Fri af druk og prostitution

Turid Wiestad fra Aarhus mødte Jesus og oplevede mirakler ske – efter flere års massivt alkoholmisbrug og et liv som gadeprostitueret.

Turid vågner med sved over hele kroppen. Hun ryster. Hun vender sig rundt og griber vodkaflasken og tyller indholdet i sig, som var det saftevand.

På gulvet står en brækspand. Hvis hun brækker sig, hælder hun bare mere vodka indenbords, til abstinenserne er væk. Når hun omsider kan manøvrere sig ud af sengen, kravler hun på alle fire hen over gulvet og ud på toilettet.

En ny dag truer. En dag, som Turid allerede véd, hvordan vil blive: Drukture rundt på værtshusene – og mænd, der vil have sex, og gerne betaler hende penge for at levere varen.
Sådan var den engang: Hverdagen. Den hverdag, der var Turid Wiestads. Dét liv, som hun levede dengang, eller rettere sagt: Levede i mange år!

Men tiden med druk, gadeprostitution, fængselsophold og mænd, der ville slå hende ihjel, er fortid, og i dag lever 56-årige Turid Wiestad et stille, men godt liv i en lille by tæt på Aarhus. Hun har sin lille have, sine to katte, sit strikketøj, sine cd´er med kristen musik – og sin Jesus!
– Jeg takker hver dag Jesus for, at Han frelste mig. Jeg har aldrig, aldrig haft det så godt, som jeg har det i dag, siger Turid og lyser op.
Dette er historien om forvandling. Om at komme fra et årelangt misbrug og et sølle liv som gadeprostitueret, til et liv i glæde og tilfredshed. Om at finde hjem.

Da Udfordringen møder Turid Wiestad på en lille café midt i Aarhus, har vi kaffe i glassene – eller som Turid siger til tjeneren: ”Kaffe med masser af mælk, tak”.

Vi mødes kun 200 meter fra Borggade og Paradisgade (!), hvor Turid engang støvede kunder op, når der skulle penge i kassen. Når værtshusregningerne skulle betales, og Turid ikke kendte andre udveje end at stille sig i kantstenen og byde sig til.

I dag er Paradisgade og Borggade et pænt sted i byen, men engang var det de gader i Aarhus, hvor enlige mænd kørte igennem i deres biler – i sneglefart og i første gear – og stoppede op og spurgte om prisen. Prisen på et hurtigt knald.

Det var en anden tid.
Udfordringen møder en nydelig, venlig og veltalende kvinde med glimt i øjet og en mental ro, som om hun tænker, at ja, alt det med druk og prostitution, dét var dengang – men nu har jeg et helt nyt liv!
Og det er lige dét, hun har fået! Et helt nyt liv!

Omtumlet ungdom

Men lad os lige skrue tiden tilbage:
Vi er tilbage i 1970´ernes Norge. Turid Wiestad er barn i Kristianstad på den norske sydkyst, og de første 11-12 år af hendes liv forløber nogenlunde normalt.

Hun rammer teenageårene, og pludseligt blæses ”festen” i gang.
Først bliver hun introduceret til cigaretter, så til hash og alkohol og piller.

– Det startede med fester hver weekend og endte med, at jeg blev kronisk alkoholiker og misbruger af piller, fortæller Turid.
Allerede som 14-15-årig hænger hun på den. Kan bare ikke stoppe.

Hun fjernes fra familien og kommer under Børneværnet. Sendes i pleje hos en familie i Telemarken, men stikker af. Pakker sit marsvin ind i noget tøj og blaffer ud i det blå.

Hun møder en tilfældig bilist, som låner hende en lejlighed, og ender med at blive gravid som 17-årig. Føder barnet, men kan ikke magte det. Drengen sættes i familiepleje hos en dansk familie, der på det tidspunkt bor i Kristiansand.

Turid falder i med drukvennerne igen, de fleste noget ældre end hende selv, og sendes på et alkoholhjem for unge kvinder. Efter et par måneder stjæler hun sammen med en anden pige nogle nøgler og skaffer sig adgang til stedets medicinskab. De bedøver sig vind og skæve.

Turid bliver smidt ud.
Hvad gør man så? Turid tager til Oslo og lever ”på lykke og fromme”, som hun siger, og sælger sin krop til tilfældige, sexlystne mænd.
En dag vil hun til København. Sammen med en veninde tager hun færgen og blaffer ned gennem Jylland, men når aldrig længere end til Aarhus.

De ender på et ”godt værtshus”, som hun siger – et sted, hvor de kan drikke og få kredit, og når regningen skal betales, ligger Paradisgade og Borggade og mændene i deres alt for langsomme biler jo lige om hjørnet.

Veninden rejser tilbage til Norge, og Turid bliver. Hun sover tilfældige steder. På en sofa hos en bekendt eller i en kælderskakt.
Men på et tidspunkt får hun via en tjener på et værthus fingre i en lejlighed i en baggård. En lejlighed, hvor skimmelsvamp står op og ned ad væggene, og alt lugter råddent. En stuelejlighed uden bad, uden varmt vand, og hvor selv gulvet i entréen er så gennemhullet, at det nærmest er den nøgne jord, man træder ind på.

– Det var jordgulv i entréen, og jeg fik en kunde til at lægge et cementgulv, fortæller Turid om tiden i lejligheden.

Englevagt

På et tidspunkt rejser hun tilbage til Norge. For at besøge familie og venner, som ikke aner, hvor hun har været i al den tid. Hun er nu 24-25 år.

– Hvem er du? spørger kvinden, som tager imod, da Turid banker på døren til dét, der engang har været hendes barndomshjem.
Turid fortæller det og spørger kvinden, hvem hun så er.

–  Jeg er gift med din far, lyder svaret.
– Men, hvor er min mor så? spørger Turid.

Turid får adressen på sin mor, som er flyttet, og moren er glad for at se, at Turid er i live. Men noget tæt familieforhold har der aldrig været, mildest talt.

I stedet falder Turid i druk og fester, og en aften er hun ”skidefuld” af noget hjemmebrændt, og det samme er den fyr, hun er sammen med, og som banker hende sønder og sammen.

– Jeg var ikke gul eller blå. Jeg var helt sort, husker Turid.
Fyren ender med at kaste Turid ud fra en altan. Hun brækker det meste i kroppen, men overlever mirakuløst.

– Jeg havde englevagt dén dag, siger Turid og lyser op.

– Jeg er sikker på, at Jesus lod mig overleve, fordi han vidste længe før, jeg blev født, hvordan mit liv ville blive, og at jeg langt senere i livet ville tage imod ham som min Frelser og Herre, siger hun.

Drukaftenen koster Turid 5-6 måneder på intensiv med døgn-overvågning. Lægerne fjerner hendes milt og den ene nyre. Hun har åbent kraniebrud, og hun er i begyndelsen helt lam i nederste del af kroppen. Hun gennemgår operation på operation, og som hun siger: ”Jeg fik syet det meste af dét sammen, jeg har indvendigt”.

Mødet med Jesus

Turid bliver i Norge i 2-3 år på grund af ulykken og det langvarige hospitalsophold og genoptræning. Senere vil hun tilbage til Aarhus, hvortil hun ankommer på krykker.

Hun genoptager hurtigt sit gamle liv: Druk og mænd. Hun får adresse hos en kammerat fra et af byens værtshuse, og sådan går de næste år – slag i slag.
På et tidspunkt – i 1998 – sørger en læge for, at hun får tilkendt førtidspension, og nogenlunde samtidig får hun tilbudt en dejlig toværelses lejlighed 13 kilometer fra Aarhus midtby, langt fra byens værtshuse og det hårde miljø, hun har kendt alt for godt.

Med tiden stopper hun med prostitutionen, og for tre år siden stopper hun med at drikke.
Hun har heller ikke lyst længere.

For i 2015 får Turid et helt nyt liv, som hun ikke troede muligt.
I den sommer besøger hun en veninde i Norge, og veninden, der er blevet kristen, inviterer Turid til et møde i pinsemenigheden Filadelfia i Kristiansand.

Mødets prædikant, Peter Ho-pen fra Finland, inviterer til forbøn, og da Turid træder frem og bliver bedt for, sker der noget helt overvældende.
– Pludseligt ligger jeg på gulvet. Jeg ligger og ser indvendigt, som i en drøm, at en stor, sort masse bliver fordrevet af et stærkt lys, som ligesom skubber det sorte ud af min krop.

– Så dukker de klareste og reneste stråler af lys, som ikke kan være jordiske, pludseligt op. Det sorte prøver at trænge sig på igen, men så blive farverne endnu mere intense, og det klare, hvide lys skubber det sorte ud permanent.

– Jeg er sikker på, at det er Jesus, der driver Satan ud af min krop, så jeg bliver fri. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger Turid.
Og ikke nok med det. Hun er kommet til mødet med to synlige knuder på venstre side af halsen. De forsvinder begge i samme øjeblik, hun sætter ord på: Ja til Jesus.

– Jeg mærker knuderne forsvinde. Bagefter tager jeg mig til halsen, går ud og ser mig i spejlet. De er væk. Min veninde mærker også efter. Hun siger, at da jeg ligger på gulvet, er det som om, at der er en lysende skikkelse rundt om mig.
– Dét er mit første møde med Jesus, smiler Turid.

Ved samme lejlighed slipper hun fri af sin tobaksafhængighed. Da hun kører fra mødet, giver hun i bilen sin veninde sin rulletobak, sin rullemaskine og sin lighter. Siden har hun ikke rørt en smøg eller haft trang til tobak. Hun klarer sig med en el-cigaret, som hun var så dum at købe, som hun siger, men det er mest for at have noget at holde om efter de mange, mange år med en cigaret mellem fingrene.
– Og alkoholen var jeg jo stoppet med, men trangen var der stadig. Men den trang forsvandt også den aften til mødet, fortæller Turid glad.
Mødet med Jesus, helbredelsen for knuderne på halsen og for tobaks- og alkoholtrangen, sker den 2. juni 2015. Dén dag husker Turid så tydeligt.

Sønnen og savnet

Da Udfordringen møder Turid Wiestad, fortæller hun roligt og nøgternt om det alt sammen, mens hun sidder i caféens røde sofa.
Om de to flasker vodka om dagen, det blev til, da det gik hårdest for sig – plus det løse. Om dengang hun i en brandert sparkede en politimand ned med sine stilethæle og fik 30 dages fængsel. Om de andre gange, hun har siddet inde. Om de kunder – ”horekunder”, som hun kalder dem – der forsøgte at kvæle hende, og om ham, der huggede ud efter hende med en kniv. Og så videre…

Men kun én gang er stemmen lige ved at knække over, og øjnene tæt på at blive våde. Det er på spørgsmålet:
Ved du, hvad der blev af dit barn, du dengang gav fra dig i Kristiansand?
Det véd Turid godt. Det danske ægtepar, der adopterede ham i Kristiansand, flyttede tilbage til Danmark, og sønnen voksede op på Sjælland, hvor han bor og i dag er 39 år.

Hun fandt ham på Facebook. Fandt hans adresse. Skrev et langt, kærligt brev til ham, hvor hun vedlagde fotos og beskrev, hvorfor hun handlede, som hun handlede dengang. Hun skrev sin adresse og sit telefonnummer.
Men sønnen har ikke svaret. Nu lader hun den ligge. Hun vil ikke presse sig på. Men det er en smerte for hende, og hun beder til Jesus om, at hendes dreng en dag vil tage kontakt.

Helbredt igen

Efter Turids omvendelse 2. juni sidste år i Kristiansand, mente nogle kristne, norske venner, at hun havde brug for at finde et kristent fællesskab, når hun vendte tilbage til Danmark.
De søgte på internettet og fandt en lille, karismatisk menighed, Kongens Folk, hvor Turid blev taget godt imod, da hun var tilbage i Aarhus.
Hér kommer hun i dag to gange om ugen, til bibelfælleskab og til gudstjeneste. Hun kan slet ikke undvære det.

Men så blev Turid syg igen. Lægen mente, der var tale om kræft i skjoldbruskkirtlen. Hendes nye, kristne venner bad for hende, da hun lå på operationsbordet og fik fjernet alt, hvad lægerne kunne finde af sygt væv. Bagefter, da vævet blev analyseret grundigt, blev der ikke fundet så meget som en syg kræftcelle i det.

– Lægerne fandt nu pludseligt på, at de også ville scanne mine lunger. De tog nogle vævsprøver fra min venstre lunge, hvor de havde opdaget to lidt større pletter, som de mente kunne være kræft. Vævsprøver viste også, at der var kræft, så jeg blev opereret.

– Operationen foregik med en slange ned i lungen, og på den måde kunne lægerne ”brænde” og ”koge” kræftcellerne væk. Det var den 4. januar i år. Jeg er sikker på, at det var forbønnen, der hjalp, og at det var Jesus, der førte lægens hånd. Ved senere kontroller har alt været fint…

Turid Wiestad er taknemmelig for livet – dét nye liv, hun har fået sig.
– Jeg har fået sådan en fred i min sjæl og i mit sind, siger hun stille og roligt og smiler fornøjet.