Råbte hun virkelig HURRA ved graven?
Da præsten sagde ’Lovet være Gud…’, løftede den femårige sin rose og jublede…!
Råbte hun virkelig HURRA?
Sådan stod det i overskriften i Ugeavisen Haderslev den 3. august i år. Sognepræst Erik Holmgaard fortalte om en helt uforglemmelig begravelse:
Den femårige pige havde været med til sin bedstefars begravelse. Ved graven var hun blevet udstyret med en langstilket rose, som hun skulle kaste ned på kisten efter jordpåkastelsen.
Men det skete ikke. I stedet løftede hun hånden med rosen højt op i luften og råbte: ”HURRA!”
”Jeg tror, at en del voksne har tænkt, at det præsten sagde ved bisættelsen eller begravelsen var upassende. Jeg tænker på det, præsten SKAL sige ved jordpåkastelsen:
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. (1 Pet. 1:3)
Præsten siger – henover den åbne grav: ”Lovet være Gud!” Det lyder lidt HURRA-agtigt – og det kan lyde upassende. Jeg har tit tænkt det. Men jeg er glad for de ord”, skriver Erik Holmgaard.
Og hvorfor er der grund til at være glad? Fordi vi kan takke for et levende håb. Ikke på grund af vores egen vellykkethed, men fordi Jesus døde og opstod for os.
”Fra børn og fulde folk skal sandheden høres. Hvor var det passende, at hun virkelig råbte: ”HURRA!” slutter Erik Holmgaard.
Allehelgen
Allehelgen fejres i folkekirken den 1. søndag i november. Mange steder oplæses navnene på sognebørn, som er døde i årets løb, og gudstjenesten er en af de mest velbesøgte i årets løb.
Ved Allehelgensgudstjenesten synger man i de fleste kirker salmen ’Den store, hvide flok vi se’.
