Hvordan kan jeg snakke med mine børn om følelser?

Kære Suh.
Jeg er vokset op i et hjem, hvor der aldrig blev snakket om følelser. Jeg så heller aldrig mine forældre udvise følelser, hverken i forhold til sig selv eller i forhold til hinanden.

Jeg husker ikke, at vi gav hinanden knus og kram, måske et kys på kinden i særlige situationer. Det har givet mig adskillige udfordringer som ung og senere som voksen.

Nu er jeg blevet lidt bedre til det med følelser, især takket være min mand, som er vokset op i et helt andet miljø. Jeg vil rigtig gerne have, at mine egne børn får et naturligt forhold til følelser, men det er svært at vide, hvordan jeg snakker med dem om det, når nu mine egne forældre ikke gjorde det. Mine børn er hhv. 6 og 9 år.

Hvornår begynder man at snakke med børn om sådan noget? Kan man komme til at skade dem ved at åbne for ”den pose” for tidligt?
Venlig hilsen Elin

Kære Elin
Der er ikke som sådan nogen aldersgrænse for, hvornår man kan snakke med børn om de forskellige ting.
Det er individuelt og afhænger af barnets personlighed, modenhed (som kan afvige fra den kronologiske alder) og omstændighederne. Fx kan man være nødt til at snakke med et meget lille barn om så stort et emne som døden, hvis en nært pårørende dør – eller barnets yndlingskæledyr. Omvendt kan et større barn være helt uinteresseret i at tale om døden, fordi barnet ikke har været konfronteret med det endnu. Ligesådan med seksualitet, venskab, mobning, spiseforstyrrelser, økonomi, mode osv. Det pågældende emne kan af forskellige årsager være oplagt at tale med barnet om, men sprogbrug, begreber og billeder skal naturligvis tilpasses barnets udviklingstrin.

Når du skriver ”den pose” om det at tale om følelser, giver det et billede af, at du måske opfatter følelser som noget, der kan holdes isoleret for barnet. Det giver god mening i forhold til dine egne erfaringer. Men faktum er, at følelser er noget, vi alle er skabt med fra fødslen, og de kommer i spil hele tiden, hvad enten vi vil det eller ej, det har vi ingen kontrol over.

Hvad vi til gengæld kan kontrollere er, hvordan vi forholder os til vore følelser: Om vi tillader os selv at have dem, og om vi overvejer, hvordan det er mest hensigtsmæssigt at reagere på dem – eller om vi fortrænger dem, ignorerer dem, fordi det enten er for farligt eller for besværligt at forholde os til dem. Dine børn har en masse følelser og har allerede gjort sig en del følelsesmæssige erfaringer: Hvad der sker, når de er glade, når de er vrede eller kede af det. De har formentlig også følt skyld.

Dit rigtig gode projekt med at ville gøre dem fortrolige med deres følelser kan virkeliggøres ved, at du hjælper dem med at identificere, hvilken følelse der er på spil i de forskellige situationer – og derefter, hvad der mon er den mest hensigtsmæssige måde at reagere på?! Her må du tilpasse dine ord og dine sætninger så det passer netop til dine børn. Brug de billeder, begreber og figurer, som de er optagede af i forvejen. Lad dem selv hjælpe til med at beskrive – børn er meget bedre til det, end vi ofte tror, de er.

Lær dem, at alle følelser er okay, og at det handler om at give sig selv lov til at være vred, ked af det, glad osv. Lær dem også, at der er meget forskellige måder at reagere på sine følelser på, og tal så med dem om, hvilke værdier I tager udgangspunkt i i jeres familie. Jo tidligere du starter med at tale med dem om disse ting, jo mere naturligt vil det blive for dem, når de bliver ældre.
Hilsen Suh