Kan kristne bruge Moseloven til noget?
”Kristus er den, der knytter loven og evangeliet sammen. Fjernes Kristus, bliver loven udelukkende til fortvivlelse, og evangeliet bliver opfattet som en dispensation på Guds hellighed. Lovens funktion er i virkeligheden at pege på Kristus og at blive ophævet af Kristus. Loven forstås kun ret i lyset af evangeliet. Tilsvarende forstås evangeliet kun ret i lyset af loven.” s. 367
Høj faglig kvalitet
Peter V. Legarth, som i mange år var teologisk professor i Ny Testamente ved Menighedsfakultetet i Aarhus, kaster sig i denne fagbog over et helt centralt citat i Det Gamle Testamente, Hellighedsloven. Hellighedsloven (3.Mos. 18.5) er vel på det nærmeste for GT, hvad Joh. 3.16 er for Det Nye Testamente. Det er essensen af pagten, testamentet, og dermed beskriver det forholdet mellem Gud og menneske.
Legarth går grundigt til værks, idet han ønsker at belyse dette centrale vers i GT både ud fra Mosebøgernes egen logik og fortolkningsramme, men samtidig spejles teksten i den antikke jødedom og i, hvad Jesus og Paulus siger, med henvisning til netop denne passage.
Litteraturlisten alene fylder små 40 sider og det skorter da heller på begrundelser, ledsagende referencer og uddybende fodnoter. Der er kort og godt tale om et seriøst stykke faglitteratur.
Lov og/eller evangelium
Sagen fortjener da også seriøsitet, for det er helt åbenlyst, at vi har at gøre med noget centralt, ikke blot for GT, men i det hele taget i forståelsen af Guds frelseshistorie og frelsen som omdrejningspunkt for tolkning af GT og NT.
Legarth stiller sig selv nogle grundlæggende fortolkningsspørgsmål, som det dog vil være for omfattende at gengive her, bortset fra et par helt centrale. Først og fremmest bliver spørgsmålet til 3.Mos. 18.5, hvad betyder det, når der står:
’I skal holde mine love og retsregler; det menneske, der følger dem, skal leve ved dem’ – hvad er det for et ’liv’? Er det Guds løfte om evigt liv til den, som følger dette bud? Er et sådant løfte tomt, fordi det ikke kan lade sig gøre? Og hvordan forholder Jesus og Paulus, og med dem NT, sig til dette løfte?
Svaret kunne nok forfattes på mindre plads en de små 400 sider, som bruges her, men selve øvelsen åbner læserens øjne for, hvordan Det Nye Testamentes røster på en og samme tid forudsætter loven, og dennes løfte, som i sandhed Gudgivne, og samtidig kan komme med radikale udtalelser om, at ’den slår ihjel’, at den ’fører til fortabelse’ osv.
Distance til et grundlæggende punkt
Selv om Legarth har et kapitel, som hedder: ’Udblik til luthersk tradition’, hvori han samler nogle af de væsentligste pointer, så lægger han også distance til traditionen på et grundlæggende punkt:
’Ifølge Paulus har Moseloven haft gyldighed i en frelseshistorisk epoke, som med Kristus er bragt til ophør. Det må den kristne forkynder tage ad notam.’ s.373.
Det betyder, at den lutherske tradition med Guds to ord (loven og evangeliet) – som skal lyde afhængigt af modtagerens sindelag, mister sin berettelse. Tilbage står udelukkende evangeliet. For man kan ikke forkynde en betinget pagt, hvor menneskets lovoverholdelse er forudsætningen for frelse, og stadig hævde evangeliets betingelsesløse nåde.
Peter V. Legarth: Moseloven – Det magtesløse ord fra Gud
424 sider • 349,95 kr. • Kolon / Forlagsgruppen Lohse