’Spiderman’ mødte Gud gennem film om mission
Andrew Garfield spiller jesuit-præst i filmen ”Silence”, der foregår i Japan.
Skuespiller Andrew Garfield havde et helt særligt møde med Gud under forberedelserne til rollen som jesuit-præst i en film om forfølgelse af kristne i Japan.
Andrew Garfield har spillet Spiderman og havde hovedrollen i Mel Gibsons nyeste film ”Hacksaw Ridge”, som har vakt opsigt for sit kristne budskab, skriver CBN News.
På jesuit-retræte
Som led i forberedelserne til at spille jesuitpræster blev Garfield og hans makker Adam Driver sendt på et retræte-ophold hos jesuitter. Her levede de to skuespillere som jesuitter og lærte om Japan-missionærernes tro.
Før retræten udtalte Garfield, der har jødisk baggrund, at han var åndeligt søgende.
– Jeg er ikke en kristen. Jeg opfatter mig selv som panteist, agnostiker, ind imellem ateist og lidt jødisk, men for det meste bare forvirret, sagde han.
Men under retræten, hvor dagene var fyldt med bibellæsning, jesuittiske traditioner og bøn, oplevede Garfield at finde vejen ud af sin forvirring. ”Jeg blev fyldt med al denne information og en længsel efter at udbrede Kristi lære, for jeg kom virkelig til at tilbede ham, fortæller skuespilleren til Hollywood Reporter.
En personlig rejse
– Jeg er en troende med tvivl. Men den tvivl får mig til at søge dybere efter noget andet, reelt – om man vil – efter ’Gud’, siger Andrew Garfield.
Han fortæller om den jesuit-præst, der underviste ham: ”Han gav mig åndelig vejledning, som om jeg var en jesuit under oplæring. Det blev en meget personlig rejse for mig, og jeg forstod sandheden om Gud”, siger han.
Voldsom kristenforfølgelse
Filmen Silence handler om to jesuit-præster, som i det 17. århundrede rejser fra Lissabon til Japan for at finde deres elskede mentor Ferreira. Denne var rejst til Japan som missionær mange år tidligere. Men nu forlyder det, at han var blevet tvunget til at frasige sig troen under tortur – og at han levede som buddhist med en japansk hustru og børn.
De to unge præster nægter at tro på rygterne og rejser selv til Japan for at finde Ferreira. Her oplever de den grusomme virkelighed med umenneskelig tortur mod de kristne. Og de må spørge sig selv, om man kan fornægte troen offentligt – og samtidig bevare den. Titlen (Tavshed) refererer til de kristnes oplevelse af, at Gud er tavs under deres lidelser.
Instruktør Martin Scorsese har haft et møde med pave Frans, der selv er jesuit, før en planlagt screening af filmen i Vatikanet.
Filmen har premiere i USA den 23. december og i England den 1. januar 2017.