250.000 skolebørn i Tanzania får bibeltekst som læsebog
En koreansk missionær har uddelt 250.000 Johannesevangelier og kladdehæfter til fattige skoleelever i Tanzania, så de kan lære at læse og skrive.
Dansk Luthersk Mission oplyser, at koreanske ‘Baba Ji’ har uddelt 250.000 Johannesevangelier på swahili til fattige elever i landsbyskoler i Nordtanzania, hvor han selv er missionær. Baba Ji har købt bøgerne billigt hos Soma Biblia, der er Luthersk Missions litteraturarbejde i Dar es Salaam. Sammen med evangelierne får eleverne også en kuglepen og et kladdehæfte udleveret.
Gaven vækker stor glæde hos de tanzaniske skoleelever, der læser højt fra evangeliet og skriver ord ned i deres hæfte, hvilket hjælper dem til at lære at læse og skrive.
Sammen med uddelingen får missionæren og hans team lov til at komme ind i klasserne og holde kristendomsundervisning med eleverne. Succesen med uddeling af evangelier og kladdehæfter er så stor, at Soma Biblia nu overvejer at udvide samarbejdet med evangelister andre steder i landet, oplyser Luthersk Mission.