”Befri Gudstjenesten” har med kultur at gøre?
Kamma Ankjærø
Ny Munkegade 80
Aarhus C
Hvis nogen havde fortalt os, der blev konfirmeret i Aarhus Domkirke 5. oktober 1941, at i februar 2017 ville man befri gudstjenesten for alt det, som vi havde lært og sagt ja til, havde vi nægtet at tro det.
Men i 1941 var der ingen, der kunne få en så absurd tanke: at befri gudstjenesten. Landet var besat. Man var bekymret for fremtiden og optaget af tanken om at befri Danmark. Det krævede mod og mandshjerte i modsætning til i fred og ro at befri gudstjenesten med Aarhus Domkirke som kulisse for klovnerier og gøgl.
”Befri Gudstjenesten” er en event i forbindelse med Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017, men hvad har det med kultur at gøre at befri gudstjenesten for den gamle trosbekendelse og sætte en ny i stedet?
Eller er det kultur at befri prædikestolen fra at være forbeholdt kristne og overlade den til ikke-kristne som for eksempel en imam?
Kultur er først og fremmest den måde, hvorpå vi behandler og bevarer vores åndelige arvegods såsom trosbekendelsen.
Det er nu mange år siden, vi som konfirmander i Aarhus Domkirke sang: ”Du, som vejen er og livet, dig vi har vort håndslag givet…”
I disse enkle, og for børn letforståelige strofer, ligger jo faktisk trosbekendelsen. Så enkelt er Bibelens budskab, at det kan rummes i to salmelinjer. Al sandhed er som bekendt enkel.
”Befri Gudstjenesten” er en usmagelig titel på noget, der foregår i en kirke. Og events af den slags hører slet ikke hjemme der.
Så for fremtiden: ”Befri domkirken”.