Nytårs-fortsæt: Gøre mere gavn!

”Du er ikke din egen mere.” Sådan hørte en ung mand et ’kald’ fra Gud, som vi kan læse i profilen side 2. Og kaldet førte ham til at bruge sit liv i Guds rige – til gavn for mange. Gad nok vide, hvor mange, der kan høre et lignende kald i dag?

I vores tid handler det først og fremmest om ”mig selv”, og hvordan jeg kan få mest muligt ud af mit liv, mine penge, mit arbejde, mine relationer. Alt er åbenbart til for min egen skyld.

Og hvis vi skulle komme til at glemme os selv, fordi vi gjorde noget godt for andre, så får vi jævnligt at vide: Du skal først og fremmest tænke på dig selv.
Vi har hørt det så mange gange, at vi efterhånden tror, at det er sandt. For det er ikke blot terapeuter og skatterådgivere, men også præster og andre kristne mennesker, der siger sådan.

Men det er i direkte modstrid med det, Jesus forkyndte.

Tag bare et ord som:
»Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig. v24 For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det. v25 For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv? (Lukas 9,23-25)

Wow – det er helt andre ord, end dem vi plejer at høre. Og vi mærker også, at der er en helt anden kraft i Jesu ord, end der er i moderne ord om bare at tænke på sig selv.

Jamen….
Nu sidder der helt sikkert nogen, der har hørt verdens trummerum om at passe på sig selv så mange gange, at de bliver helt forargede, når jeg siger noget andet.
Så lad os lige slå fast, at der selvfølgelig kan der være situationer, hvor vi kan have brug for at pleje os selv, rekreere os, sætte grænser, osv.
Min pointe er blot, at vi er kommet alt for langt over i den grøft. Og at det ikke er spor gavnligt, hverken for os selv eller andre.

Der sker nemlig det, når vi bliver for optaget af os selv og vores egne problemer, at vi får det endnu værre!

Selvmedlidenhed kan føles godt, men den gavner os ikke. Den trækker os ned og gør os blinde for løsninger.
Vi kan ikke selv se, hvorfor vi sidder fast, og vi kan ikke selv hive os op af sumpen. Vi har brug for at høre sandhed midt i mellem alle de søde, men falske stemmer.
Vi har brug for Guds hjælp til at komme op. Men det sker i et samarbejde mellem os og Gud. Vi må begynde at handle, at gå i tro. Så slipper sumpen – lidt efter lidt, eller med et pludseligt svup. Og så gælder det om at bevare friheden, og ikke på ny kravle ned i sumpen.

Ikke for os selv – men for Ham
Den unge mand, som vi begyndte med, forstod, at der var en mening med hans liv. Han skulle ikke kun leve for sig selv. Han var ikke længere sin egen. Han tilhørte nu Jesus.
For ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren. (Rom 15,7-8)

Tænk, hvor meget godt, der kunne gøres, hvis alle troende kristne forsøgte at gøre mere gavn.

Mange kristne sidder og sukker over, hvor dårligt det går med samfundet – eller i kirken – men de foretager sig ikke noget.
De tilbyder ikke deres arbejdskraft, deres penge, deres biler, hjem eller andre ressourcer for at gavne Guds rige.
De lever for sig selv. Nogle bekymrer sig ikke engang. De lever lige så egoistisk, som alle andre, selv om de måske går i kirke. Men de har åbenbart aldrig fået den tanke – det kald – at de kunne hjælpe til i Guds rige. For det er der brug for!

Så i stedet for de sædvanlige egocentriske nytårs-forsætter om tabe sig, ryge mindre, dyrke motion osv. skulle vi kristne beslutte os for at praktisere en livsstil, hvor vi lever for Jesus, og dermed for andre. Og konkret se os om efter steder og måder, hvor vi kan gøre mere gavn.