Venstre sidebanner eksempel

Mi casa es su casa

Af Stine Østerlund Ravn volontør i Impact
Af Stine Østerlund Ravn
volontør i Impact

Mit hjem er også dit hjem.

I august flyttede jeg til en midlertidig honduransk adresse i et slumkvarter i Tegucigalpa. Skiftet har, set i bakspejlet, givet både udfordringer og glæder. Heldigvis er udfordringerne ofte endt ud i et smil. Et smil, der kom af, at en lille dansker i en honduransk kultur indser, at Gud står ved sit ord om, at han aldrig vil svigte os og lade os i stikken!

Den største udfordring har været at føle sig hjemme i en familie, hvor kommunikationen er begrænset pga. sprogbarrieren. Min veninde og jeg bor hos en enlig mor med 3 børn. Ordbogen er en trofast del af hverdagen, men dog spytter den ikke et flydende spansk ud.

En oplevelse gav anledning til eftertanke og følelsen af at længes efter mit HJEM i Tegucigalpa. Efter en weekendtur opdagede min veninde og jeg, at vi havde mistet vores honduranske telefon. Omstændighederne hér gør, at vi ikke følte os trygge ved at tage en tilfældig taxa. Vi begyndte at gå, men var klar over, at vi ikke kunne gå hele vejen.

Vi bad om englevagt, imens de forbi-kørende dyttede og sendte kysselyde. Efter 10 minutters gang mødte vi to kvinder – den ene med en mobil. Vi havde nummeret på taxachaufføren, vi ofte kører med og fik lov til at låne hendes mobil. Vi kunne ikke forklare, hvor vi var, da vi ikke anede det. Jeg fik kvinden til at tale med ham, og efterfølgende sagde hun, at vi skulle sætte os og vente. Ubehaget voksede, eftersom alle kiggede mærkeligt og dyttede. Efter 45 minutter kom endnu en taxa hen til os. Chaufføren påstod, at han var søn af ham, vi havde ringet til. Utrygge tog vi med, men kunne hurtigt se, at han lignede vores normale taxachauffør. Da jeg så skiltet imod Nueva Suyapa, som er det kvarter, vi bor i, fik jeg følelsen af, at jeg var på vej hjem!
Dén aften faldt jeg smilende i søvn og taknemmelig over, at Gud ikke lod os i stikken. Det gik op for mig, at vores værtsfamilie hele tiden havde snakket mere end blot spansk. De mestrer nemlig også kærlighedens sprog. De havde åbnet deres hjem for mig og gjort, hvad de kunne for, at jeg skulle føle mig hjemme!

Omgivelser kan støtte op om, at vi føler os hjemme, men det er først og fremmest Gud, der igennem menneskelige relationer kan skabe følelsen af tryghed og dermed et hjem. Derfor tør jeg også have store forventninger til det nye Jerusalem – mit rette hjem.