbejdskraft.
Foruden at være Havens pastor er Jesper Jeppesen også tidligere leder af den årlige, nationale ungdomskonference Brighter, som næste gang holdes i dagene 19.-22. oktober på Mariager høj- og efterskole. Han startede konferencen og stod i spidsen for den igennem fire konferencer, men valgte i vinter at trække sig for at fokusere fuldt ud på frikirken Haven.