USA: 2400 religiøse ledere vil diskutere moral med Donald Trump
Over 2.400 ledere fra forskellige organisationer håber at få et møde med den kommende præsident for at diskutere menneskerettigheder, tro og sociale forhold.
Ifølge ChristianToday.com har lederne, som bl.a. tæller James Forbes fra Healing of the Nations Ministries, pastor Traci Blackmon fra United Church of Christ’s Justice and Witness Ministries, Imam Tahir Kukiqi fra the Albanian Islamic Cultural Center of New York City og Lisa Sharon Harper fra den progressive evangelikale gruppe Sojourners, sendt et brev til den kommende præsident med opfordring til at få et møde i stand før indsættelsen den 20. januar.
”Siden du blev valgt er vore fælleskaber blevet splittet af diskriminering og trusler. Farvede og religiøse minoriteter er bange. Fattige arbejdere, som du appellerede til i din kampagne, er skuffede over, at du har angrebet deres fagforeningsledere ved at udnævne Wall Streets elite til din regering”, hedder det i brevet.
– Under sin kampagne har Mr. Trump fra første til sidste tale omtalt farvede, immigranter og muslimer som om de ikke var fuldt ud menneskelige væsener, der fortjener at blive behandlet med fuld værdighed og beskyttelse under loven. Vi vil minde Mr. Trump og alle andre om, at vi alle er skabt i Guds billede, tilføjer Lisa Sharon Harper.