– Vi mødte menneskene bag hundetragedien

Denne fortælling er en opfølgning og baggrund til nyheden omkring de 26 hunde, som var blevet fundet vanrøgtet nær Århus en måned før jul.

Nogle gange oplever man, at ens liv tager en drejning fra en uventet kant. Det var, hvad der skete for min familie for nogen tid siden, da en nabo, ”Gitte”, fra vores landsby, en eftermiddag stod forslået og fortabt på vores fortrappe og havde givet op overfor alt: sine elskede hunde og håbet om et bedre liv.

Vi kunne have valgt at køre hende til et herberg, men i stedet inviterede vi hende ind i vores hjem. Dette valg førte til, at vi fik lov til at opleve, hvordan Guds kærlighed kan vende en livskrise til noget livgivende.
Men inden da måtte vi igennem en masse ting sammen. Spørgsmålet man kan stille sig selv er: Hvad var det, der gjorde, at hun var kommet så langt ud? Og hvordan kan det være, at hun kom til os?
Vores bekendtskab startede allerede for nogle år siden, da min kone og jeg flyttede til byen. Min kone har altid været god til at komme i kontakt med folk. Det blev til en sludder over hækken i ny og næ, men det blev sådan set ikke til meget mere end det. Vi var, hvad man vil kalde bekendte naboer, og som tiden gik, blev vi klar over, at Gitte og hendes bofælle, ”Per”, måske var nogle meget isolerede mennesker. De passede bare sig selv.
Vi havde svært ved at finde ud af de virkelige forhold, de levede under, fordi de havde en hel del hunde. Så vi fik aldrig mulighed for at komme indenfor og se, hvordan de boede.
Desværre var situationen hjemme hos Gitte og Per de sidste par måneder på gården blevet forværret så meget, at alting bare gik ned ad bakke, med voksende alkoholindtag til følge, for at holde forholdene ud.
Gården med alle dens beboere – både mennesker og dyr – fik det dårligere og dårligere. Havde man grebet ind med vold og magt tidligere, ville situationen sikkert ikke have endt så fantastisk, som den gjorde. Havde man gjort det, ville der ikke have været megen medfølelse at spore over for de ”slemme mennesker”, Gitte og Per.
Men historien skulle vise sig at gå meget anderledes…

Et råb om hjælp

Et par dage før Gitte stod på vores fortrappe, ringede hun og fortalte os, at en tredjepart nogle uger tidligere havde gjort hende fortræd, og det tog livsmodet helt fra hende. Hun havde efterfølgende ikke været i stand til at tage vare på sig selv eller hundene. Ingenting gav mening mere, og hun havde ingen motivation til noget som helst. Min kone tog ned til gården for at prøve at finde ud af, hvad der var op og ned i sagen. Gitte fortalte, at der ikke var varme på i huset, og der var huller i taget. Vi inviterede hende til at komme over og at tage et bad og spise aftensmad, men det afslog hun i første omgang.
Jeg tog i stedet aftensmaden over til dem, men bankede på forgæves. Heldigvis kom Per hjem fra indkøb og fortalte mig, at de desuden havde ca. 30 hunde inde i huset. Jeg var rystet over at høre, at de havde så mange hunde, og at han ikke kunne klare det mere.
Den efterfølgende dag stod Gitte på vores fortrappe.
Hun var stadig meget oprevet over sin livssituation og alt, hvad der var sket tidligere. Hendes hjerte var fokuseret på alle hundene, som stadig var på gården. Jeg tog hende den følgende dag med ned til kommunen for at høre, hvad de kunne hjælpe med i forhold til at få en akutbolig, men kravet var, at hun max måtte have to hunde, hvis hun overhovedet skulle have en chance for at få en bolig. Vi tog hjem med uforrettet sag og prøvede at reflektere sammen med hende over hendes reelle muligheder. Men hun var ikke helt overbevist om at skulle slippe af med sine hunde.

Kontaktede dyreværnet

Derefter tog vi Gitte med på en familieweekendtur, for at komme lidt væk fra det hele og få tid til at reflektere.
Efterfølgende besluttede hun kun at beholde to hunde og overgive resten til dyreværnet. Hun ringede selv til dyreværnet og forklarede dem sagen. De troppede op dagen efter på gården og tog hundene med sig. Sørgeligt nok var halvdelen af hundene i så dårlig stand, at de måtte aflives.
Per havde haft nogle meget svære dage på gården, mens Gitte var væk, for han kunne hverken sove eller spise ordentligt. Han havde ingen, han kunne få hjælp fra uden at blive fordømt over den situation, de er kommet ud i. Derfor ramlede alting for ham til slut, og da politiet kom for at hente hundene, tog de også ham med til et andet sted, hvor han kunne komme til sig selv igen.

Efter Per blev udskrevet, inviterede vi ham hjem til aftensmad hos os. Vi var meget spændte på at møde ham.
Og sikke et hyggeligt møde det blev. Aldrig før havde vi set så glad en mand. Vores børn tog også godt imod ham. Han var en helt anden mand, og Gitte sagde, at hun slet ikke kunne kende ham. Både Gitte og Per havde hver især taget beslutning om aldrig at drikke mere.
En meget uheldig kombination var også, at de var flyttet ind på gården med kun 4 hunde, men da de fik hvalpe, kunne Gitte ikke nænne at skille sig af med en eneste af dem. På den måde blev opgaven større og større over årene. Sidste vinter havde de slet ikke råd til varme i det dårligt isolerede hus med huller i taget, så med kun varmen fra en brændeovn var det bidende koldt.
Derfor blev huset mere og mere usundt at bo i pga. fugt og skimmel. Ikke noget at sige til, at alkohol var den letteste måde at dulme tilværelsen på. Der var ingen familie, naboer, eller netværk, der kom dem til undsætning i denne situation, og alt så håbløst ud. Men det er heldigvis fortid nu.

Sammen har vi fundet en fantastisk lejlighed til Per, hvor han bor nu og er startet på en frisk. Vi leder også efter et fredeligt sted til Gitte, men indtil da bor hun hos os, og vi nyder alle at have hende som en del af familien.
Igennem denne situation har vi fået dybere relationer til dem begge, end blot at være bekendte naboer. Så ved at blive mødt med kærlighed, i stedet for foragt, er de nu blomstret op og omfavner tilværelsen.

En kultur af skam

Men en ting er at hjælpe folk i dyb nød – noget andet er at skulle forholde sig til alle dem, der står på sidelinjen, som på Facebook starter diskussioner op om at afskrive mennesker som Gitte og Per, fordi de har gjort store fejl. Deres uforsætlige forsømmelse af hundene får selvfølgelig konsekvenser i et retssamfund – men at hade disse mennesker skaber bare splittelse og yderligere isolation.

Man er så med til at forstærke en kultur af skam i Danmark, som er totalt ødelæggende for alle parter. Det forstærker vores frygt for at vise andre vores ufuldkommenhed. Det smukkeste vi kan gøre, er at løfte mennesker op, så alt det kærlige og smukke i dem kommer frem igen. Det har vi bestemt oplevet, og dagligt bliver vi velsignet af de unikke mennesker, som er kommet til at betyde så meget for os.
De blev vores julegave fra Gud. Den sande betydning af håbet i julens budskab er dette år virkelig blevet levende for os på en helt ny måde.
Vi ser med triste øjne på hele denne historie med dyrene, som måtte lide, men med ufattelig stor glæde over, at to fortabte mennesker, som levede et hundeliv, nu er fyldte med livsmod og på vej mod en bedre tilværelse.

Gitte og Per er opdigtede navne, da de involverede parter ønsker at være anonyme. Red.