At lægge sin kappe ned

Teksten til første søndag i advent er en god anledning til at reflektere over, hvem Jesus er for os, og hvor stor eller lille del af vores liv, han må få indflydelse på.

Det var ved at være påske i Jerusalem, byen var fyldt til bristepunktet. Folk var rejst dertil langvejs fra.

Påskeforberedelserne var i fuld gang: Rengøring, slagtning af lam, indlogering af familie fra nær og fjern. Om ganske få dage skulle jøderne i Jerusalem fejre påsken:
Udfrielsen fra slaveri i Egypten, og hvordan Gud var kommet dem til hjælp midt i en håbløs situation.
Sukket efter udfrielse var ikke mindre dette år. På mange måder kunne jøderne identificere sig med slaverne i Egypten.

Deres land var besat, de var underlagt Kejserdømmet i Rom, måtte betale skat og havde mistet meget af deres selvbestemmelse og frihed!

Hvor ville du være?

Det var midt i denne travle summen og politiske kontekst, at folk pludselig begyndte at stimle sammen.
Nogen løb ud på markerne og skar palmegrene af, byen sitrede af spænding, en konge var på vej! Tanken om en befrier var nærliggende.
I tre år havde Jesu navn været på næsten alles læber. Mange havde set eller hørt, hvad Jesus havde gjort, endnu flere havde hørt rygtet om ham.

Han var en person, man måtte forholde sig til… Og nu kom han ridende ind i Jerusalem som i et triumftog.
Jeg har tit tænkt på, hvor i mængden jeg ville befinde mig, hvis jeg havde levet dengang. Ville jeg stå som en skeptisk betragter eller som en hovedrystende farisæer?

Måske ville jeg være helt tæt på Jesus i flokken af disciple? Eller være et af de begejstrede mennesker, der lagde deres kapper ned for fødderne af ham, som det var skik, når man ville give en kongelig hyldest.

Gav kappen væk for noget bedre

Og netop de, som lagde deres kappe ned, har fanget min opmærksomhed.
Jeg forestiller mig den puffen og skubben, der måtte være. Hvordan kappen blev trampet på af et æsel og af mange menneskers fødder.
Hvordan den kappe måtte være både møgbeskidt og beskadiget, hvis ejermanden fandt sin kappe igen. Højst sandsynligt blev kappen taget af nogen af Jerusalems mange tiggere, når optoget var passeret.

Det var ikke sådan, at man dengang havde flere kapper hængende derhjemme. Kappen var det eneste overtøj, som man havde. Kappen signalerede også, hvilken stand du var fra. De rige havde råd til at få farvet og dekoreret deres kappe, men de fleste havde en simpel brunlig kappe. Kappen tjente også som tæppe om natten, så man ikke frøs, når man skulle sove.

De mennesker, der gav afkald på deres kapper for at hylde Jesus, måtte være overbeviste om, at Jesus bragte livsforvandling, og at han var deres herre, for det var en dyrebar gestus, de gjorde.

Tillid til Jesus?

Indtoget i Jerusalem er en god anledning til at reflektere over, hvem Jesus er for os? Og hvor stor eller lille del af vores liv, han må få indflydelse på.

På mange måder repræsenterede kappen dengang komfort, tryghed og status. Hvor stor tillid har vi til Jesus? Han er den, som bringer os Guds kærlighed, livsforvandling og frelse; noget vi aldrig kan opnå i egen kraft, men kun i overgivelsen til ham.

Hvor stor indflydelse tør vi give til Jesus? Er vi klar til at give ham vores ”kappe”, tryghed, komfort og status? Vi kan risikere, at livet tager drejninger, som strækker og prøver os. Men at han altid er med os gennem det hele.

Jeg ved i dag, hvor jeg står. Jeg har oplevet Jesus i mit eget liv. Han har været trofast både i dalene og på bjergtoppene; også når jeg har tabt perspektivet af syne, eller tvivlen har sat ind; så har han ikke sluppet mig.

Jeg vælger at tro, at hvis jeg havde været til stede dengang på palmesøndag, så havde jeg lagt min kappe ned i erkendelse af, at han er frelser og herre. At hans planer og tanker er højere og bedre end mine, og at jeg kan have fuld tillid til ham, for han elsker mig!

Søndagens tekst: Matt. 21, 1-9

Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk

Messias’ indtog i Jerusalem
1 Da de nærmede sig landsbyen Betfage på Olivenbjergets skråning tæt ved Jerusalem, sagde Jesus til to af sine disciple: 2 »Gå hen til den landsby, I ser foran jer. Der vil I hurtigt få øje på et æsel, som står bundet med sit føl ved siden af. Løs æslet og kom hen til mig med dem. 3 Hvis nogen stiller jer spørgsmål, skal I bare sige: Herren har brug for dem, men han vil straks sende dem tilbage.« 4 På den måde gik det i opfyldelse, som Gud havde talt gennem profeten: 5 »Sig til Jerusalems indbyggere: Se, jeres konge er på vej! Han er ydmyg og rider på et hanæsel – det er et æselføl.« 6 De to disciple gjorde, som Jesus havde sagt. 7 De hentede hunæslet og det unge hanæsel og lagde deres kapper på dem, hvorefter Jesus satte sig op på æselføllet. 8 Mange mennesker i mængden bredte deres kapper ud på vejen foran ham, mens andre lagde palmegrene ud, alt sammen for at hylde ham. 9 Og både de, der gik foran, og de, der gik bagved, råbte: »Hoshana, Davids Søn! Velsignet er den, som kommer, i Herrens navn! Hoshana til Gud i det Højeste!«