Bus på afveje

Lige nu er jeg i mit elskede Afrika. Og denne gang er jeg så heldig at have min kone Birthe med på noget af rejsen. Så vi begyndte arbejdet med en privat ferietur til Kribi.

Min kone kunne huske et hotel dér, som lå lige ned til palmestranden og Atlanterhavets mægtige varme bølger. Nok kun to husnumre fra Paradis.
For at nå dertil skulle vi dog tilbringe 3-4 timer i en overfyldt bus på vej derud.

På udturen kom vi til at sidde i hver sin ende, men ellers gik det ok, bortset fra, at et par sælgere af sæbe og kinesiske urter på skift holdt timelange salgstaler i midtergangen. De fik da også solgt meget, for kunderne kunne jo ikke slippe væk. En af dem pralede af, at hans hud var så lys, fordi han selv brugte vidunder-sæben. Jeg kom samtidig til at række min hvide arm i vejret, og det skabte en del morskab. For mange afrikanere vil gerne have en lysere hud. Og her var åbenbart én, som var faldet i sæbegryden som barn.

På vej tilbage til Douala dagen efter var der ikke plads i bussen. Men den lokale stationsbestyrer skaffede os plads ved at presse folk endnu mere sammen. Det var ikke så rart at være årsag til det, men vi ville jo nødigt vente i fire timer på næste bus.

Jeg kom til at sidde ved siden af en flot ung pige. Hendes barmfagre veninde – med en temmelig afslørende udskæring – blev flyttet til gulvet ved siden af chaufføren. Måske var de prostituerede. Da bussen omsider satte i gang, insisterede min nye sidekammerat på, at veninden – som jo havde købt billet for længe siden – også fik lov at sidde på vores sæde, når vi var kommet forbi politiets kontrol udenfor byen.
Jo, det kunne jeg da godt se det rimelige i. Men hvad ville Birthe sige til, at jeg sad med to unge piger halvt oppe på skødet?

Nu sad Birthe på en god plads, hvor man kunne strække benene, så det var måske alligevel at foretrække de næste tre timer. Ved polititjekket fortalte jeg Birthe om situationen, og om min store offervilje til at sidde tæt sammen med pigerne, hvis situationen krævede det.

Sjovt nok var Birthe straks villig til at bytte plads og beskytte mig fra kødets fristelser, selv om hun måtte sidde noget fastklemt. Men hun fylder jo ikke så meget, som mig. Og måske var pigerne også lettede over ikke at skulle sidde på skødet af den hvide bedstefar.
Jeg kunne til gengæld rette benene ud de næste tre timer.

Dydens vej er jo altid den bedste…