Når ”juleand” ikke er for kyllinger

Som ung holdt jeg juleaften langt fra dansk juletræ og risengrød og duften af juleand i ovnen. Måske har du selv prøvet det? At stå et sted derude i verden den 24. december og mærke barndommens juleaften presse sig på som en klump i halsen.

Måske har du stået i 24 graders varme og tænkt på julesne eller snesjap– ellers som mig: Stået en jul i Guatemala i Mellemamerika og tænkt på andesteg.

Jeg elsker and – juleaften – og kan andre aftener i året sagtens klare mig med pasta og fisk og spejlæg. Men juleaften vil jeg altså ha´ en rap jul.

Så dér stod jeg – jeg var ung og lækkersulten – og juleaften nærmede sig i den lille by i Guatemala, hvor jeg havde slået de indre teltpæle i jorden for nogle måneder. Jeg var glad for at være væk fra vintermørk og sort sne, men havde helt glemt at regne julen med i kalkulen, for hvad gør en andeglad knøs uden and?

Rødkål og brunede kartofler havde jeg ikke regnet med at finde, men et stykke and – bare et snoldet stykke andebryst – kunne sagtens gøre det.
Jeg tror, jeg besøgte samtlige restauranter i dagene op til juleaften, men alle steder var svaret, at de ikke havde and. Det sted, der havde and – en kinagrill – holdt lukket juleaften.

Så oprandt aftenen, og dér sad jeg så på en restaurant med to amerikanske venner, Al, der var missionær, og Martin, som jeg aldrig helt fandt ud af, hvorfor han var i Guatemala. Måske var han stukket af fra konen (eller mere sandsynligt: hun fra ham), for han sad næsten altid på en café og læste tykke bøger eller spillede brætspil og havde ikke travlt i livet.

Mine to venner bestilte pizza. Juleaften! Jeg husker ikke, om jeg sagde Come on! (læs: Come to your senses!), men for mig skulle det lige godt være løgn, så jeg bestilte kylling. Det lugtede da lidt af fisk – eller fjer – og ind kom et fad med kyllingestykker i en sovs, der må være lavet på brændenælder, for hver bid flammede i halsen som glødende trækul, og snart føltes min krop, som om jeg havde tropefeber.
– Kan du holde varmen? spurgte den ene amerikaner.
– Det er chilien, sagde den anden.

Morale: Vogt Dem for billige erstatningsprodukter! Dem kan man brænde sig på. Livet er for kort til vikar-ænder og til dårlige substitutter i det hele taget. Også når det gælder det allervigtigste i livet…

Glædelig jul.