Mor fik nyt syn på hviledagen

(Læsetid: 9 minutter)
Med sabbatsbuddet er der opstillet en guddommelig prioritet for os, som er vigtig for vores sjæls overlevelse. Gud længes efter det regelmæssige, ægte fællesskab med ham, hvor vi finder ind til den hvile, der oprindeligt var tiltænkt os, sabbatten for vores sjæl.

I Jerusalem har hviledagen stor betydning for både messianske, religiøse og ikke-religiøse jøder. Hviledagen er ugens højdepunkt.

”Mor, mor, i morgen skal jeg være sabbatdronning!” råber min lille datter Yael begejstret, da jeg henter hende i børnehaven. ”Jeg skal have en pæn kjole på og have en kage med!”

Ligesom alle vores andre børn har gjort, går også vores yngste i en messiansk-jødisk børnehave. Da vi som familie og som troende kristne lever og bor i Israel, er det en perfekt ordning for os. For det er vores ønske, at vores børn så vidt muligt bliver integreret i det israelske samfund og samtidig bliver oplært i den kristne tro.

Messianske jøder er jøder, som anerkender Jesus som Guds søn og deres ventede Messias. De fleste af dem holder fast ved de vigtigste jødiske skikke. Til dem hører naturligvis sabbat-ceremonien. Når ugen er slut, byder traditionen, at man i de fleste jødiske hjem og i skoler og børnehaver holder en lille sabbat-velkomstceremoni, kiddush (”helligholdelse”). Som såkaldt sabbatdronning får vores datter Yael lov til at tænde to lys, fremsige en velsignelse og dele kage ud til børnene, mens de alle sammen synger sabbat-velkomstsange.
I Israel begynder ugedagene officielt den foregående dags aften. Således begynder også sabbatten, lørdagen, fredag aften. Søndag er første arbejdsdag i Israel. I vores familie fejrer vi derfor lørdag som hviledag.

Forberedelser til hviledagen

Som på enhver anden fredag eftermiddag er gaderne i vores nabolag også denne fredag lagt øde. Kun få biler høres i det fjerne. Duften af steg og hønsekødsuppe breder sig langt ud på gaderne, der genlyder af glad barnelatter. Mens jeg giver mine børn besked på at dække festbordet, gør jeg forberedelser til mit yndlingsbagværk, sabbatbrødet ”Halla” (der minder om et tysk gærbrød).
Min knap 100 år gamle nabo Sarah, en jøde fra Berlin, som overlevede Holocaust, ringer til mig og beder mig om at tage hende med til toralæsningen i synagogen næste morgen, sabbatmorgenen, da hun er gangbesværet. Ligesom de fleste andre af vores naboer er hun ikke religiøs. De lejlighedsvise besøg i synagogen og kerterne, der bliver tændt ved sabbattens begyndelse, er del af hendes jødiske nationalbevidsthed.
Sammen med de jødiske spiseregler står sabbatten derimod for religiøse jøder øverst på listen over skikke og traditioner. Særlig opmærksomhed gælder forbuddet mod at tænde ild på sabbatten. Ethvert redskab, som kan udløse en gnist eller et lys, når det bruges, er strengt forbudt. Hertil hører elektriske redskaber, tænd- og slukknapper og frem for alt betjening af køretøjer. Ikke sjældent bliver der på sabbatten banket på vores dør, og en religiøs nabo beder os om at trykke på knappen til klimaanlægget eller tænde for lyset, da det er forbudt for ham som jøde. Man bliver også mødt med buh-råb eller sågar bombarderet med sten, hvis man tilfældigt kommer til at forvilde sig ind i et strengt religiøst kvarter i bil på sabbatten.

Gave i stedet for tvang

Som den helliggjorte dag, den er, holdes sabbatten strengt adskilt fra ugens andre dage. Præcis en time før solnedgang lyder der om fredagen en høj sirene i det indre Jerusalem til indvarsling af sabbatten. De mindre børn i familien plejer som regel at fare sammen af skræk, da vi er vant til at forbinde sirener med bombealarmer og hurtigt søge dækning. ”Det er kun sabbatsirenen,” hører vi efterfølgende os selv sige, lidt ængsteligt, og forsøger at komme os over forskrækkelsen.

Messianske jøder fejrer sabbatten som den af Gud fastsatte hviledag. På denne dag slapper vi af fra vores daglige arbejde og nyder fællesskabet med Gud og vores familie. Messianske jøder betragter Jesus som opfyldelsen af loven (Matthæus 5,17), der har genoprettet freden med Gud. Derfor kan vi uden at føle os forbandede hvile i hans kærlighed. Han har uden vores medvirken retfærdiggjort os (Romerbrevet 3,24). Hele ugen er fyldt med Guds ånd og nærværelse, men sabbatten er bestemt for det særlige møde og fællesskab med ham.

Handlinger med stærkt symbolindhold

Både i religiøse og ikke-religiøse hjem, i messianske og i mange kristne hjem i Israel er kiddush-ceremonien blevet en fast tradition som start på sabbatten.
Moren i huset, ”sabbatdronningen”, tænder som optakt til festmåltidet to levende lys. Lysene symboliserer lyset og dagens hellighed. Derefter fremsiger familiefaren velsignelsesbønnen og istemmer med kapitel 31 i Ordsprogenes Bog lovprisningen af den dygtige kvinde i huset. Hvis parret har børn, og de er store nok, står de op under verset: ”Hendes sønner rejser sig og priser hende” (Ordspr. 31,28) og fremsiger verset i fællesskab, mens de alle stolt peger hen på deres mor.
Derpå følger brydning af brødet og indtagelse af vin, hvor man mindes mannaen, brødet i ørkenen (2. Mos. 16,31) og Gud, verdens, hvedens og vinstokkefrugternes skaber.

Familiens lys

Moren indtager en særlig plads i familien – mange påstår den vigtigste. For hun har fået overdraget opgaven med at sørge for ”renheden” og opretholdelsen af de jødiske traditioner i familien. Mens faren repræsenterer det åndelige overhoved og står for den åndelige opdragelse, sørger moren for den daglige, praktiske overholdelse af både de hjemlige som de åndelige spørgsmål. Hun bestemmer atmosfæren i hjemmet. Moren bliver derfor betragtet som familiens lys. Af denne grund bliver hun ved festmåltidet som optakten til sabbat-ceremonien tildelt opgaven med at tænde de levende lys.

Hvile til moren

Som mor til fire børn med en mand, som ofte er på rejse i udlandet, har jeg tit spurgt mig selv, hvordan Gud mon – med henblik på mødrene – havde tænkt sig, at buddet om at komme hviledagen i hu skulle efterkommes. Da børnene var små, havde jeg mange gange mest brug for at få sovet ud, men måtte i stedet stå op klokken seks om morgenen og gå ind og lege i stuen med den mindste. Der skulle laves mad, og der var i øvrigt ikke meget hvile at hente, eftersom jeg var alene om at nå det hele. Jeg ønskede mig indimellem brændende en kaffepause med Jesus for at kunne stille ham præcis dette spørgsmål.
Bevidstheden om, at Jesus så rigeligt kendte til mødres travle hverdag, var mig en trøst; han var dog den ældste i en talrig søskendeflok (Matt. 12,47). Desuden fortæller Bibelen, at han satte pris på den altid travle Martha, som flittigt sørgede for, at han havde det godt (Johannes 11,5).
Med sabbatsbuddet er der opstillet en guddommelig prioritet for os, som er vigtig for vores sjæls overlevelse. Gud længes efter det regelmæssige, ægte fællesskab med ham, hvor vi finder ind til den hvile, der oprindeligt var tiltænkt os, sabbatten for vores sjæl. I Hebræerbrevet 4, 9-10 står der: ”Altså venter der Guds folk en sabbatshvile. For den, der er kommet ind til hans hvile, har også selv fået hvile efter sine gerninger, ligesom Gud efter sine.” Det er Guds plan for os mennesker, at vi finder sjælefred: ”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb” (Jer. 29,11).
Hen ad vejen tog jeg ved lære af Jesu personlige inddeling af tiden, for jeg læste, hvordan han bevidst udnyttede de stille morgentimer til at have fællesskab med sin Far. Jesus blev opsøgt af tusindvis af mennesker og pålagde sig derfor en disciplineret inddeling af tiden for at kunne magte hverdagens stress og jag (Markus 1,35).
Således blev mine andagtsstunder klokken fem om morgenen, eller når børnene sov, efterhånden til dyrebare ”kaffepauser” med Gud, hvor jeg fik lov at opleve, hvad sand hvile er, sabbatten i Herren.

Ved Jesu fødder

For mig er fortællingen om Martha og Maria (Lukas 10,38-42) blevet et billede på sabbatten. Da Jesus engang var på besøg hos de to søstre, forstod Maria, hvad der var vigtigt for Jesus: udelt opmærksomhed og fællesskab med ham. Maria var simpelthen nødt til at sætte sig og lytte til hans ord, for hendes hjerte var så opfyldt af kærlighed til ham. Derfor satte hun sig ved hans fødder (sabbat betyder ”sidde”) og lyttede opmærksomt til ham.
Martha var derimod travlt optaget af at vise ham gæstfrihed og servere et godt måltid mad for ham. Da Martha beklagede sig til Jesus over, at Maria ikke hjalp til, påpegede Jesus over for hende, at Maria havde forstået, hvad det drejede sig om. Jesus elskede Martha og satte helt sikkert pris på hendes anstrengelser, men gjorde det samtidig klart for hende, at hun med sine bekymringer om små, dagligdags ting ikke havde forstået den særlige stund: Jesus ville denne gang selv være vært, han uddelte åndelig føde, som han hverken ville forholde Maria eller Martha. Han roste Marias beslutning om at sætte sig og lytte til ham.
Ved siden af mine arbejdsmæssige og huslige pligter vil jeg gerne lære at tage Marias hjertensgode holdning til mig, lade mig opfylde af kærlighed til Jesus og prioritere det særlige fællesskab med ham højt.

Af Vesna Bühler. Vesna bor sammen med sin familie i Jerusalem.

Hvile- og familiedag
Sabbatten blev ifølge Skabelsesberetningen indstiftet af Gud (1. Mos. 2,2) og stadfæstet i De Ti Bud. Den anses i alle jødiske hjem for at være ugens højdepunkt.
Det faktum, at den som ugens syvende dag har sit eget navn, giver den en særlig betydning. Alle ugens andre dage benævnes i alfabetisk eller numerisk orden (1. dag eller dag ”A”, 2. dag eller dag ”B” …)
Ordet ”sabbat” kommer af ordet shevet og betyder ”sidde” eller ”familiestamme”. Det hentyder til, at det er en hvile- og familiedag.

 

Læs også