Smukt, gennemført lovsangsalbum
”Of Dirt and Grace” er en genindspilning af albummet “Empires” fra 2015 samt de velkendte sange “Scandal of Grace” og “Oceans” fra albummet “Zion” og “I surrender” fra Hillsongsalbummet “Cornerstone”.
Hvor “Empires” er et stille album med en elektronisk sound og “Zion” og “Cornerstone” er “klassisk” rocket Hillsongmusik, er “Of Dirt and Grace” næsten et “ballade”-album.
Albummet er indspillet live i Israel, og det er som om, det kan mærkes. Mange af sangene og stemmerne er kendt i forvejen, men der kommer helt nyt liv til både stemmer og sange på denne produktion. Der bruges forskellige musikalske virkemidler, og nogle af sangene bygges mere op end andre, men der er en helt særlig stemning og en usædvanlig gennemførthed i lydbilledet, som gør ”Of Dirt and Grace” til et utroligt smukt, roligt og behageligt bekendtskab.
Når albummet er så roligt, kan det også have en tendens til at blive lidt “poleret”. Men teksterne, stemningen og ikke mindst Taya Smiths vidunderlige stemme, som går igen på en stor del af sangene, enten som lead, duet eller harmoni, gør, at albummet alligevel mest af alt bare er rart og giver plads til eftertænksomhed og en dyb, rolig lovsang.
“Of Dirt and Grace” er blevet sat på mange gange de sidste uger, når aftenen falder på, som baggrundsmusik til arbejde eller til at lukke verden lidt ude i offentlige transportmidler, og det fungerer fremragende til det hele. Jeg kan kun på det varmeste anbefale at give “Of Dirt and Grace” en gennemlytning.
Kathrine Jul Chercka