Gamle dåser bruges i bibelske 3D animationsfilm i Tanzania

Gamle konservesdåser skal omformes til figurer i Roger Gihlemoens bibelske animationsfilm.

Roger bruger sine erfaringer fra Norge – og lokal inspiration, når han laver film for børn i Tanzania.

Roger Gihlemoen har tidligere arbejdet med film, tv og teater i Norge. Nu bruger han erfaringerne som missionær i Tanzania.

Da Roger og hustruen Anne rejste ud som missionærer for Norsk Luthersk Mission (NLM), havde hun en specifik jobbeskrivelse. Men Roger følte sig som en traditionel ”missionærkone”, der selv må finde sin rolle og opgave undervejs – når familien ikke lige kræver hele ens tid.
Løsningen for Roger er blevet at kombinere sine filmkundskaber med dækning af et presserende behov i Tanzania.

Bæredygtigt genbrug: Mange børn i Tanzania har legetøj, der er lavet af genbrugt metal fra diverse dåser. Det har inspireret Roger til dåsefigurer i de bibelske animationsfilm.
Hjælp til de ’halve’

I Tanzania opfatter man voksne som ”hele mennesker”, mens børn og unge kun opfattes som ”halve”. Derfor ville Roger Gihlemoen gerne gøre noget for de mange børn og unge i landet.
Nu har han valgt at lave bibelske animationsfilm i 3D ved hjælp af konservesdåser. Dels fordi det er et billigt materiale, dels fordi det i forvejen bruges til fremstilling af legetøj i Tanzania.
– Noget af det fine ved dette projekt, er, at jeg kan lave noget, som stilmæssigt er helt unikt for Østafrika, siger Roger.
Han har allerede set mange konservesdåser, der har fået nyt liv som legetøj i form af fx dyr, biler, motorcykler og træer.
– Disse ting får en helt speciel og unik stil. Jeg har hentet inspiration fra dette genbrugslegetøj og laver et helt animeret miljø i denne stil, forklarer han.

Den røde tråd i Bibelen

Rogers konservesdåser skal nu formidle bibelhistorier. Foreløbig har han planlagt fem film om hhv. Adam og Eva, Abraham og Isak, David og Goliat, Jesu fødsel og Jesu død og opstandelse.
– Historierne er valgt ud af en helt specifik grund. Jeg fortæller essensen i Bibelen, den røde tråd. Efter at have set de fem film vil man vide, hvad Bibelen handler om, siger Roger.

– Siden jeg laver dette i 3D, har jeg fået mange spændende udfordringer. Jeg må jo visualisere alle karaktererne. Hvordan ser Adam ud? Hvilken nationalitet er han, er han mørk eller lys, har han en navle? spørger filmskaberen.
Han fortæller, at de fem film skal være som én sammenhængede stor film.

– Jeg er gået grundigt til værks for at lære så meget som muligt om alle disse temaer, der ikke er beskrevet særlig meget. Nu prøver jeg så at give et spændende og muligvis lidt ukonventionelt indblik i bibelhistorien, fortæller Roger.

Roger bruger lokale skuespillere og musikere til at indtale teksterne i sine film. Her er musikskolestudent Caroline Mushi i aktion.
Stort fælles projekt

Det har været svært at finde folk med de rette kompetencer til at lave animationsfilmene. Tanzanias videregående skoler er overfyldt med elever – men de mangler ofte det rigtige udstyr. Samtidig er der mangel på praktikpladser, så de færdiguddannede har ikke altid de kvalifikationer, som en europæer kunne forvente.
– Men projektet går fremad, og jeg møder mange fantastiske personer. Det er vigtigt, at projektet bliver allemandseje, og at alle enkeltpersonerne, som har bidraget, bliver vist frem.
Vi bygger jo kompetencer i et ukendt terræn her. Denne type produktion har man ikke kendt til før i Østafrika, forklarer Roger.

Film for 100 mio. seere

– Jeg har over 100 millioner potentielle seere i Østafrika, som næsten aldrig har set animationsfilm på deres eget sprog, siger filmskaberen.
Han har selv det nødvendige udstyr, og en stor del af produktionsomkostningerne dækkes af NLM og Norea Mediemisjon. Nu handler det mest om at finde lokale folk til at oversætte de bibelske filmmanuskripter til swahili.