Hvordan lærte du at cykle?

”Det er nemmere at handle sig til tro end at tro sig til handling”, sagde John G. Lake. Da vi skulle lære at cykle reflekterede vi ikke over dette pragtfulde transportmiddel eller læste tykke bøger for at få kundskab. Nej. Vi satte os op, fandt balancen og tog nogle knubs, til det var lært.

I Gadekirken København beder man sammen og går herefter ud parvis. Hele tiden lærer vi noget nyt og bliver bedre på forskellige parametre.
Den første kontakt er en spændende disciplin. Uden at være anmassende har vi en insisterende attitude og kommunikerer klart vores ærinde. Vi er ikke spørgende eller afventende. Ofte er det en god ide at improvisere for at komme i snak. Friske kommentarer, komplimenter og spørgsmål i forbindelse med børn, hunde, påklædning eller lignende er gode icebreakere. Vi kontakter alle, for ”Gud vil at alle skal frelses.” Enten sender han mennesker til os, eller omvendt. Det er ikke nødvendigt at presse et profetisk syn igennem.

Det er vigtigt ikke at skue hunden på hårene. Den venlige familiefar kan være modstander af Jesus, og den unge piercede kvinde med besynderlig påklædning kan have et åbent hjerte. Fortæl om evangeliet i grove træk. Syndefaldet, korset og forsoningen må præsenteres i gadeformat og tage mindre end tre minutter. Det samme er tilfældet med vores personlige vidnesbyrd, som er meget kraftfuldt. Mødet med Jesus – oplevelser og følelser – er indiskutable, og folk anerkender ægtheden. I forhold til helbredelse beder vi ikke tiggerbønner, men tager autoritet.

Vi høster stor frimodighed og skarphed ved at stå overfor samme indvendinger, argumenter og verdensbilleder igen og igen. Erfaringer som også kan bruges i andre sammenhænge. ”Go to grow and grow to go”, siger amerikanerne. For at vokse i ting, må man gøre dem. Hvis du vil blive bedre til noget, må du selv gøre en indsats. Ingen kan forestille sig følelsen af vinden i håret, når cyklen suser afsted efter mange timers træning! Det skal opleves!