Paulus’ sidste tid i Rom

Apostlen led martyrdøden i Rom cirka år 64-67 e. Kr. – men hvordan forløb hans sidste år i Romerrigets hovedstad?

Mod slutningen af sit liv sidder Paulus i fangeskab i Rom og fortæller, at han har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen, og han er overbevist om, at han snart skal ”ofres” og har ”retfærdighedens sejrskrans” i vente. Kort sagt: Paulus sidder og venter på at dø!

En vinterdag besøger jeg Mamertiner fængslet i Rom, hvor Paulus, men også Peter, ifølge traditionen sad fanget. Fængselscellen ligger nogle meter under den lille kirke San Giuseppe dei Falegnami, som kristne senere byggede over stedet. I dag fører en trappe herned, men dengang blev fangerne styrtet ned gennem et hul i loftet, som stadig kan ses.
At det er hér i Mamertiner fængslet, at Paulus skrev sit Andet Brev til Timotheus, hvor han forudsagde sin snarlige død, er ifølge nogle forskere sandsynligt.

Har man stået i cellen, er det dog svært at forestille sig, at nogen har kunnet producere et brev i disse omgivelser.
Forholdene har været trøstesløse, og den manglende udluftning og de mildt sagt mangelfulde sanitære forhold har efterladt en stank i luften, som må have kvalt enhver tanke.
Fængslet, der lå ved Capitol og Forum Romanum og ikke langt fra Colosseum, blev brugt som fængsel for dødsdømte fanger.

Glæd jer altid!

I et andet af sine sidste breve, Filipperbrevet, som også er skrevet i fangeskab, skriver Paulus: ”Glæd jer altid i Herren”, og for at understrege pointen tilføjer han: ”Jeg siger det atter: Glæd jer!”

Når man står i den golde celle i det mamertinske fængsel og forestiller sig, hvordan her mon har været at sidde, er det svært at se, er der skulle være noget at glæde sig over. Det er sten på sten til alle sider. Der har sikkert været koldt, fugtigt og halvmørkt, og Paulus har sikkert siddet her i skæret fra en brændende fakkel.

Hans tilføjelse om, at det er ”i Herren”, vi skal glæde os, er så en trøst midt i al goldheden og uhyggen.

Halshugget

Hvis det var hér i Mamertiner fængslet, han sad, er han sandsynligvis efterfølgende blevet ført ud gennem byporten (i dag kaldet Sankt Pauls Gate) og syd på ad vejen mod havnebyen Ostia.
På vejen ud må han have set den Cestius-pyramide, som endnu står udenfor muren, og Paulus har med sine vogtere og muligvis et par trofaste venner travet de tre mil sydpå ad Ostiavejen til et sted, som kaldtes Aquæ Salvia (de salviske kilder), hvor han ifølge traditionen blev halshugget ved en lille sidevej.

Senere helteberetninger fortæller, at hans hoved faldt fra kroppen og stødte tre gange mod jorden. Ved hvert stød sprang en kilde frem. Derfor fik retterstedet navnet Tre Fontane (de tre kilder), og ovenpå er bygget en kirke og et kloster.
Man regner med, at den romerske kristne menighed bagefter fik legemet udleveret, og at det blev stedt til hvile ved Via Ostiense i en grav, som en velhavende romersk kvinde, Lucina, ifølge traditionen lagde jord til. Over graven opførte kejser Konstantin i begyndelsen af 300-tallet den første Pauluskirke, som hurtigt blev for lille til de mange pilgrimme, der strømmede derud, og som derfor blev udvidet i ca. år 390 af kejser Theodosius den Store.

I dag står her en storslået katedral, Sankt Paulus Uden for Murene, som rummer et gravkammer, der med sikkerhed kan dateres tilbage til 300-tallet, og som angiveligt er Paulus’ grav.

På et tidspunkt blev legemet dog fjernes fra graven og flyttet til dét, vi i dag kender som Sabastiano-katakomberne.
Det samme skal være sket med Peters legeme, og både Paulus’ og Peters legemer skal ifølge traditionen have ligget i katakomberne i hen ved 40 år, før de igen blev ført tilbage til deres oprindelige grave.
Senere blev San Sebastiano-kirken bygget over katakomberne, men dens oprindelige navn var Basilica Apostolorum (Apostlenes kirke). Under kirken er fundet en inskription af pave Damasus (366-84), hvorpå der står, at hér har apostlene Peter og Paulus hvilet. Hvorfor deres legemer er flyttet til katakomberne og igen flyttet tilbage til de oprindelige grave, vides ikke.

Paulus i Spanien?

Paulus anses for at være halshugget i forbindelse med kejser Neros forfølgelser og henrettelser af kristne i Rom i ca. år 64.
Vi ved, at Paulus rejste fra Jerusalem til Rom for at indbringe sin sag for kejseren, da han var romersk borger.
Han boede i en lejet bolig i storbyen i to år, og Apostlenes Gerninger mere end antyder, at det var en slags mild husarrest, for Paulus modtog i sin bolig besøg af romerske jøder og ”alle, der kom til ham”, og med stor frimodighed og uden hindring forkyndte han Guds rige og lærte dem om Jesus Kristus.

Lukas, der skrev Apostlenes Gerninger, slutter dog skriftet noget brat. Han fortæller ikke, hvad der videre skete med den utrættelige hedningeapostel.
Muligvis er Paulus sat på fri fod af kejseren. Hvilket har givet ham lejlighed til at gennemføre endnu en missionsrejse, denne gang sandsynligvis til Spanien, som han i Romerbrevet skrev, at han havde til hensigt at besøge.

Det er tænkeligt, at Paulus nåede hele vejen til Spanien, for i et brev til menigheden i Korinth skriver Clemens Romanus (Pave Clemens 1) omkring år 94-96:
”Efter at have belært den ganske verden om retfærdighed trængte han frem til Vestens yderste grænsemærker og aflagde så sit vidnesbyrd for herskerne; så forlod han omsider verden og drog til det hellige sted som et strålende forbillede på tålmod”.
Det antages, at Clemens med ordene ”Vestens yderste grænsemærker” mener Den Pyrenæiske Halvø. Det er nok også sandsynligt, at Clemens som ung mand har kendt eller i hvert fald mødt Paulus.

Hvis vi regner med, at Paulus blev sat på fri fod og rejste til Spanien, var det før Roms brand i år 64, som lagde en stor del af byen i aske.
De kristne blev udpeget til syndebukke af kejser Nero, som indledte en klapjagt på byens kristne med henrettelser i et ubegribeligt omfang.
Måske er Paulus vendt tilbage, da det hele eksploderede, eller han er blevet pågrebet og ført i lænker tilbage til Rom og igen sat i varetægt, nu bare meget strengere, og er til sidst havnet i det mamertinske fængsel.

Vi ved det ikke. Det er også muligt, at Paulus slet ikke rejste til Spanien. Måske blev han frikendt, løsladt og straks efter igen pågrebet, fængslet og henrettet, som mange mener.

Hvor boede Paulus?

Vi ved ikke, hvor Paulus boede i Rom under sine to år i husarrest. Men der er par områder i byen, som hævdes at have rummet Paulus’ hjem.
To kirker konkurrerer om at være bygget på det sted, hvor apostlen skal have boet: San Paolo alla Regola og Santa Maria in Via Lata.
Rom har mange sådanne kirker, der skal være bygget på steder, der angiveligt kan forbindes til enten Paulus eller Simon Peter eller en anden særlig helgen. Nogle gange er en kirke bygget over et sted, der i oldtiden rummede en husmenighed, hvor kristne mødtes, og både San Paolo alla Regola og Santa Maria in Via Lata blev bygget et sådant sted.

I en lejlighed på 3. sal?

Husmenigheder fandtes i Rom, før Paulus ankom, og i Romerbrevet sender han en hilsen til Prisca og Aquila og menigheden i deres hus.
Hvis vi fx forestiller os, at Paulus har boet dér, hvor kirken Santa Maria in Via Lata i dag ligger, så har senere udgravninger vist, at der på Neros tid lå en lejekaserne på stedet. Lejekaserner i flere etager var ikke ualmindelige i det gamle Rom med én million indbyggere og en stor bolignød.

Lad os antage, at Paulus har boet her i Via Lata (den brede gade), som dengang var et af Roms mest befærdede hovedstrøg. Og lad os forestille os, at han har haft sin lille lejlighed på tredje eller fjerde etage i lejekasernen.

Her har han så boet sammen med den soldat, der skulle bevogte ham. Men det er næppe utænkeligt, at også lægen Lukas, som fulgte med Paulus til Rom, er flyttet ind, sådan som en gammel overlevering vil vide.

Husets trapper har været snævre og vel nærmest bare en slags hønsestiger, og lejlighederne har typisk været på et par værelser, og der har næppe været så højt til loftet, at en mand kunne stå oprejst. Vand måtte hentes ved den offentlige fontæne, og spanden måtte slæbes hele vejen op ad trapperne.

Toiletter var her ingen af i ejendommen, og alle var henvist til at bruge de offentlige latriner. Skulle der varmes mad, foregik det på et ildsted bag lejekasernen, da brug af åben ild var streng forbudt i lejligheden. Der har heller ikke været glas i de åbne vinduer, så når det blev koldt, har Paulus og Lukas sikkert, som det var skik og brug, trukket et klæde for. Hvis der overhovedet har været nogen varmekilde, har det muligvis været et bækken med glødende kulstykker, som alle gæster i lejligheden har rykket tæt sammen omkring, når det blev for koldt.
Det er selvfølgelig et gæt, men da ovenstående var vilkårene for mange romere i antikken, kunne det sagtens have været et sådant sted, Paulus boede i et par år i Rom.

Hvordan så han ud?

Vi ved heller ikke, hvordan Paulus har set ud. Men skal vi tro det apokryfe skrift Paulus-akterne, der stammer fra midten af det 2. århundrede og var populært i den tidlige kirke, men ikke kom med i Bibelen, så var Paulus en mand af beskeden højde. Han var skaldet, hjulbenet, godt bygget, med sammenvoksede øjenbryn, en temmelig lang næse og fuld af nåde, som der bl.a. står.

Den beskrivelse passer i store træk til dét, vi ved om Paulus´ udseende bedømt ud fra tidlige ikoner. Så sent som i 2009 fandt arkæologer i Sankt Tekla-katakomberne syd for Rom, og ikke langt fra kirken med Paulus´ grav, et ikon, der menes at stamme fra det 4. århundrede. Ikonet viser en skaldet mand med lang næse og trimmet fuldskæg.

Paulus’ knogler

2009 var også året, da pave Benedikt annoncerede, at man nu mente at have fået bekræftet, at det virkeligt er resterne af Paulus, der ligger i sarkofagen under højalteret i Sankt Paulus Uden for Murene.

Videnskabsfolk havde boret et hul ind i sarkofagen, der ikke havde været åbnet i århundreder. Prøver viste spor af eksklusivt, purpurfarvet klæde i hør, der var beklædt med ægte guld. Man fandt også dele af små menneskeknogler, der blev udsat for en kulstof 14-test af eksperter, som ikke fik at vide, hvor prøverne stammede fra. Eksperterne nåede frem til, at knoglestykkerne tilhørte et menneske, der levede i det første eller andet århundrede efter Kristus.

Udgravninger under kirken i 2006 havde bragt en 2,5 meter lang og 1,2 meter bred hvid marmorsarkofag frem i lyset. Den hvilede på et lergulv fra år 390, der stammede fra kejser Theodosius den Stores udvidelse af Konstantins kirke over graven.

Paulus, martyren

Men allerede i forbindelse med en stor brand i 1823, der lagde det meste af katedralen i ruiner, fandt man ved den efterfølgende genopbygning under kirkens alter en marmorplade, der kan dateres tilbage til pave Leo den Store i 400-tallet. På pladerne står at læse på latin: ”Paolo Apostolo Mart”, som oversat betyder Paulus, apostel, martyr.

Marmorpladen har aldrig tilhørt en sarkofag, men den er forsynet med huller, som menes at have været brugt til dels at hælde parfume til helgenens jordiske rester, som der var skik dengang, dels til at helliggøre genstande, som blev til relikvier ved kontakt med helgenen.