Bibelskole i Jesu fodspor
Joffi – som er Ordet & Israels unge – sender hvert år et større hold unge afsted på en 14 dages minibibelskole i Israel – med både sightseeing og bibelstudium.
– Jesus gik virkeligt som et vaskeægte menneske på denne jord. Han arbejdede, spiste, snakkede og havde brug for tid alene – ligesom mig, siger Camilla Tvilling Jacobsen.
Hun er en ung kristen, som har deltaget i ungdomsorganisationen Joffi´s årlige minibibelskole i Israel – fjorten dage rundt til steder, hvor Jesus selv satte sine fødder.
– For mig har det haft stor betydning for bibellæsningen at få bundet et fysisk sted til begivenhederne, siger Camilla.
Hun var med i sommer i en gruppe bestående af 29 unge fra hele Danmark.
Hver sommer arrangerer Joffi, der er Ordet & Israels ungdomsafdeling, en minibibelskole for unge mellem 20 og 30 år.
Lederen af dette års tur hedder Jesper Møberg Sundgaard, og han er ungdomssekretær i Joffi.
– Vi tror på, at Bibelen er Guds virksomme og levende ord, som opbygger, udfordrer, gennemskuer, knuser og læger os. Og derfor skal den i spil. Vores mission med minibibelskolen er at hjælpe unge mennesker til en større forståelse af Bibelen, den jødiske kultur og i sidste ende af, hvem Gud er, siger Jesper.
Joffi er egentligt et ret passende navn til ungdomsorganisationen, for navnet er hebræisk og betyder noget i stil med godt, fedt eller lækkert.
Fedt og lækkert – det er visionen for minibibelskolen, for den skal indeholde det hele: Fede oplevelser rundt i Israel kombineret med god, solid bibelundervisning. Og et godt fællesskab…
– Gang på gang oplever deltagerne, at Bibelen åbner sig op, bliver mere forståelig, og relationen til Gud bliver styrket, fortæller Jesper.
On location
Det rykker noget at sidde i Galilæa og læse Bibelens fortællinger om Jesus gøren og laden, om hans barndom i Nazareth eller om hans vandring på Genesaret Sø – frem for at sidde på et kollegieværelse i Herning eller i Frederikssund og læse om det. Det er så tæt på arnestedet, som det kan blive, eller på moderne tv-dansk: On location.
Ordet & Israels nybyggede hus – Det Danske Hus, som det hedder – ligger tæt på Genesaret Sø, og det er udgangspunktet for Joffi´s minibibelskole. Her er undervisning i Bibelen, og herfra går turene ud i Galilæa i det nordlige Israel.
Bl.a. med en tur i båd på Genesaret sø, hvor Jesus vandrede på vandet og stilnede en storm, og en tur til Jesu barndomsby, Nazareth, hvor man har opført Nazareth Village.
Nazareth Village er en slags frilandsmuseum, der viser, hvordan tilværelsen muligvis har set ud i Nazareth for 2000 år siden, da Jesus var dreng. Med mennesker klædt i den tids tøj – i fuld sving i markerne, som tømrere, vævere osv.
– De forskellige ture gjorde på hver deres måde indtryk på mig. Men særligt berørt blev jeg af tiden, vi tilbragte ved Genesaret Sø. Det gav et indblik i, hvor geografisk begrænset et område Jesus virkede i, fortæller Camilla Tvilling Jacobsen.
Om selve bibelundervisningen på turen fortæller Camilla:
– Nogle formiddage havde vi klasseundervisning, som fokuserede på det store billede. Bibelen består ikke blot af isolerede begivenheder, men er en sammenhængende historie, der viser Guds hellighed, kærlighed og tålmodighed med sit folk. Vi fik indblik i, hvordan frelseshistorien har udviklet sig fra Abraham til i dag, og hvordan Gud altid opfylder sine løfter, selv om det kan tage lang tid. Et særligt fokus blev lagt på Israels rolle til at række hele verdens hans velsignelse og frelse, siger Camilla.
De 14 dages tætpakkede program i sommer bød også på en tur til Jerusalem, hvor gruppen boede i Joffihuset, Ordet & Israels danske oase i det sydlige Jerusalem. Med besøg bl.a. i Gravhaven, ved Grædemuren og på Tempelbjerget, hvor Kong Salomo for 3000 år siden byggede det første tempel.
Næste tur i 2017
Inden turen gik hjem til Danmark, nåede gruppen en tur op på fæstningsbjerget Masada, der blev brugt i kampen mod Romerne i årene 70-74 efter Kristus, og til en svømmetur i det saltholdige vand i Det døde Hav.
– Hver dag startede og sluttede i fælles bøn om, at Gud måtte røre os og tale til os. Den bøn satte rammen for mange gode snakke om alt fra køkkenholdets fantastiske mad til sammenhængen mellem Gud i Det gamle Testamente og i Nyt Testamente, fortæller Jesper Møberg Sundgaard.
Næste gang, Joffi sender unge afsted på minibibelskole i Israel, bliver 16.-30. juli 2017. Der åbnes for tilmelding i december, hvor programmet vil ligge klar. Prisen for turen er 7.000 kr., hvilket inkluderer bl.a. kost og logi og adgangsbilletter til seværdigheder, men dog ikke flybillet.
Traditionelt set har det mest været unge fra missionsforeninger, der har deltaget, men Jesper Møberg Sundgaard håber på, at flere unge fra frikirkemiljøet også melder sig. I år var der deltagere fra Skywalk i Randers og fra Vineyard i København med på holdet.
Joffi er aktiv i Danmark med bl.a. bibelundervisning og stævner og har også en israelsk afdeling, kaldet Joffi Israel, med Joffihuset i Jerusalem som fast tilhørssted for otte volontører og for et dansk lederpar, foruden at det er et åbent hjem for alle andre unge danskere i Israel, der altid er hjerteligt velkomne til at kigge forbi.