– Jeg vil bygge bro med min tro

Skuespilleren Dina Al-Erhayem fortæller om sin første bøn til Jesus, sit møde med kirken og sin passion for at bygge bro gennem tv-serien ”Livsværdier”, der vises på KKR-TV og DK4.

Nogle mennesker går ind i et rum og indtager det. Deres smil, deres blik og deres kropssprog afvæbner enhver modstand. De skaber i stedet en atmosfære, hvor man ligefrem får lyst til at tale helt åbent. Sådan et menneske er Dina Al-Erhayem.

Man skal ikke være længe sammen med den charmerede skuespiller og studievært, før man slapper af, og samtalen flyder frit. Det har så forskellige personligheder som Bertel Haarder og Niels Hausgaard også oplevet i programserien ”Livsværdier” på tv.
De taler begge frit fra leveren om det, de tror på og brænder for. Serien er sendt på DK4 og kan stadig ses på KKR-TV’s YouTube-kanal.

Noget binder os sammen

Dina Al-Erhayem er uddannet skuespiller og har journalistisk erfaring fra DR2, hvor hun for 10 år siden blev kendt som vært i programmet ”Dinas Dates” og senere på tro- og eksistens-programmet ”Univers”.

De to meget forskelige programkoncepter indrammer Dina Al-Erhayems personlighed. Hun kan sætte sig ind i andres tilværelse og er samtidig dybt forankret i sin kristne tro. Hun ser sig selv som brobygger mellem forskellige kulturer og vil samtidig gerne formidle de enkle og dybe livsværdier, som Jesus står for.

– Bag alle forskelligheder – en far, der kommer fra Irak, en mor, der er pæredansk – har jeg haft en lyst til at finde ind bag ved det hele og mødes, uanset hvad forskellighederne nu en gang kan give af konflikter, indleder Dina og fortsætter efter kort tænkepause.

– Konflikter kan gøre ondt – især hos et barn. Man kan føle, at man ikke bliver set som den, man i virkeligheden er. Sådan kunne jeg have det som barn. Jeg blev betragtet på mit ydre og spurgt til min anderledeshed. Derfor har jeg lyst til at spørge: ”Er vi nu så forskellige? Er kristne og muslimer nu en gang så forskellige? Mænd og kvinder? Er der ikke også noget, der forbinder os? Det spejder jeg efter i ethvert møde. Det lyder næsten helt halleluja-agtigt, men enten det er i bussen eller på de bonede gulve, har jeg lyst til at finde ud af, hvad det er, der binder os sammen.

Kærligheden stikker dybere

Dina Al-Erhayem har talt sig varm, og samtalen bevæger sig nu hurtigt ind på debatten i medierne, der ofte handler om kultursammenstød mellem nye og ”gamle” danskere, og især mellem den kristne og den muslimske kultur.

– Jeg synes netop, forskellighederne kan komme til at fylde alt for meget i medierne, og det gør mig trist. For jeg synes, at den rigtige kristendom ligger inde bag ved alt det, vi måske ikke har ord for. Det er det, der har ramt mig i det kristne budskab, meget mere end ordet kristen eller ordet muslim eller noget helt tredje. Der er en kærlighed, som stikker dybere. Og den kan jeg mærke.

Dinas irakiske far tog afstand fra islam, og hendes mor var kulturkristen, som danskere er flest. Derfor lå det ikke til højrebenet, at Dina skulle blive troende kristen, ja, faktisk var det oplagt at tage afstand fra al religion.

– Jeg kan sagtens forstå, hvordan min far har haft det, og jeg ville også selv flygte fra religion, hvis jeg blev præsenteret for den, som han blev det. Så var jeg ikke blevet kristen. Heller ikke hvis jeg var præsenteret for kristendommen på min mors måde, fortæller Dina.

Ramt af bøn

– Det kommer rigtig meget an på, hvordan vi bliver ramt. For jeg fik et inderligt forhold til kristendommen. Jeg blev ramt på en måde, der overraskede mig. Og i dag er jeg på ingen måde kristen i modsætning til det at være muslim eller noget som helst andet. Jeg er kristen, fordi jeg mærker en dybde og har mødt et budskab, som er eviggyldigt, og som ikke har så meget med ord at gøre.
Du bruger udtrykket ramt?
– Ja, jeg gik ind i en kirke, hvor jeg så, at de havde aktiv bøn. Jeg så, at der virkelig var et ønske om at få kontakt med Gud. Jeg blev næsten helt forvirret, fordi jeg så mennesker, der virkelig bad. Én ting er at læse om bøn eller at læse en bøn op, men de her mennesker bad virkelig.

Jeg vil også møde Jesus

– Jeg havde slet ikke forestillet mig, at man kunne kalde sådan på Jesus. Det føltes naivt, men jeg bad selv og tænkte: ”Hvis der er noget om det her, og det ikke bare er ord, der står skrevet i en bog, så vil jeg også gerne møde dig, Jesus”. Det var sådan, jeg havde det.
Og hvad skete der så?
– Så blev jeg ramt! Så fik jeg et møde, som overvældede mig. Så oplevede jeg Jesus på en måde, som jeg ikke troede mulig.
Det var virkelighed, ligesom nu, hvor jeg sidder her i sofaen og snakker med dig, men det var samtidig overnaturligt.

Det kom, og det skete for mig, og det skulle der til, for at jeg over hovedet kunne tro på det. Hvis det skulle tænde mit hjerte, skulle jeg også mærke, at der er hjælp at hente. Det fik jeg bevis for – helt ind i min egen virkelighed.

– Jeg har faktisk aldrig fortalt helt specifikt om, hvordan Jesus mødte mig og stadig gør det, når jeg beder ham om det.
Jeg kan møde ham i en drøm eller i en bøn, som jeg senere får svar på, eller gennem noget, der bliver sagt til mig. Sådan modtager jeg: ved ord, ved følelsesmæssig berøring eller ved helt konkret hjælp.

Jeg kan mærke hans kærlighed og se det som et syn. Som mine sanser fungerer, kommer Jesus også, mens vi taler lige nu.

Det er ikke kun for Dina!

Der bliver en pause, og vi smager på ordene. Er det virkelig så ligetil at møde Jesus? Og er der en virkelighed, som ligger bagom alle menneskelige religiøse forestillinger?

– Jeg tror, Kristus manifesterer sig på måder, vi mennesker er parate til. Det kan være vidt forskelligt, men det er ikke eksklusivt for nogen, reflekterer Dina og fortsætter bestemt:

– For mig er det vigtigt at slå fast: Det er ikke eksklusivt for Dina. Det er en dimension, som er tilgængelig for alle mennesker, og det kan man afprøve eller tro på eller lade være.

Og man behøver ikke gå ind i en bestemt kirke…
– Nej, men for mig var det nok nødvendigt at gå i kirke, fordi jeg havde paraderne så meget oppe. Jeg troede jo ikke på noget. Religion har på så mange måder været brugt til at ekskludere eller undertrykke, så jeg kan sagtens forstå, at man tager afstand. Derfor var det overraskende for mig, i kirken at opleve den enkelhed og nærhed, som mit hjerte havde brug for.

– Det var meget mere enkelt og meget mere tilgængeligt, end jeg havde forestillet mig. Meget som et barnligt hjerte, der rækker ud og siger: ”Er der hjælp at hente?” Altså noget helt andet end den måde, vi mennesker gør hinanden op i hierarkier eller måler hinanden. Der er en kærlighed at trække på, som går bagom alle vores holdninger og meninger.

Livsværdier at pejle ind efter

At være så afklaret med sin tro og samtidig ville bygge bro mellem forskellige kulturer kan lyde som to modsætninger – men ikke for Dina Al-Erhayem:

– Jeg vil gerne tale om tro med alle, og jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvordan andre har det.
Også de, der ikke tror. Mennesker kan have utroligt mange grunde til at vælge, som de gør. Den respekt er vigtig, for ellers kan trosdebatten blive kvalm og bedrevidende.

Jeg kan bare sige, at hvis jeg ikke havde fået det møde med Jesus, så var jeg bestemt ikke blevet kristen.
Og nu interviewer du så de kendte om deres ”livsværdier”. Hvorfor er det program vigtigt?
– Livsværdier viser jo, hvad vi pejler efter. Mange siger, at de har bestemte værdier, men det er ikke sikkert, at de holder. Det kommer an på, hvor inderlige de er.

Virksomheder kan have et sæt værdier, men når man så spørger en medarbejder, hvilke værdier det drejer sig om, så kan man ikke lige huske dem.

Derfor synes jeg, at det var interessant at kigge på: Hvad har vi egentlig af livsværdier, og hvad gør det ved vores valg? Og så valgte jeg nogle mennesker, som jeg synes er spændende, og som jeg ved har tydelige værdier.

(* Dina kommer i Kirken i Kulturcentret, som er en moderne frikirke på Nørrebro i Kbh.)