God stemme og gode tekster
Chris Sligh lægger rigtig godt ud med det energiske åbningsnummer ’Freedom Song’, som er elektronisk poppet lovsang. Det er dejligt optimistisk, og selvom det ofte er enten elektronisk eller lovsangsmusik – og ikke så meget midtimellem, så fungerer det godt. Slighs gode stemme løfter niveauet en tak over gennemsnittet.
I Danmark er Sligh måske knap så kendt, men i USA er han kendt for at have været i 2007-finalen i American Idol. Det er jo ved at være nogle år siden, men Sligh har også været produktiv i mellemtiden. Dette er hans 6. album siden dengang.
Og hvad er det her så for et album? Jo, det er gode, poppede lovsangsnumre, men klare og tydelige tekster om Gud og hans storhed. Og så er der det her lille twist af noget elektronisk musik. Jeg er ikke specielt vild med pop, så det kan godt farve min oplevelse lidt. Men jeg synes, at albummet i længden bliver lidt for ensformigt. Jo, det er velproduceret af dygtige folk, men alligevel. På den anden side er jeg overbevist om, at hvis man godt kan lide denne genre, så vil begejstringen nok være en tak højere, end min. Kvaliteten er god.
Til gengæld er det nogle gode tekster, som Sligh har skrevet. Og faktisk synes jeg, at teksterne bærer albummet langt. Det er umuligt ikke at tænke eller komme til at reflektere over teksterne. Der er noget dybde i teksterne. Fx i nummeret ’Backwards’: ”You overcame my curse and put death in reverse / gave imperfection worth / You turn things backwards.”.
Men på samme måde, som det er dejligt, at teksterne er stærke og tydelige, så er det faktisk også lidt irriterende! For det betyder, at musikken træder lidt for meget i baggrunden og så bliver det lidt for meget en mand, som står og synger – godt, men lidt for tydeligt.