Korrespondent Richard Oestermann: Historierne, som ikke blev trykt…

Den norske Israels-korrespondent Vidar Norberg fortæller om samtaler, han havde med sin kollega Richard Oestermann, der på sine gamle dage blev korrespondent for Udfordringen i Jerusalem. I starten af sin karriere var de nordiske lande så positive overfor det nye Israel, at han fik lov at skrive lederen i en norsk regionsavis. Men da to flygtningelejre i Libanon blev udsat for massakrer, måtte han ikke fortælle hele sandheden… 

Dette er historien om hvordan Dagbladet i Norge afslørede, at norsk politi udleverede jøderne til nazisterne. Og hele historien om, hvordan Arbeiderbladet i Oslo og Aktuelt i Danmark forfalskede Richard Oestermanns rapport om massakren i Sabra og Shatilla i Libanon.

Før sin død skrev Richard Oestermann bogen om sine næsten 50 år som korrespondent i Mellemøsten.

Nogle historier havde han udeladt. De blev fortalt, når Oestermann af og til besøgte Karmels redaktion til en kop nordisk kaffe med fløde og sukker og boller en tidlig morgenstund. (Karmel er en norsk 14-dages avis med stof fra Israel, red.)

Før Oestermanns død blev nogle af historierne optaget på bånd under kaffen i hans redaktionshjem. Oestermann nåede aldrig at læse dem igennem eller godkende dem.

Afsløringen i Dagbladet

Richard Oestermann var måske en af de allerførste journalister, som satte fokus på politiets anholdelse af jøder til den tyske okkupationsmagt.

Oestermann var god ven med tidligere udenrigsredaktør Karl Emil Hagelund i Dagbladet.
(Dagbladet kalder sig en kulturradikal og socialliberal avis, red.)
– Jeg mødte en norsk professor fra New York, Samuel Abrahamsen. Han fortalte, at han havde beviser for, at norsk politi udleverede jøderne til tyskerne på kajen i Oslo med henblik på deportation. Jeg fik et chok. Jeg sagde, at jeg havde hørt rygter om det, men han svarede, at han havde beviser.

Så kontaktede jeg Dagbladet, men de sagde, at jeg ikke kunne skrive om, hvad nordmænd gjorde mod norske jøder. Svaret fra Dagbladet var kontant.
– Hvis du ved besked om dette og ikke skriver om det, er du ikke journalist.
Oestermann forklarede, at det underforstået betød, at han ikke var journalist på Dagbladet. Han syntes, det var hårdt. Næste dag stod artiklen på en helside i Dagbladet. Han var næsten syg af frygt over det, han havde skrevet.
– Der kom mange læserbreve. Folk sagde, det var godt, at sandheden endelig kom frem.

Samuel Abrahamsen blev født i Trondheim. Han er kendt for bogen ”Norway’s respons to the Holocaust, a historical perspective” (Norges respons til Holocaust, et historisk perspektiv). Han har læst ved Universitetet i Oslo. Han er professor emeritus ved Brooklyn College og har haft tilknytning til City University of New York.

Arbeiderbladet og Aktuelt forvrængede artikel

Sommeren 1992 gik Israel under forsvarsminister Ariel Sharon ind i Libanon for at fordrive terrororganisationen PLO.
Da præsident Bashir Gemayel fra Falangistpartiet blev dræbt, gennemførte falangisterne en massakre i den palæstinensiske flygtninglejr Sabra og Shatilla nær Beirut. 700–800 mennesker blev dræbt. Sagen vakte stor opsigt i Israel. Der blev nedsat en undersøgelseskommission under ledelse af tidligere højesteretsdommer Yitzhak Kahan.
– Kahan-kommissionen sagde i 1983, at det var falangisterne, som var direkte ansvarlige for massakren, men at Israels hær og politikere havde et indirekte ansvar.

Jeg sendte min artikel til Arbeiderbladet i Norge og til Aktuelt i Danmark (den nu nedlagte socialdemokratiske avis).
Som om det var koordineret, droppede de begge ordet ”indirekte” og skrev, at israelske politikere og militæret var ansvarlige, hvilket de ikke var. Jeg fik et chok, da aviserne kom. Det stod under min byline, hvilket folk opfattede som ”Moseloven”.

Richard Oestermann rejste til København og Oslo for at tale med begge chefredaktørerne om den forvrængede historie. Her blev han klar over, at de ikke var flove over historien.
– Kan vi ikke bringe en rettelse, spurgte Oestermann.
Det ville de ikke, fordi der var gået for mange uger. Svaret blev nej.
– De ville ikke vække en sovende hund. Sådan var det også i Norge, og historien som var omskrevet, blev ikke korrigeret.

Journalisters historier blev politisk korrigeret

– I Jerusalem opdagede jeg, at flere journalister, både i Holland og Tyskland, havde fået deres historier ændret.
De hadede Israel og ønskede, at Israel skulle tage sig så dårligt ud som muligt. Israel blev gjort ansvarlig. Det var en chokerende erfaring. Der var flere, som var i samme båd, sagde Oestermann, som dækkede Libanon-krigen.

Oestermann mente, at dette var historieforfalskning.
Han tog på et tidspunkt et opgør med Västmanlands Läns Tidning udenfor Västerås, fordi udenrigsredaktøren droppede nogle afsnit, hvor israelske talsmænd tog til genmæle mod palæstinensiske insinuationer om, at Israel i Gaza tog en tredjedel af alt land og brugte en tredjedel af alle vandressourcer.

– Chefredaktøren beklagede dette, sagde Oestermann under et foredrag i Danmark.

Små aviser har også ret

Det er ikke kun store aviser, som har trykt Oestermanns artikler fra Israel og Mellemøsten. Oestermann har leveret artikler til både små og store aviser i Norge, Sverige og Danmark. I mange år kom hans faxer fra Jerusalem til (det kristne dagblad) Dagens redaktion i Bergen. Det sluttede ikke, før han selv ønskede at trappe ned.

Da Dagens næste korrespondent kom på regeringens pressekontor i Jerusalem og fortalte, at han tog over efter Oestermann, blev pressekortet skrevet ud uden videre spørgsmål. Så godt var Oestermanns rygte.

Oestermann fortsatte i Norge IDAG, og senere også Udfordringen. Det sker, at små aviser er blevet overset, men så er Oestermann gået til ambassaden i Tel Aviv og har sørget for, at mindre aviser også blev varslet om begivenheder.

Ud – du er for gammel

For en journalist, som blev 89 år og skrev næsten helt til det sidste, blev også alderen et problem for en avis i Sverige.
– Da min svenske redaktør fik besked om min alder, sagde han ”UD. Du er for gammel for os.”
Jeg synes, det er for dumt.

I Norge og Danmark var der en helt anden holdning. Og jeg var glad for et tillæg til pensionen, sagde Oestermann.
Han mente, at man må være en ressource i forhold til kontakter, kundskaber og erfaring, hvis man er gammel og i øvrigt ved godt helbred.

Indsigt frem for race

Spørgsmålet om en jøde kan være journalist i Mellemøsten, kommer op fra tid til anden.

– Nogle mener, at det er en ulempe, og at man er partisk for Israel. Jeg siger nej. En jødisk journalist i Israel har kundskab om Israel og jødisk tankegang. Han ved mere end en, som bare kommer forbi og tror, at han ved alt. Jeg tror, det er vigtigt at have en mand med en sådan baggrund her, sagde Oestermann.

Før i tiden benyttede journalister expresbrev, telex og fax for at få deres stof frem til aviserne. Nu er der mange, som skriver af fra internettet. Er der stadig brug for den gamle korrespondent? spurgte jeg.

– Det er vigtigt, at en journalist forlader sit hjem, går ud og stikker fingeren i jorden for at føle, hvor han er, snakker med folk og ser hvad der sker. Man skal ikke være bange.

Stolt af Danmark

Oestermann var og blev dansk, meget stolt af Danmark og dansk kultur. Han kunne synge den danske sang ”Jeg er havren”, som også norske børn lærte i skolen. Ligeledes istemte han efter vores morgenkaffe sangen ”I østen stiger solen op, den spreder guld på sky”. Det gjorde den for Oestermann i Mellemøsten.

– Jeg er glad for min gode skæbne. Jeg har været velsignet med mange historier, sagde Oestermann.
De historier, han selv anså for de bedste, står i hans selvbiografi på dansk, norsk og engelsk.

Journalistik i en anden tid

– Før var der tid til grundig gennemgang og analyse af begivenhederne. Nu er journalistikken blevet overfladisk. Det var anderledes i Richard Oestermanns tid, sagde fotograf David Rubinger, da bogen ”Me and The Middle East” fra Gefen Publishing House blev præsenteret i Jerusalem.

– Gamle dage er altid bedre, når man ser dem i retrospektiv. Jeg har nået den alder, hvor jeg ser det sådan. Mange journalister og de fleste fotografer havde en anderledes tilgang til arbejdet.

Der var et grundigere syn på hændelser, og der var analyser, måske fordi vi havde tid. Moderne journalister har desværre ikke tid. Nu er der internet… Journalister i dag er begrænset til ti sekunder på TV eller en internetsag på 35 sekunder. Alle nyhedshistorier er gamle efter syv minutter. Man har ikke tid til at gøre det, man finder i Richard Oestermanns bøger. Der er der en dyb følelse og møde med mennesker, hvor alt fra deres liv til politik beskrives og forklares for offentligheden.

– Vi var privilegerede ved at kunne se dybere på begivenhederne i en videre horisont. Det var sådan, vi rapporterede. Den nye teknologi har gjort nyhederne til noget meget overfladisk. Den har givet adgang til stemmer, som ikke burde komme frem. De, som er i min profession, må tjene dem, og det er meget trist, sagde Rubinger, som var glad for, at både han og Oestermann gjorde tjeneste i en anden tid.

Norges tidligere ambassadør i Tel Aviv, Svein Sevje, beskrev under boglanceringen Oestermann som en, der altid tjekkede sine kilder og spurgte til, hvad der sker.

Den gamle korrespondent

Richard Oestermanns journalistliv er også en historie om et pressehistorisk skifte, som gik fra venlig til afmålt og en til dels mere fjendtlig holdning til Israel og det jødiske folk.

I dag ville det nærmest være utænkeligt, at en jødisk journalist fra Israel fik lov at skrive lederen i regionsavisen Nordlys, før han drog på fisketur med redaktøren. Der er nu pressefolk, som stiller spørgsmål ved, om jøder i Israel kan være journalister for en norsk avis. Der stilles kun få spørgsmål til journalister med et arabisk navn i den arabiske eller israelske verden.

Skuffet over venstrefløjen

Richard Oestermann tilhørte den israelske venstrefløj med tro på Oslo-aftalen. Men når Oestermann kom på besøg i Norge, blev han ikke nødvendigvis opfattet som en fra venstrefløjen i israelsk politik, og det virkede, som om han måske nærmede sig centrum undervejs mod højre.

Det skyldes nok ændringerne i det norske samfund, hvor selv israelere i centrum bliver opfattet som lidt til højre, og bosættere stemples som mennesker, der handler i strid med folkeretten.

Mange udenlandske aviser i Israel har lukket deres kontorer, og korrespondenterne er rejst hjem på grund af pengemangel.
Tilbage på hjemmeredaktionerne sidder journalister og skriver ”indsigtsfulde” historier langt fra begivenhederne.

Det fortælles om en gruppe journalister, som var oppe på Olieberget og måtte spørge, hvor de var, før rapporten blev lavet. Mange har heller ikke været i en bosættelse, men skriver alligevel om eller imod dem.

Den gamle garde tjekkede sine sager både en og to gange. Oestermanns motto var »If in doubt – out«. Er der tvivl, så ud med oplysningerne eller sagen. I dag gælder det mere om at være først.

Korrespondenterne på Oestermanns tid var altid på farten, ude for at se, hvor tingene skete, før de skrev. Nu skriver folk ofte uden at have set det, som sker.

Richard Oestermanns historier er gode fortællinger, for den som er interesseret i journalistik, i et liv levet i Israel og Mellemøsten.
Uden at have læst alle hans tre bøger tror jeg, at den danske version uden tvivl er den bedste. Det var hans modersmål. Det var sådan, han skrev flere tusinde artikler.

Før Oestermann skrev sine erindringer, sagde han, at han ikke kunne skrive dem, for han kunne ikke fortælle alt. Det blev et uddrag. Nogle historier er nu glemt for altid, sådan som han selv ønskede det.