Er min datter i 3. g. alt for stresset?

Kære Suh
Jeg er alvorligt bekymret for min datter som går i 3. G. Jeg tror, hun er (alt for) stresset.
Hun plejer at være en livsglad, udadvendt pige, men på det sidste synes jeg, hun ofte er i dårligt humør og svær at komme i kontakt med. Hun holder sig meget for sig selv, er på sit værelse eller ovre hos kammerater fra skolen.
Hun passer sine ting og klarer sig meget flot fagligt, men vi er bekymrede for, om prisen er for høj?
Jeg har prøvet at snakke lidt med hende om, hvordan hun har det, men jeg synes, det er svært at få ”den gode snak” i gang, hun affejer mig bare og svarer ja og nej.
Hvad kan jeg gøre?
Bekymret hilsen fra Moren

Kære Mor
Der stilles høje krav til de unge mennesker nu om dage, og at klare sig så godt i gymnasiet, som det lyder til, at jeres datter gør det, kræver en stor indsats.
Er jeres datter tillige et målrettet ungt menneske, der allerede på nuværende tidspunkt ved, hvad hun vil og dermed, hvilket gennemsnit hun er nødt til at have, så kan det være endnu en grund til, at hun lægger sig ekstra meget i selen. Når man yder en ekstra indsats, så bruges der selvsagt noget ekstra energi – og den brugte energi kan altså ikke bruges igen. Så hvis jeres datter lægger mange kræfter i at læse, skrive opgaver, deltage i studiegrupper eller lign., så er det ikke samtidig muligt for hende at engagere sig i en masse andet. Selv tid sammen med familien må naturligvis inddrages, i hvert fald i et vist omfang.
Selvfølgelig skal man kunne have et liv ved siden af skole/uddannelse, men det er hverken usundt eller farligt, at man i perioder prioriterer et fag eller et projekt så højt, at man er nødt til at sætte andre ting til side. I disse perioder kan man være presset, og det vil ofte betyde, at man kan være mere irritabel og gnaven end ellers.
Optimalt set bør det ikke være noget, der går ud over andre, men da I lever sammen i en familie under samme tag, så kan det ikke undgås helt. Måske er det bl.a. derfor, at din datter i øjeblikket foretrækker tid for sig selv og samvær med sine kammerater, der muligvis har det lige som hende selv?
Det er måske hendes måde at undgå for mange konflikter og skænderier med jer i øjeblikket? Samtidig må du huske på, at jeres datter er ved at være voksen, så hendes lidt ændrede adfærd kan måske også være et resultat af den løsrivelsesproces, som hun er midt i.
Naturligvis er der en pris, der er for høj for at klare sig fagligt godt, men måske er jeres datters engagement i det faglige ikke udtryk for en usund stræben, men i stedet for en prisværdig indsats? Måske kommer din bekymring til at fylde for meget, når du prøver at snakke med hende om det, så at din datter kommer til at opleve sig irettesat, forkert eller ikke forstået?
Prøv at tænke over, hvordan du kan indlede en samtale med hende med at anerkende hende for hendes store indsats og flotte resultater. Fortæl hende, at du har lagt mærke til, hvor meget det slider på hende – og at du er imponeret over hendes engagement og udholdenhed. Spørg hende eventuelt, hvad du og hendes far kan gøre for at lette byrden det sidste halve år, så hun når godt i mål?
Jeg er sikker på, at det vil betyde meget for jeres datter at bliver set og anerkendt på den måde, og det vil formentlig også få hende til at opleve, at I virkelig forstår hende, og at I har et autentisk fællesskab.
Måske det vil give hende lyst til at dele mere af sit liv med dig/jer? Og dermed lukke op for de samtaler, som du længes efter?
Hilsen Suhs