De tabte børn

I perioden 1969-1977 var Inger Nielsen gravid syv gange, og alle syv gange døde børnene i livet på hende. Sorgterapi var et ukendt begreb dengang, så Inger Nielsen gik med en dyb smerte i 45 år, før hun endelig – efter en enkel bøn – blev fuldstændig lægt indeni.

I 45 år gik Inger Nielsen med en indre smerte, som hun ikke rigtig fik sat ord på – hverken over for sig selv eller andre. Fra 1969 til 1977 blev hun gravid syv gange, og alle gange mistede hun barnet. Nogle gange i tredje måned, andre gange i fjerde eller femte måned og en enkelt gang i syvende måned. I alle tilfælde døde børnene i hendes livmoder, hvorefter hun fødte dem – én gang derhjemme og seks gange på sygehuset.

– Det var forfærdelig tomt at komme hjem efter at have mistet et barn. Før havde jeg skullet ligge i sengen og passe på – pludselig var der ikke andet at gøre end at komme op og i gang med at arbejde. Vi havde et landbrug dengang, hvor vi begge arbejdede. Og hele tiden lurede visheden om, at jeg ikke var gravid mere; det var det værste. Nogle gange følte jeg, at barnet bevægede sig … det var næsten ikke til at bære, fortæller hun.

– Dengang talte man ikke så meget om sorgen ved at miste ufødte børn. Jeg har heller aldrig set nogen af børnene. Ikke engang det på syv måneder.

I dag ville man nok have begravet et barn på den alder, men barnet blev bare fjernet, uden at jeg nåede at se det. Det har jeg været ked af mange gange siden, og jeg har bebrejdet mig selv, at jeg ikke bad om at se det, og at vi ikke fik det begravet. Men tiden var bare en anden dengang, og jeg var alt for ked af det til at kunne tænke klart.

Nu har du lidt nok

Det var først, da Inger havde været gravid for sjette gang, uden at barnet overlevede i livmoderen, at man undersøgte, om der kunne være noget galt. Indtil da havde man blot tænkt, at det var, hvad der kunne ske.

– De fandt ud af, at min livmoder var delt i tre, og overlægen mente, at det ville lykkes mig at føde et velskabt og levende barn, hvis jeg blev opereret, så der blev mere plads i min livmoder. Men da det syvende barn, som jeg blev gravid med efter operationen, også døde, vidste han ikke sine levende råd. Hvad skal jeg nu stille op med dig, spurgte han. Jeg svarede, at det skulle han ikke spekulere på – det skulle min mand, Ove, og jeg nok selv finde ud af.

– Ove sagde: Nu har du lidt nok. Og det havde jeg det fint med, for det var næsten ikke til at have med at gøre.
Inger og Ove havde dog stadig et stærkt ønske om at få børn, så de adopterede med et par års mellemrum to drenge fra Sydkorea, som nu begge er voksne. Den ældste af dem adopterede de, inden Inger blev gravid for syvende gang. Adoptionerne var på ingen måde en erstatning for de børn, som Inger og Ove havde mistet – drengene var et tilvalg, som havde rigeligt værdi i sig selv:

– Vores drenge er det bedste, som er sket for os. Der var en gang én, som sagde til mig, at det ikke kunne være det samme som selv at føde – og så kom det lige fra hjertet af mig: Hvis jeg skulle elske et barn højere, end jeg elsker vores drenge, ville jeg gå i stykker indvendig, for jeg kan ikke elske nogen mere, end jeg elsker dem.

Så må I bare prøve igen

Adoptionerne kunne dog ikke rokke ved den smerte, som de syv ufuldbårne graviditeter havde påført hende. Travlheden på landbruget og i arbejdet med de to adoptivdrenge, der var henholdsvis ni og 11 måneder, da de kom til Danmark, var i stand til at trænge sorgen i baggrunden – men fjerne sorgen kunne det ikke. Den lå hele tiden under overfladen og vældede med jævne mellemrum op.

– I perioder havde jeg meget ondt i maven og fik medicin for mavesår. For eksempel når mine søskende fik børn – så dukkede smerten op. Jeg talte ikke rigtigt med nogen om det; kun lidt med min søster. Dengang fik man ikke sorgterapi eller andet – i stedet tog jeg hver gang direkte fra sygehuset og hjem til arbejdet på gården. Derfor var der ikke nogen, der vidste, hvor ondt det gjorde indeni mig, siger Inger og uddyber:

– Efter første gang var der endda en leder i den frikirke, som vi kommer i, der sagde til os: Nå, men så må I bare hjem og prøve igen. Det var ikke lige, hvad vi havde brug for at høre i den situation.

– Sorgen blev faktisk værre og værre for hver gang – især var det slemt, når jeg havde mærket liv, eller når jeg havde været gravid samtidig med en fra min familie. Den sidste gang ønskede jeg faktisk et kort øjeblik, at jeg ikke ville vågne op igen efter bedøvelsen – men så kom jeg til at tænke på, at jeg jo havde Ove …

Skuffede over Gud

Fordi Inger og Ove er kristne, var det helt naturligt for dem at bede Gud om hjælp i perioden med de mislykkede graviditeter. Der var også folk fra deres frikirke, som bad for dem. En enkelt gang var der tilmed en, som mente, at vedkommende havde fået en hilsen fra Gud til dem.

– Personen sagde, at Gud ville lade det lykkes, og det troede vi fuldt og fast på – hvilket kun gjorde skuffelsen større, da det så gik galt. Vi har mange gange spurgt Gud: Hvorfor? Vi har været skuffede over Gud, og efter hver graviditet gik der et stykke tid, hvor skuffelsen fyldte meget. Men vi har aldrig tænkt, at vi ikke gad det med Gud mere eller tvivlet på, at han var der for os.

For Inger blev forholdet til Gud alligevel ramt på et dybere plan. Det viste sig blandt andet ved, at hun i kirken havde svært ved at synge med på sange, som handlede om Guds godhed, ligesom hun blokerede over for at skulle indgå i alt for tæt fællesskab med de andre i kirken.

Hun magtede ikke de andres glæde og var ikke i stand til at tage imod deres kærlighed og varme. Tit stod hun også og græd under lovsangene i kirken, uden at nogen så det. Det gjorde bare så ondt inden i hende. Hun fortalte ikke nogen om det – heller ikke Ove.
Sådan havde hun det i flere årtier – det var først i 2014, 45 år efter den første mislykkede graviditet, at der kom hul på bylden.

Det skal blive løgn

En dag i efteråret 2014 var Inger på vej til gudstjeneste, da en tanke pludselig slog ned i hende: Du kommer til at gå i graven med din sorg. Og da var det, som om noget rejste sig i hende.

– Jeg tænkte: Det skal blive løgn. Og så besluttede jeg mig for at fortælle om det hele til en kvinde fra kirken, som jeg talte godt med.
Allerede samme dag inden gudstjenesten greb Inger fat i den pågældende kvinde og fortalte hende hele historien.
– Så stod vi der i kirkens forhal og tudede om kap. Folk må have kigget på os. Hun sagde til mig, at jeg blev nødt til at tale med vores præst, Philip Dupont, om det, og det lovede jeg hende at gøre.

Det var dog ikke så ligetil for Inger at holde det løfte. I flere uger kredsede hun om den varme grød, indtil hun en mandag, hvor hun skulle ind med frugt til kirkens administration, tilfældigt stødte på Philip Dupont.

– Så var der ingen vej udenom. Jeg fik fortalt det hele til ham, og han var mildest talt chokeret. Han anede ikke noget om, hvad vi havde været igennem – han var kommet til kirken siden da. Men han inviterede Ove og mig til at komme hjem til sig, hvor vi sammen kunne snakke om det.

Fuldstændig fri

Hjemme ved Philip Dupont og hans kone, Else, fik Inger og Ove lukket op og fortalt hele deres historie – inklusiv smerten over ikke at have set nogen af børnene.

– Det hele var meget stille og roligt, selv om vi selvfølgelig var meget kede af det. Bagefter lagde præsteparret deres hænder på os og bad for os – og så greb Gud ind. Fra det ene øjeblik til det andet kunne jeg mærke, at smerten lettede – det gjorde ikke ondt indeni mere. I årtier havde jeg haft en smerte i maven, og den var med ét fuldstændig væk. Jeg kunne mærke lettelsen i hele kroppen – jeg var fri, smiler Inger.

Siden da har hun oplevet en ny form for glæde og frihed – også i forholdet til Ove. Og hun har ikke længere problemer med at synge sange til Gud med tekster som: Du er en god, god far.

– Mit sår er blevet fuldstændig lægt – for eksempel kan jeg nu glæde mig over, når andre venter sig. Det kunne jeg ikke før. Jeg har også fået en helt ny lyst til at være noget for mennesker. Det er klart, at når sådan en byrde forsvinder, så bliver der plads til noget andet. Gud har været god mod mig, erklærer hun.

– Men at man skulle gå så mange år, før man fik hjælp …