Krigshelten og Korset

Jacob Panton-Kristiansen blev skudt fem gange i Afghanistan og røg himlen tur/retur efter en operation. Han er blevet hædret for sin heltemodige indsats, af en amerikansk general. Men her fortæller han om, hvad et kors kom til at betyde for ham.

Den tidligere kampvognskommandør Jacob Panton-Kristiansen har en blodig fortid. Som soldat har han taget mange liv. Han har været udsendt både til Kosovo, Irak og senest Afghanistan, hvor han blev ramt af skud fem gange.

Det er nærmest et mirakel, at han overlevede.
Allerede inden han i 2012 for tredje gang tog afsted til Afghanistan, havde han en forudanelse om, at det muligvis ville gå galt:
– Jeg havde ikke tidligere gjort mig nogle tanker om, hvad det vil sige at dø. Men den sidste gang, jeg skulle til Afghanistan, blev jeg opfordret til at skrive afskedsbreve og testamente til familien. Jeg læste Astrid Lindgrens ”Brødrene Løvehjerte” for min datter, så vi kunne tale om døden, og sagde til min ex-kone ”Jeg har en fornemmelse af, at jeg muligvis ikke kommer hjem igen”.

Jacob Panton-Kristiansen planlagde endda sin egen begravelse, da han havde skrevet afskedsbreve.
– Jeg havde en helt klar fornemmelse af, at det blev min sidste tur. Men jeg følte, det var mit kald i livet, min pligt og opgave at tage afsted. Der skal være nogle, der har børn, som er med og styrer de helt unge soldater. Nogle, som tænker på, at fjenderne også har børn og familie, der elsker dem. Det skal man tænke på, inden man trykker på aftrækkeren.
– Man skal være sikker, før man skyder. Når man har magten til at tage en andens liv, må den ikke misbruges. Ud af 30 mand var vi tre, der havde børn, fortæller Jacob, som er 34 år og bor i Vallø.

Jacob fik inspiration til at blive soldat hjemmefra. Hans mor blev militærlæge, da han var 11 år.
– Min mor var først almindelig læge, men hun meldte sig, da Danmark blev involveret i Kroatien og var udsendt i 1993. Bagefter blev hun hængende i nogle år, selvom det tog hårdt på hende. Hun ændrede sig… var anderledes bagefter. Hun havde sikkert lidt PTSD dengang.
– Min mor følte, at hun havde efterladt noget i Kroatien; alle de børn, hun gerne ville hjælpe, fortæller Jacob, som desuden har en storebror, der er officer. Hans far er gymnasielærer.

Lige inden Jacob skulle rejse til Afghanistan, kom hans kusine fra Holland på familiebesøg. Hun er tidligere katolsk nonne og insisterede på at bede for Jacob og forære ham et velsignet kors, som han måtte love at have på sig hele tiden under udsendelsen.

Og militærlægens søn fik både brug for militærlæger – og gavn af korset, da han kort efter blev skudt i to omgange med blot tre ugers mellemrum:

Da Jacob blev skudt

I 2012 blev Jacob ramt af skud fem gange.
Første gang, den 5. januar, gik en kugle helt igennem hans højre arm. Tre uger senere blev han skudt i skulderen, tværs gennem låret og to gange i underbenet. Anden gang var han tæt på at dø.

Mens Jacob vender blikket tilbage og taler om de traumatiske skudepisoder, der ændrede hans liv, bliver hans beretning meget levende, for begivenhederne er stadig nærværende for ham. Han husker og fortæller, som var det forleden:

– Den første gang, jeg bliver skudt, er, mens vi skal støtte den afghanske hær, der vil bygge et check point, en kontrolpost, på highground – på grænsen til området Green Zone.
– Vores opgave er at passe på dem, mens de går frem, hvor fjenden normalt er. Så trækker Taliban sig nemlig. Når de afghanske soldater fra hæren når frem, sætter de sig ned på jorden, mens vi standser og ser skræmmende ud i baggrunden.

-Vi er tre kampvogne, da delingsførerens, altså officerens kampvogn, kommer til skade. Et vejhjul flækker, og den næstkommanderende kører ned for at hjælpe. Så er jeg alene med min kampvogn. Vi har været undervejs i 48 timer, så vi skiftes til at sove og hvile. Jeg tager første vagt.
– Da jeg holder alene, ser jeg et hotspot med mit termiske sigte. Det kan være et dyr. Eller solen kan have varmet et område op, så det reagerer. Men det kan også være et menneske. Der ligger et hus med et træ med ”tvillingestammer” i et V lige ved siden af.

– I kampvognen er der et lille sæde, hvor man sidder med overkroppen blottet. Her står jeg med kikkert. Så ser jeg en riffel i det V, der er i træet. ”Shit” tænker jeg, da jeg ser det samtidig med en skud-affyring fra fjenden, fortæller han.

Jacob har på forhånd læst afstanden og indstillet kanonen. Sådan en kugle flyver 800 meter på et sekund, og der er 520 meters afstand. Han kan ikke nå at flytte sig og mærker et smæld. Han er blevet skudt med en SA80 riffel.

– Det føles som et knytnæveslag i armen. Kuglen giver et overlydsknald. Jeg giver skytten en skud-kommando: ”Heat 400 Mand skyd”. (Heat er High Explosive ammunition.) Skytten råber: ”Klar, har det ikke”. For han kan ikke se målet. Men fjenden kan kun være løbet hen i en grøft.

Min skytte skyder fjenden.

– Så lyder det fra en af de andre kampvogne:
– Er i ok 3? Er nogen blevet ramt?
– Er du blevet skudt Jacob? spørger min skytte mig.
– Ja, men jeg er i tvivl om, det bare er et strejf, svarer jeg og læner mig fremad, så han kan se efter.
– Skytten stikker fingeren lige igennem hullet i min arm, siger Jacob.

Han er blevet skudt med en SA80 riffel, som er blevet stjålet fra en englænder. Der er 30 skud i sådan en riffel – kun hver femte er lysspor…altså en rigtig kugle men med lys, så den kan ses, når den flyver afsted.

Jacob er blevet ramt af et lyssporprojektil. Det er held i uheld. Fordi det er en Ildkugle, har den heldigvis brændt blodårerne, så det ikke bløder så meget.
Han er ramt lige under en lille skjortelomme med det katolske kors fra hans moster.
– Jeg er ramt i overarmen, men er ok, melder Jacob til den anden kampvogn.

Lidt efter går han ind i et sanitetskøretøj. Han skal ind og syes og kontrolleres. En helikopter henter og flyver ham til behandling.
– Jeg bliver nærmest behandlet, som om jeg er ved at dø. Da jeg går ind i helikopteren, bliver jeg bedt om at lægge mig på en båre. For adrenalin kan gøre, at du ikke mærker eller ser det hele. Og for eksempel få kapillærer til at lukke til, så blodet ikke sprøjter i starten.
– Jeg er rolig og bevidst om, hvad der er sket. Jeg har haft hjelm på – skytten kunne altså kun ramme mig i øjnene eller armen, siger Jacob.

Snart ligger han på felthospitalet, hvor daværende forsvarsminister Nick Hækkerup er på besøg og gerne vil hilse på en såret dansk soldat. Der bliver taget et foto, og så skal han videre.
– Han havde ikke tid til at tale med mig. Men lidt efter kommer en ældre mand gående: ”How are you doing?” spørger han.
– Jeg har det godt. Og hvordan har du det? spørger jeg. Så standser manden op. Han er vild med mit svar og min historie, som jeg fortæller ham på hans opfordring.

– You Danes are crazy… vikings! siger manden bagefter og tilføjer: I am going to give you a coin.
– “Keep your money to yourself”, svarer jeg, for jeg tror han vil give mig penge, fortæller Jacob.
Det viser sig senere, at den ældre mand er en 2-stjernet general og chef for Helmand-provinsen. Og det er en helte-mønt, han vil give Jacob.

Patient på flugt

Mens han er indlagt, bekymrer han sig først og fremmest om sin gruppe, som nu mangler en kommandør.
– På hospitalet taler de om at sende mig hjem på grund af eventuel psykisk skade. Men det vil jeg ikke, for min besætning er stadig derude – uden mig.

– Jeg er kampvognskommandør, og der er ingen til at tage over. Man er meget afhængig af hinanden på et hold. ”Det er bare et skud i armen”, tænker jeg – og kuglen har kun lige prikket til knoglen. Højre arm er ikke så vigtig for en kommandør. Man sidder på et sæde i kampvognen og skal have overblik, kommandere de andre, læse kort og koordinater…Det er mest hovedet, man bruger – og tommelfingeren til at styre observationsmodulet med, forklarer han.

I krig er det ekstremt vigtigt, at der er nogle, der bevarer overblikket. Hvis der for eksempel er risiko for miner, gælder det om at køre der, hvor man tror, der ikke er fare. Skal man over en grøft, skal man ikke køre over dér, hvor det er mest oplagt…dér er der nemlig ofte miner. Der skal også holdes godt øje med skytter – så man ikke giver nogen en mulighed for at ramme. Samtidig skal kommandøren kommunikere med de andre kampvogne.

Jacob vil tilbage til sit team.
– En af bjærgerne hjælper mig med at stikke af fra felthospitalet efter 48 timer. Han skaffer mig et lift med en helikopter, der skal den rigtige vej, og den sætter mig af i ørkenen tæt på den danske base. Jeg går den sidste kilometer…der er jeg godt nok lidt spændt, erkender han.
Jacob føler, at han går i uvished på Herrens mark den kilometer alene til fods i det farlige område. Heldigvis når han sikkert frem til lejren.

Ukendt fornem gæst

Kort tid efter får den danske lejr fornemt besøg. På grund af Jacob ankommer den amerikanske general.
– Vi tror ellers, han kommer for at inspicere. For os er han nærmest som en præsident. Jeg står allerbagerst. Så åbner geleddet op, og jeg bliver kaldt frem. Generalen siger, at det er en stor ære at møde mig. Han hilser også på min besætning – møder dem alle. Og skytten får ligesom jeg en helte-mønt.

– Jeg har arbejdet med disse folk i 12 år, og de stoler 100 procent på mig… siger Jacob og tier lidt.
Det var et øjeblik af stor betydning, som han ikke rigtig har ord for. Måske skal man selv have prøvet at sætte sit liv på spil for sit land for helt at forstå, hvor stort det var for Jacob og hans kampvognsbesætning.

Havde forudanelse

Nogle uger senere skal holdet snart vende hjem til Danmark. Kampvognshjælperen savner sin kæreste og får lov til at tage hjem lidt før de andre. En ny hjælper ankommer til lejren. Det betyder ikke så meget, for de er på vej hjem og skal ikke ud at køre mere – bare gøre rent og blive klar til hjemrejse. Tror de.

– Men den 31. januar skal vi alligevel ud at køre. Den nye delingsfører skal se frontlinien og en tidligere dansk lejr, som nu er engelsk.
– Jeg får en følelse af, at det er en dårlig plan. At det nu går galt. Jeg siger det til delingsføreren. Han svarer, at han ikke kan reagere på en sjette sans, fortæller Jacob.

Bagefter ringer Jacob og taler med sin kone om det. For det isner ned ad ryggen på ham, og alle alarmklokker ringer. Han taler også med besætningen. Pakker endda alle sine tasker, inden de kører ud, så det er nemt for de andre, hvis han skal hjem med kort varsel: ”Nu hvor vi rammer en mine, eller hvad der sker”, siger han til sine kammerater.

I dag tror han, at fornemmelsen – advarslen – muligvis kom fra Gud. Et emne han som toptrænet soldat føler en vis generthed over at udtale sig om.

Det var også uvant, da hans kusine og hendes mand – kort før hans udstationering, besøgte familien i Danmark, og den tidligere nonne fik lov til at bede for ham og velsigne ham.

– De lagde en hånd på hver af mine skuldre. Der var flere gange, mens de bad, hvor begge mine skuldre blev enormt varme. Dengang syntes jeg, at det var pinligt at bekende, jeg kunne mærke, der skete noget. Så da min kusine spurgte, om jeg kunne mærke varme, svarede jeg ”Næ”, selvom det nærmest brændte.

– Den lille rosenkrans med korset, som hun gav mig, havde mange af hendes troende venner velsignet, mens de bad for mig. Det var meget vigtigt for hende, at jeg lovede at have den på mig hele tiden, mens jeg var udsendt. Derfor havde jeg den altid med i en skulderlomme på min kampvognsdragt, fortæller Jacob.

Korset skulle snart få stor betydning for ham.

Kaffe og salmer

Inden soldaterne tager på den sidste uventede køretur, mødes de på KFUM’s soldaterhjem i lejren, som de plejer. Jacob synes, det er hyggeligt at drikke kaffe hos ”kuffe-mor”, som lederen af samlingsstedet kaldes. Jacob er altid med til bordbøn og salmesang, for han synes, det er respektløst ikke at deltage i andagten, når man er der.

Igen lufter han sine bange anelser.
– Alle syntes, det er fjollet, at jeg har de følelser. Men jeg har en fornemmelse af, at det måske er min sidste dag i livet, og at jeg skal sørge for at nyde den. Vi spiller matador…og jeg har ligesom affundet mig med skæbnen. Hvis det er sådan, det er, så er det sådan, det er. Tænk hvis en anden mand skulle dø i mit sted, fordi jeg ikke ville tage af sted, siger Jacob.

Han overvejer lidt og tilføjer:
– Jeg fortryder ikke, at jeg tog afsted.

Hver nat, når de andre soldater er gået i seng, beder Jacob. Han er inspireret af en bog, som en ven nogle år tidligere har foræret ham: ”Visdom”, som han nu endelig får læst. Den handler bl.a. om, hvordan man beder:

– Jeg er genert over det, men jeg beder som et fast ritual for min hustru og datter. Jeg har lært, at man skal sige tak. Så jeg siger ”Tak fordi du lader min datter hjemme komme igennem det”. Så kysser jeg korset fra min moster – og lægger det ved et lille foto, jeg har med en hårlok fra min datter og min kone, Charlotte, og et lille klip fra hendes brudeslør. Det ligger sammen med den lille salmebog, siger han.

Klonk fra kampvogn

Jacob trodser sine bange anelser og tager afsted i en konvoj med en minesøger, en pansret bus og tre kampvogne. De er lige kommet ud af lejren, da de får af vide, at englænderne er i kamp. De kører mod Golden Eye – et sted opkaldt efter et fund af en 5000 år gammel persisk præstinde med et forgyldt øje på grænsen mellem Iran og Afghanistan i 2008.

– Nu giver det mening for mig, at vi er kørt ud; vi kunne komme englænderne til undsætning. Men vi holder stille, indtil kampen er forbi.
– Jeg skulle blive 800 meter fra Golden Eye i en observationsposition. Da vi kører i position, lyder der et ”Klonk” i bæltet på min kampvogn.

Normalt ville jeg have sendt min hjælper ud for at checke det. Det er det korrekte at gøre, for ellers er der ikke nogen til at lede kampvognen, hvis der sker noget. Men jeg kunne ikke få mig selv til at sende en nyankommen, men ellers rutineret soldat på jorden på grund af den dårlige følelse, jeg tidligere havde haft. Jeg kunne ikke sende en ven ud, hvis det gik galt. For jeg kunne ikke bære tanken om, at han måske kom til skade i stedet for mig. Det måtte hellere være mig selv, det gik ud over, forklarer han.

I et glimt synes Jacob, at han ser to mand kravle ved en oase med grønt 200-300 meter væk. Han ser dem kun ganske kort. Måske er det bare indbildning? bliver holdet enige om. Familierne i området går nemlig stadig i markerne og arbejder….ellers plejer de normalt at flygte.

– Jeg tager en riffel og går på jorden. Et connector-led er ved at ryge af. Det kan få os til at smide bæltet, så vi ikke kan køre. Jeg tager lige hammeren for at banke den på plads, lægger min riffel og tager i stedet en pistol. Så går jeg i gang.

Skudt igen

– Mens jeg står og banker, får jeg følelsen af, at nogen kigger – mellem position tre og fire set fra kampvognen. Der sidder to mand med en RPG bazooka, en raketkaster. Jeg når lige at se skudafgang…så prøver jeg at springe væk fra dem. Min vest får brandmærker på stoffet. De rammer kampvognen, men den er bygget til det. Jeg derimod kastes ti-tyve meter væk og får fragmenter i kroppen, mister bevidstheden i… fra et par sekunder til et minut. Så vågner jeg og føler nærmest, at jeg er inde i en osteklokke. Jeg sætter mig op og bliver i samme sekund skudt i skulderen af en mand med en russisk riffel ca. 2oo meter væk. Det bliver varmt, og jeg tænker ”pis, ikke en gang til”, fortæller han.

Jacob prøver at komme ind under kampvognen…så lyder der endnu tre skud, og han får sprøjtet sand i hovedet. Han kaster sig ind til bæltet – og hiver fast i drivhjulet. Kun hans ben er blottet. Han råber ”alt ok, men ramt af snigskytte. Start ikke motoren!”. Men besætningen hører forkert og starter motoren. Automatisk vil de dermed lave stillingsskift, så Jacob må kravle ud af sit ly igen. Han bliver ramt på hjelmen og får flere strejf. Det svier lidt, men er ikke direkte træf. Han kaster sand op for at camouflere, lave støvsky, så snigskytten får svært ved at se ham.

– Jeg kommer op foran kampvognen og får lige igen råbt, at de skal slukke vognen, da jeg bliver ramt i låret og får en pulserende blødning. Kuglen går lige igennem. Jeg får øjenkontakt med hjælperen. Besætningen sidder med hjelme på og har ikke hørt de efterfølgende skud – kun eksplosionen fra granaten. Han ser mig og råber ”Jacob bliver skudt”.

– Kanonen på kampvognen skal gå ned i drift og ud i position 3-4 og skyde røg. De skal skyde med maskingevær, indtil jeg er ombord.
– Jeg er klar over, hvad foregår. Jeg fornemmer, at snigskytten leger med mig og venter på at skyde dem, der evt. kommer ud for at hjælpe mig. Skytten skyder – jeg skal have dækning. Men i kampvognen mangler de en til at have overblikket, som er min opgave. Jeg skal bruge røg for at kunne kravle op i vognen uden at blive ramt.

– Min pulserende blødning er kraftig, og jeg må kæmpe for mig selv. ”Skal ombord nu” råber jeg, for ellers dør jeg af blodtab. Jeg tømmer min pistol ud mod det område, hvor fjenden ligger. Jeg skyder de otte skud i målområde og kaster pistolen op i tårnet. Så springer jeg op på gitteret, siger han.

Jacob bliver skudt to gange i underbenet. Det gør virkelig ondt. Han er på vej til at kravle op der, hvor besætningen vil skyde, men må om på den anden side af kanonen. Han fortsætter op på kampvognen og tænker ”De må bare ikke ramme mig i hovedet, så klarer jeg den”. Så springer han med hovedet først ned i kampvognen.

Der er stress inde i vognen. Jacob beordrer: ”Omlad til cannister” – en anden ammunitionstype. Fjenden ligger ved huset med kvinder. Adrenalinen holder ham skarp.

Skytten går i gang med ordren, og Jakob tager hjelmen på og melder:” Kamp…” til de andre i konvojen. Han håber, de kommer og hjælper. Det gør de desværre ikke.

Jacob får skytten til at pege direkte på fjenden. Hjælperen råber: ”Der er lukket med heat”. Skytten har ikke tid til at omlade. Jacob råber derfor: ”Rettelse: Heat 400 – en ts ned”

– Så rykker skytten sigtet ned. ”Genlad med cannister 800” siger jeg, så vi skyder lavt og ikke rammer huset. Skytten genlader og skyder. Trykbølgen vælter fjenden..og otte sekunder senere slår vi fjenden ihjel. Jeg gentager ordren, så jeg er helt sikker. Der kommer støv og røg..og så ser vi, at skytterne er døde.

– ”Nedkæmpet. Hold inde”, melder jeg.
– Min følelse er lettelse: ”Åh, det lykkedes”.
– Jeg melder også i radioen: ”Ro på nu. Melder 3 har været i kamp. Vi er ramt af RPG, men vi kan køre”…og tilføjer: ”Jeg er hårdt såret af skud i skulder, venstre lår og venstre underben.”

– Jeg tror ikke, jeg vil overleve. Men jeg ville nedkæmpe fjenden – bruge det sidste af mit liv på at slå fjenden ihjel, så mine kammerater ikke også bliver skudt, fortæller han.

Da Jacob kom på hovedet ind i kampvognen, havde han været under beskydning på jorden i syv minutter. Hans kammerat vil straks sætte fokus på hans helbred. Men Jacob skubber hans hoved væk, så han i stedet kigger på fjenden. Giver ham en lussing for at få ham til at adlyde.
Fjenden skal nedkæmpes først – for at beskytte hele besætningen.

Livet på spil

Deres reservekommando ligger tæt på en helikopter, og Jacobs sidste melding lyder:”Gør klar til at modtage mig i lejren. Skift”. Først da lader han sin næstkommanderende overtage kommandoen.

Helikopteren skal først afsøge for miner. Lægerne må træffe hurtige beslutninger. De lægger pres på benet over knæet. Jacobs hjælper lægger to fingre i hullet i skulderen. Senere viser det sig, at hans venstre skulderblad også er flækket, men det opdager lægerne ikke, så det når at vokse skævt sammen. Efter operationen er han øm i skulderen, men lægerne tror, det er på grund af slaget.

– Mens de laver livredderhjælp i kampvognen, kommer jeg i tanke om, at jeg har glemt min hammer uden for på jorden. Taliban skal ikke have den hammer, som jeg er glad for, tænker jeg…men heldigvis skærer de andre igennem: ”Fuck den hammer!”.

– Kampvognen smider bæltet på vej ind i lejren. Vi kan køre, men ikke dreje. Hjælperen går ud for at dirigere. Det er der, han lægger mærke til, at vi har smidt bæltet. Normalt ville man så sende en bus, men jeg vejer omkring 100 kilo, og det skal gå hurtigt nu. ”Kom med en kampvogn, for i får mig ikke ind i den bus”, melder jeg og kravler selv ud af kampvognen og over på den anden kampvogns tårn, da den ankommer.

– De fortsætter med at standse alle blødninger, mens vi kører for fuld knald ind i lejren. Det er en ny chauffør, men han er virkelig dygtig. Jeg prøver at kravle ned selv, da vi ankommer, men er ved at miste bevidstheden. En panisk engelsk læge kommer løbende og vil til at løsne forbindingerne, men så vil jeg forbløde. Lægen fjernes…Jeg kan ikke bevæge mig længere, men kan høre alt. De laver hjertemassage. Jeg kan huske, at helikopteren ankommer, og jeg bliver båret ind, siger krigsveteranen.

Beder om korset

Jacob er fuldstændig klar over, at han er i livsfare.

Han beder Jonas, reservekommandøren, om at tage den lille rosenkrans med det katolske kors i lommen på hans kampvognsdragt.
– Som jeg har lovet min moster, er det også med mig denne gang…og nu er jeg med tre ugers mellemrum både blevet skudt under og lidt over korset i skulderlommen.

– Jeg beder Jonas om at række mig korset, fordi jeg har en stærk følelse af, at jeg ikke vil klare den. Derfor har jeg et stort behov for at holde det i hånden.

– Jonas, som ellers er en hård fyr – en gadedreng og ultimativ fighter…”hans blik er nok det sidste, jeg ser”, tænker jeg…Han græder, da han giver mig korset. At thaibokseren græder, rammer mig, siger han.

I helikopteren knuger Jacob korset ind til sig, indtil han besvimer.

Vågner til drama

Da han vågner efter operationen, sidder vennen Chris fra kampskolen i Danmark ved hans hospitalsseng.

– Jeg ved ikke, om jeg er i Danmark eller Afghanistan. Jeg er virkelig, virkelig træt. Lægen bekræfter, at jeg ikke er død, selvom jeg kun havde haft en halv liter blod tilbage i kroppen. Det er et mirakel, at mit hjerte ikke er gået i stå.

– Så kan jeg mærke en varm følelse i knæet, men lader Chris tale færdigt, for jeg synes, det er uhøfligt at afbryde. Så løfter jeg dynen op – blodet løber ud, og han henter lægen igen. Blodet plasker ud på gulvet. Jeg husker følelsen af panik i lægens stemme. Jeg oplever, at de rykker i min seng for at køre mig afsted.

– Så dør jeg.

– Arterien i låret, som jeg er blevet skudt i storbløder. Adrenalin kan gøre, at arterien lukker sammen. Men efter operationen så bløder det, og jeg smider alt blodet… en liter blod i minuttet. Min krop er medtaget i forvejen og står af, siger han.

Jacob ryger akut på genoplivning. De skal have gang i hjertet lynhurtigt. Ellers er han færdig.

Himlen tur/retur

Jacob er døbt og konfirmeret og kom som barn i kirken ved særlige lejligheder. Han har aldrig fornægtet, at Gud findes. Det har han ikke turdet. Han har altid haft en fornemmelse af, der er meget mere, end vi ser, men vidste ikke hvad.

Inden lægerne får Jacob genoplivet, er han død i et par minutter. Han har en stærk åndelig oplevelse imens. Bagefter ved han i starten ikke, at han har været til genoplivning. Da han får det af vide, begynder nogle usædvanlige brikker at falde på plads:

– Mens det skete, havde jeg en drøm. Bagefter kan jeg først ikke lige finde ud af, om det var en drøm eller virkeligt. Men da jeg vågner helt op og taler med lægen, er jeg klar over, hvad der er foregået.

– Der er en feltpræst i lejren, og jeg beder om lov til at tale med ham. Da præsten, Michael, kommer, er jeg ikke længere det mindste i tvivl om, hvad der er sket. ”Jeg føler, at jeg blev nægtet adgang til himmeriget, fordi jeg har slået mange ihjel,” forklarer jeg.

Præsten beder Jacob, der ikke tidligere har gjort sig nogle tanker om døden, beskrive oplevelsen:

– ”Jeg var i noget vægtløst – et uendeligt rum, mørkt og med en port. Porten er todelt, og der er to beslag, der holder lågerne i hver side. Der er et hvidt lys, der ”kæmper” for at komme ud igennem revnerne i porten hele vejen rundt om den. Så åbner porten sig, og jeg har virkelig lyst til at kigge ind. Jeg tænker: ”Synd for Dina og Charlotte, men de skal nok klare det”. Så smækker porten i med et drøn.”

Genkender port

”Du fik det gule kort. En advarsel”, siger præsten til Jacob efter at have lyttet til beskrivelsen af hans åndelige oplevelse. Præsten tilføjer: ”Gud siger ikke, hvad der er rigtigt og forkert.” Michael mener bestemt ikke, at Jacob er blevet nægtet adgang til himlen.

Han beder Jacob tegne porten. Præsten har tidligere arbejdet på et psykiatrisk hospital, og hjemme har han en tegning mage til den, Jacob nu tegner. Som en kvindelig patient har tegnet efter et selvmordsforsøg, da han også bad hende tegne den port, hun havde set.

Jacob gør sig mange overvejelser på sit sygeleje – også om sit arbejde som soldat. Han deler dem med Michael:
– Jeg ligger for eksempel og tænker over, at jeg kommer til deres land…og selvom jeg har set dem stene mennesker, og set mennesker hænge fra galger, berettiger det mig til at sige, at de er barbariske?

Præsten svarer:”Du må følge dit hjerte og gøre, hvad du mener er rigtigt”. Han trøster også Jacob med, at ”vi har en kontrakt om kærlighed og tilgivelse med Gud.”

– Det, han siger, giver god mening. Bagefter spørger han om lov til at velsigne mig. Mens han læser op fra Biblen, er der et lys bag ved ham. Det er ikke det samme lys som ved porten i himlen…men præsten bliver ligesom belyst bag fra. Vi har lukket os inde bag et hvidt forhæng, så det er mærkeligt, at jeg kan se et hvidt lys på den hvide baggrund, forklarer Jacob.

Mens Jacob er udstationeret på hold 4 i Afghanistan, kører præsten rundt i bjergene og taler religion med alle. Ingen gør ham noget, fordi han er præst. Det gør indtryk på soldaten.

Jacob er i dag fuldstændig overbevist om, at der findes noget mellem himmel og jord. Som han siger: Overalt i verden er der mennesker, der tror på noget.

Lægerne kunne heller ikke forstå, hvordan han kunne handle og holde hovedet så koldt efter beskydningen med de voldsomme blødninger, han havde.

Da Jacobs kusine bad for ham, inden han rejste i krig, kyssede hun ham på panden og velsignede ham med korsets tegn oven på kysset.

Da præsten lidt senere er med til at sende Jacob med flyveren tilbage til Danmark, spørger han præsten, om han må få lov til at kysse ham på panden og tegne et kors på den bagefter. Det får han lov til – og velsigner præsten, inden han letter.

I dag putter Jacob hver aften sine tre børn med et kys og velsignelse på panden.

Han har tre dejlige børn. Dina på 11 år fra et tidligere ægteskab – og Lilly og Charlie på 2½ og 1½ med sin hustru, Charlotte. Han viser med stor glæde billeder af dem alle på sin mobiltelefon.

Jacob går stadig til genoptræning tre gange om ugen. Under genoplivningen fik han en lille hjerneskade, som man ikke mærker.

Efter skudepisoderne er han blevet opereret mange gange. I sommeren 2014 i læggen, fordi lægmusklen var vokset fast til knoglen. Ved et uheld fik han for meget stesolid og røg i respirator. Men overlevede heldigvis endnu engang – hans kone slap igen med skrækken.