Det er simpelthen livet!

Af Bo Henriksen Gadekirken København
Af Bo Henriksen
Gadekirken København

Her i byens centrum står seks kristne fra forskellige kirker med samme vision og brand. Vi er i bøn og ænser ikke byens puls, travlhed, trafik og larm. Om lidt skal vi i krig.

Alle er klar til kamp. Denne gågade er slagmarken, og nu er det tid til at plyndre sjæle fra Djævelen. Vi angriber ham på hans eget territorium og kalder det gademission. Drivkraften er menneskers frelse, så de ikke ender i fortabelse, men bliver forsonede med Gud.

Stilen er afslappet og tilbagelænet. Der udveksles af og til en joke eller munter bemærkning med de forbipasserende. Tro ikke, at vi står med fordrejede ansigter klar til at true med svovl og fortabelse. Tværtimod stiller vi os til rådighed for en velsignelse eller en personlig forbøn. Det giver stor taleret, når et menneske fysisk eller følelsesmæssigt berøres af Gud.

En ældre herre er stoppet op. Han har svært ved at tro på en almægtig Gud med al den ondskab, men er ikke afvisende, nok snarere lidt forvirret. Jeg fortæller, at Gud har en modstander, der er kommet for at slagte og stjæle og ødelægge.

”Har du noget, vi skal bede for?” Jo, han har fået angst efter et alvorligt uheld, men det kan vi vist ikke gøre så meget ved. Jeg lægger en hånd på hans skulder og beder en kort velsignelsesbøn. Herefter skifter tonen og bliver hård og kommanderende: ”Du ånd af frygt. I Jesu navn: Gå!” En frygts ånd er i sig selv en lille frygtsom dæmon som sjældent yder stor modstand, hvilket den heller ikke gør i dette tilfælde. Manden bliver sat fri på stedet.

Dette er en direkte konfrontation med fjenden, og jeg elsker det. Jesus ønsker at sætte alle undertrykte i frihed, og det er enhver kristens privilegium. Også kaldet den troendes autoritet. For tre år siden så jeg ingen helbredelser, hvilket der var en forklaring på. Jeg praktiserede det ikke. Prøv det. Det er simpelthen livet! Vi har mandens fulde opmærksomhed til at fortælle om Jesus på korset. Ikke en lang forkyndelse, men en kort, intens introduktion til kristendommen.