USA: Luftvåbnet erklærer, at en åben bibel ikke er ”giftig”

En amerikansk major blev anklaget for at forpeste luften på kontoret ved at have sin Bibel liggende på skrivebordet. Men det strider ikke mod reglerne, siger forsvaret.

Den anti-religiøse organisation The Military Religious Freedom Foundation (MRFF) havde anklaget major Steve Lewis for at handle imod det amerikanske luftvåbens regler ved at have den åbne bibel liggende på skrivebordet. De krævede en ”hurtig, synlig og aggressiv straf” overfor majoren, og sagen blev omtalt af flere medier i USA.

Luftforsvaret fik først Lewis til at fjerne Bibelen fra skrivebordet og startede derpå en efterforskning. Ifølge The Christian Institute fjernede majoren frivilligt sin bibel efter anklagen, da han ikke ønskede, at sagen skulle skabe forstyrrelser i hans enhed.
Men det amerikanske luftvåben har nu afgjort, at man ikke bryder nogen regler ved at have en åben bibel på sit skrivebord.
– Major Lewis må gerne have sin bibel på skrivebordet, hvis han ønsker det, fastslår oberstløjtnant David Fruck.

MRFFs grundlægger Michael Weinstein hævdede i anklagen, at Bibelen ”forgiftede” atmosfæren på luftvåbnets kontor. Han sagde, at den åbne bibel repræsenterede ”en skamløs visning af sekterisk kristen triumfalisme og exceptionalisme”, som gjorde, at ”hjælpeløse underordnede” måtte se den daglig. De kalder nu resultatet af efterforskningen et ”narrespil”.
KPK/Bodil