Den kristne radio til muslimer overlevede de første 50 år

Trods revolution, borgerkrig, okkultisme, angreb fra muslimer og kirkelederes magtmisbrug.

I november var jeg inviteret til fejringen af 50 års jubilæet for den kristne radio, Sawtu Linjiila, som Udfordringen støtter.

Radioen opstod i 1966, da det lutherske verdensforbund havde oprettet en kortbølgeradio i Addis Abeba, Etiopien. Her var bl.a. danskerne Knud Jørgensen og Flemming Kramp ansat. Kortbølger kan i modsætning til FM nå flere kontinenter, hvis der er strøm nok på. Derfor opfordrede man missionærer i Afrika og Asien til at oprette lokale radiostudier, så man kunne sende deres programmer på de lokale sprog.
Radioens navn blev Sawtu Linjiila – Evangeliets Stemme. Den skulle nå de muslimske fulanere, som der i dag findes ca. 50 mio. af tværs over Afrika. I Nigeria blev et lignende studie oprettet for at producere radio på hausa. Her var bl.a. Niels Thure Krarup udsendt.

Kamp om æteren

Radioprogrammerne var en enorm succes. Desværre udbrød der en kommunistisk revolution i Etiopien. Kortbølgesenderen blev nationaliseret og udsendte fremover kommunistisk propaganda, og de kristne blev hårdt forfulgt. De lokale radiostudier forsøgte at finde nye kortbølgesendere, bl.a. i Liberia, indtil den frygtelige borgerkrig også lukkede denne mulighed.

De dengang muslimske myndigheder i Cameroun fik også lukket Sawtu Linjiila-studiet i seks år.
Der har hele vejen været kamp om æteren. Også åndeligt. Men pladsen tillader ikke at gå i detaljer.

Budskabet ud på FM

Da vi kom derud i 1996, havde man genoptaget udsendelserne via Voice of the Gospel i Sydafrika. Det betød, af vores store spolebånd med udsendelser skulle sendes tre måneder i forvejen. Så det var ret umuligt at være aktuel.
Men de muslimske fulanere elskede især hørespil med de bibelske profeter, som de også kendte fra Koranen. Vi fik en del breve fra muslimer, som roste vores koran-lærere… Så budskabet blev måske gemt lidt for meget af vejen, når muslimerne ikke engang opdagede, at vi var kristne.

Et andet problem var, at folk var holdt op med at lytte til kortbølge, fordi staten oprettede FM-sendere. Som udsendt for Sudanmissionen gik jeg i gang med at få spredt vores udsendelser til FM-stationerne.
Det kunne godt lade sig gøre, blot de måtte beholde de kostbare spolebånd. I løbet af disse år slog cassettebånd og cd’er dog også igennem i Afrika, så vi sparede en del på de private stationer.

Penge var altid et problem, fordi kortbølgeudsendelserne i sig selv slugte en halv million årligt. Og så var der fra gammel tid 15-20 mand ansat til at lave udsendelser. Heraf en missionær, som hjalp med at få det hele til at køre.

Jeg brugte fx vores bil til at transportere radio-journalisterne til både byer og bush. Jeg betalte for de nødvendige ting, som fx blyanter og papir, som de ikke kunne få af deres ret barske direktør, som havde travlt med at bygge et stort hus.

Kirker imod evangelisation

Efter vores tre gode år blev jeg ansat af LWF som omrejsende konsulent i syv år. Jeg forsøgte at få oprettet lokale radiostationer i de tre nabolande (Cameroun, Tchad og Centralafrika).

De gamle missionskirker var ofte den største forhindring pga stammemodsætninger og mangel på missionsforståelse. Kirken var ofte blevet en klub, hvor man nød gavn af midlerne fra Vesten. Det var fx svært at drive dem til mission blandt muslimer, for det var jo fjenderne.
Men vi havde da kortbølge-radioen, som kunne nå helt ind i muslimernes hjem med de gode nyheder. Jeg har mødt flere muslimer, som med dæmpet stemme sagde: Jeg er muslim, men jeg har Jesus i hjertet.

Imidlertid kravlede den gamle slange fra Paradis igen indenfor. Kolleger fik AIDS, og kirken blev stadig mere korrupt. De norske og amerikanske missionærer, som havde oprettet kirkesamfundet, som nu havde 100.000 medlemmer, rev sig i håret. For deres missionsledelser ville ikke ”blande sig” i kirkens selvstændighed. Så de ansvarlige fik lov at hore og svindle, uden at pengekassen smækkede i.

Min afsløring

I frustration skrev jeg ca. 2005 en afslørende artikel i Udfordringen. Artiklen blev citeret af det norske dagblad Dagen, og derefter af en masse norske aviser. Missionsvennerne pressede herefter NMS og amerikanernes ELCA til sammen med LWF at gribe ind. De tre organisationer sendte et modigt revisor-team på kasseeftersyn. De lukkede kassen og anmeldte de skyldige til politiet. En røg i fængslet i 13 år. En anden flygtede til Nigeria. Men der var folk i toppen, som man lod gå fri.

Kirkesamfundet mistede på den måde en masse indtægter. Deres store bygge-afdeling blev fx lukket, fordi lederne i årevis havde tappet den for værdier.

En afrikaner, der kunne norsk, var så ”venlig” at oversætte artiklen til fransk, så alle kunne nu se, at årsagen til alle deres problemer var den skide journalist Nissen!

Dødstrusler

Mit navn blev nærmest et bandeord i kirken, og en norsk missionær fortalte mig, at jeg nok skulle holde mig fra den del af landet i et par år – mindst. For de kunne finde på at slå mig ihjel. I forvejen var der flere af de pæne ”kristne” mænd, jeg kendte, der fik medicinmænd til at forbande deres ”brødre”.

Netop på den tid fandt man en ældre missionær lige udenfor en anden luthersk kirkes hovedkontor. Halsen var skåret over, og det blev aldrig opklaret. Jeg var lidt nervøs for, at nogle pillede ved bilen. Og engang trillede det ene forhjul foran bilen, da vi kørte nedad en bakke.

Skruerne var faldet af. Dengang troede jeg, det var fordi jeg havde kørt for hårdt i bushen. Men ham, jeg var sammen med i bushen for at lave en radiostation, blev senere opsøgt af en mand, der havde fået til opgave at sætte ham ud af spillet.

Han havde forsøgt, vist nok også med gift, men da det mislykkedes, troede han, at Gud så måtte være med os. Så han kom og bad om tilgivelse. Men dette havde formentlig ikke noget med kirken at gøre.

Efter et par år var de fleste af mine hævnere i kirken døde – de fleste af AIDS. Jeg havde mail-kontakt med teknikeren på Sawtu Linjiila og hjalp dem med en FM-sender. De kunne nu sende direkte og lokalt, og det var en enorm succes. Jeg blev herefter inviteret op til den nye (gode) biskop, og vi spiste et forsoningsmåltid sammen. Efter den tid var jeg velkommen.

Medarbejderne og biskoppen ville endda gerne have mig tilbage som missionær, så jeg var næsten klar til at droppe Udfordringen ca. 2008. Men en anden kirkepræsident – som ville genvælges i modstrid med vedtægterne og er blevet siddende lige siden – fik mig fyret både fra LWF og Sudanmissionen uden nogen ordentlig begrundelse. Men missionens bestyrelse ville ikke ”blande sig”, selvom penge forsvandt, og der foregik et åbenlyst magtmisbrug i den kirke. Præster, der var uenige med præsidenten, blev som straf sendt ud til fattige kirker i bushen, uden strøm eller transport. Så jeg kunne ikke komme ud som missionær.

Mission på egen hånd

I stedet begyndte jeg på egen hånd – trods trusler imod min sikkerhed fra samme præsident. Og snart fik vi oprettet fem nye kristne radioer, foruden en række andre, som vi samarbejder med. Det viste sig at være meget nemmere uden kirkeledelserne og missionen derhjemme. Ja, selv uden ret mange penge.

Midt i alle de svære ting fik jeg en opmuntrende profeti om, at de samme mennesker, som havde smidt mig ud, en dag ville komme og spørge om min hjælp og forbøn.

Så da jeg stod ved bufféen til Sawtu Linjiilas 50 års jubilæum – nu som hædersgæst – sammen med den endnu levende grundlægger, missionær Nelsson fra USA, og alle talte rosende om ’Nissen’, huskede jeg salmen: ”I mine fjenders påsyn dækker du bord for mig.”

Måske tænker du, at jeg har overdrevet – men jeg har tværtimod underdrevet og undgået at hænge flere ud end højst nødvendigt. Og jeg har også tilgivet missionen. Ja, selv kirkepræsidenten. Men jeg håber da snart, de slipper af med ham, så kirken igen kan komme til at fungere.

De seneste år har Udfordringens bestyrelse taget ansvaret for det fælleskirkelige radioarbejde.
En del af overskuddet går til Afrika, og læserne opfordres til at støtte på Gospel Outreach konto 9046 – 457-34-58449, mærket ”radio”.