Ikke en definition af sand kristendom

Har Gud udvalgt dig? ”For mange er kaldet, men få er udvalgt”. Foruden ovennævnte titel står der nederst på bogens forside: Endelig en bog der definerer sand kristendom.

Bogen er skrevet af Edwin Christiaan og oversat til dansk af hans hustru Sophia Christiaan, tidligere Sophia Evensen, der har skrevet selvbiografien: Ondskab – Ruth stjal mit liv – som handler om hendes flugt fra Faderhuset.

På bogens bagside skriver ægteparret bl.a.:” Utallige mennesker over hele verden, heriblandt præster og prædikanter, beslutter sig hver dag for at følge Jesus, men det betyder ikke, at Jesus har udvalgt dem! Denne afslørende og fascinerende bog besvarer spørgsmålet om, hvem det er, Gud har udvalgt. Bibelen garanterer, at det er umuligt for de udvalgte at falde fra, og at de vil holde ud og komme ind i himlen! ”

I forordet fortæller de begge om deres store kærlighed til hinanden og til deres datter, og når man har læst bogens omslag overrasker det naturligvis ikke, at ægteparret er meget overbevist om, at de hører til de udvalgte. Visheden om deres udvælgelse bygger de på deres gensidige kærlighed og deres kristne karaktertræk, ud fra hvilke de også mener at kunne vurdere alle andre kristne.

Tilfældige bibelcitater

Man leder forgæves efter grundlæggende begreber som frelse af nåde og retfærdiggørelse ved tro, i stedet ligger hele vægten på kristne karakteregenskaber. Bogen består hovedsageligt af mere eller mindre tilfældigt udvalgte bibelcitater med korte personlige kommentarer.

EC mener selv, at der er tale om en åbenbaring, når han vågner i de tidlige morgentimer med skriftsteder i sin ånd. Han skriver til de udvalgte, for: ”Ligesom apostlen Paulus, har Gud givet mig (Edwin C) mandat til at forkynde troen til dem, Gud har udvalgt.” Han kan også udpege alle dem, der ikke er udvalgt på grund af deres dårlige kristne livsstil. Han har også sikret sig imod en dårlig anmeldelse af sin bog ”idet det er en del af de udvalgtes lod at blive kritiseret og forfulgt.”

Jeg bliver altså nødt til at leve med, at jeg i hans optik utvivlsomt hører med i gruppen af ”ikke udvalgte”, når jeg skriver, at hans lille bog på 111 sider nok er den ringeste kristne bog, jeg har læst. Alt er vendt på hovedet i denne bog, når det afgørende tegn på sand kristendom er gode kristne karakteregenskaber.

Efter traditionel kristen forståelse er sand kristendom Jesus Kristus selv og ud af mødet og troen på Kristus udvikler der sig forhåbentligt gode egenskaber, men gode kristne karakteregenskaber frelser ingen, men kun troen og tilliden til Jesus og hans frelses værk.

Jeg indrømmer naturligvis, at åbenlyse dårlige karakteregenskaber hos bekendende kristne kan tyde på hykleri, men når man som EW kan skelne de udvalgte fra de fortabte, så er man efter mine begreber hovmodig, hvilket jo er en alvorlig synd. Kort sagt: Det er spild af tid at læse denne bog.

Edwin Christiaan: Har Gud udvalgt dig?
118 sider • 99 kr.
Forlaget Underskoven