Gensyn med Harry Potter 19 år efter det endelige slag
Et teatermanuskript er blevet til den 8. bog om Harry Potter. Her møder læserne Harry Potter som voksen og et budskab, som handler om arv og identitet.
De 7 første bind i krøniken om drengen, der overlevede den ondeste troldmands dødsforbandelse, udgør et fuldendt episk værk.
Uden at genfortælle hele beretningen, så er det en fortælling om kærlighedens magt, om venskabets styrke og om sand offervilje og mandsmod i børnehøjde. Et mesterværk, hvilket salgstallet på 450 millioner taler sit tydelige sprog om.
Skal man klage over noget, så skulle det da lige være slutningen, som er det største antiklimaks, man kan forestille sig. Og det er måske en af grundene til, at den ottende bog i serien nu kommer.
19 år senere
Handlingen tager sin begyndelse 19 år efter det endelige slag mod Voldemort. Harry Potter er en travl embedsmand i ministeriet for magi og desuden far til tre børn, hvoraf sønnen Albus Severus Potter giver anledning til megen bekymring. Albus kan ikke finde sig til rette i rollen som den berømte Harry Potters søn. Han finder en upassende ven, kommer på det ’forkerte’ kollegie og kan slet ikke måle sig med sine berømte aner. Midt i denne identitetskrise kæmper Albus en kamp for at ændre fortiden – helt bogstaveligt – og det fører til en række meget alternative udgaver af den oprindelige historie om Harry Potter.
Teaterstykket giver en række krøller på den oprindelige historie. På den måde vises konsekvenserne af gode som onde handlinger. Vores historie gør os til dem, vi er, bliver budskabet. Og samtidig forstår vi måske først, hvem vi egentlig er, når vi husker vores egen historie og forstår, hvordan den er indlejret i en større fortælling om familie og slægt, samfund og historie.
Derved kan hele fortællingen perspektiveres til det kristne budskab om en (Jesus), som ofrede sig for alle og dermed ændrede hele historien. Og teaterforestillingen skræller en del af den omdiskuterede magifortælling af, selvom vi fortsat befinder os i fantasygenren, på den måde tydeliggøres den eksistentielle udfordring, som handler om menneskets søgen efter identitet.
Som i den Grimme Ælling er arv og gener betydningsfulde, men personens karakter formes i den grad af handlinger og valg – også heri findes paralleliteter til den kristne tænkning.
Lidt skuffende
Hvis man sætter næsen op efter et helt nyt eventyr, bliver man skuffet. Genremæssigt er det naturligvis også noget andet at læse et teatermanuskript end en roman, så også her må man bare konstatere, at serien altså ikke rigtig tillægges et nyt bind. Så samlet set er det lidt skuffende, men også kun lidt, for det er stadig sjovt at genopdage scener fra de oprindelige fortællinger, når de pludselig ændrer karakter, og de velkendte personer ligeledes optræder helt anderledes. Samtidig er der også nyt at hente: nye personer, nye begivenheder og altså en helt ny måde at fortælle historien på.
J. K. Rowling: Harry Potter og det forbandede barn
370 sider • 249 kr. • Gyldendal Udkommer på dansk 14. oktober 2016
Josua Christensen har tidligere skrevet om Harry Potter bøgerne i Udfordringen. I en artikel fra januar 2008 vurderer han seriens styrker og svagheder set fra et kristent synspunkt. Man kan læse artiklen på hjemmesiden udfordringen.dk – søg på titlen ”Harry Potter fantastisk fortryllende farlig?”