Aase stod op igen – efter 22 år i sengen!

Aase Overgaard fra Aarhus lå på langs i 22 år efter en fejloperation og kunne hverken gå eller stå, men i dag passer hun både haven og sin syge ægtemand.

Da Aase Overgaard var 41 år, lagde hun sig i sengen og blev liggende. Der skulle gå 22 år, før hun rejste sig igen. I alle årene plejede Jens sin syge hustru. Men i dag er det hende, der passer ham, efter at han for tre år siden blev ramt af en blodprop.

I et parcelhus i Aarhus vest sidder Aase og Jens Overgaard og fortæller om de 22 år, da Aase lå i sengen døgnet rundt og måtte have hjælp til alt. En fejloperation af en diskosprolaps gik helt galt og førte bl.a. til lammelse af det venstre ben.
Men for 5-6 år siden kom der pludseligt liv i først tæerne, så foden og i løbet af nogle måneder i resten af benet. Efter et år kunne Aase igen gå og stå.

Aase fortæller. Og ind imellem gentager hun ordene for Jens, som efter sin blodprop hører og ser dårligt. Ordene bliver udtalt med varme og kærlighed.
– Nu fortæller jeg lidt om, hvem jeg er, siger Aase henvendt til Jens, mens hun skæver over på journalisten.
– Ja, hvem er du? spørger Jens drillende og smiler.

Ægteparret er helt åbenlyst tæt forbundet. Der drilles kærligt, og grundtonen er harmoni og glæde. Jens med sin skæve humor, og Aase med sin varme omsorg.

Nye værdier

Tro nu ikke, at Aase er blevet bitter af de mange år, hun tilbragte i sengen.
– Nej, bitterhed er jeg heldigvis blevet fri for. Det tager jeg også som en gave, siger Aase.
Det var 22 år, hvor Aase ikke kunne gå på toilettet og måtte vendes fem gange i døgnet, og stort set aldrig kom uden for en dør, og kun sjældent udenfor sengen. Og ind imellem stak ensomheden til hende.

– Men det var ikke kun grimme år. Jeg begyndte at digte og male og lave smykker, da jeg lå der, fortæller Aase og smiler.
Hun fandt nye værdier. Blev fx lydhør overfor morgenens første fuglefløjt fra haven, og i alle årene var hun dén, som mennesker ringede til, når de havde behov for et godt råd eller forbøn. Hun lå jo dér og havde masser af kvalitetstid at øse af. Hun har siden ungdommen været engageret i Blå Kors både som ansat og som frivillig, og da hun blev syg, fortsatte hun med at yde omsorg og trøst i telefonen. Det har mange benyttet sig af i årenes løb.

Datter blev voksen imens

– Min yngste datter var omkring 10 år, da jeg kom til at ligge, og det var noget af det hårde ved det. Senere blev hun voksen og blev gift og fik børn, og det var barsk, at man ikke kunne være med. Jeg havde jo også mine dumme stunder, og engang sagde jeg: ”Gad vide, hvad jeg egentligt er her til?” – men så sagde min egen pragtfulde mor de kloge ord, at jeg ligger der for at samle trådene for min familie og sådan. Det var rigtigt nok. Det har bl.a. betydet, at jeg fik mere tid til mine børnebørn, da de kom til, fortæller Aase.
– Min mor sagde også engang: Prøv at skrive op i løbet af dagen: de positive ting og de negative ting. Når dagen så er gået, tæller man sammen, og hvis man så er indstillet på at få det hele med, også dagens første fuglefløjt, så er der mest af det positive. Og det er rigtigt, siger hun.

22 år indendøre

I de 22 år kom Aase Overgaard kun udenfor døren, da hendes forældre fejrede guldbryllup, og når Falck ind imellem kom og bar hende ud på en båre, fordi hun skulle på sygehuset.

Haven udenfor parcelhuset så hun kun gennem vinduet. Den passede Jens, men magter det ikke længere. Det gør Aase til gengæld nu, og hun har fået lavet rigtig meget i haven, siden hun rejste sig fra sengen. Hun har i det hele taget fået meget at gøre, siden Jens blev syg, fordi han ikke kan så meget nu.

Den store omsorg og kærlighed, han viste hende i alle årene, da han sled og slæbte og klarede det meste i hjemmet, bliver på en måde betalt tilbage nu, hvor det er ham, der har hjælp behov.

– Hvis jeg skulle have været det mindste i tvivl om, at Jens elskede mig, så véd jeg det nu, indskyder Aase med et smil.

Syg som barn

Allerede som barn var Aase tit syg med en begyndende astma, som har fulgt hende siden. Hun var lille og splejset og voksede op lidt vest for Aarhus, med far, mor og fem søskende.
14 år gammel kom hun ud at tjene på en gård. Der kom hun til at knokle og hjalp bl.a. til ved høsten, og dér begyndte de første problemer at vise sig med ryggen.

Da hun giftede sig med Jens, blev hun involveret i Blå Kors, først som frivillig, senere som centerleder i Aarhus. I årenes løb er ægteparret også kommet i Indre Mission.

Senere fik hun job i en børnehave, men måtte stoppe på grund af problemer med astma og ryggen. På det tidspunkt havde ægteparret fået deres tre børn, to piger og en dreng, som alle senere blev gift og fik børn.
Aase fortæller med stor glæde og forventning, at hun og Jens snart skal med børn, svigerbørn og syv børnebørn til Lalandia i Billund i nogle dage.

Fantastisk og pragtfuldt

Dén slags fornøjelser var helt utænkelige i de mange år, da Aase lå vandret i sengen. Dengang havde hun indstillet sig på, at hun sikkert aldrig kom til at gå igen, og det var også det, lægerne sagde til hende.
Derfor var det, med Aases ord, ”fuldstændig fantastisk, vanvittigt og pragtfuldt”, dengang hun for fem år siden igen kunne gå og stå.
– Jeg lagde mig i sengen som 41-årig og stod op som en ældre dame. Det var godt nok lidt spøjst og en lidt voldsom oplevelse, smiler Aase.

Mirakler

Hun bruger ordet ”mirakel”, for mindre kan ikke gøre det.
Det var et mirakel dén dag, da hun lå i sengen og vrikkede lidt med tæerne på højre fod, sådan som hun plejede, men pludseligt opdagede, at hun også kunne bevæge tæerne på venstre fod. Og det var et mirakel, da hun opdagede, at hun også kunne bevæge foden, og senere hele benet. Dét ben, som ellers havde været helt lam i 22 år. Men der gik endnu et års tid, før hun kunne rejse sig og gå rundt i stuen og senere ud i haven, som hun havde ligget og kigget ud på i alle de år.

Hun kan ikke forklare, hvad der skete. Mange havde bedt for hende i årenes løb, men bedringen skete ikke i forbindelse med et helbredelsesmøde eller lignende. Det skete bare.

Nogle gange griber Gud ind hér og nu. Det har Aase også et eksempel på.
På et tidspunkt skulle hun opereres for en polyp i næsen. Aftenen før operationen lå hun i sengen og var ked af det og småtudede. Hun bad til Gud om, at hun måtte blive fri for operationen.

– Da jeg vågnede, blev jeg vildt forbavset, for jeg kunne trække vejret gennem næsen. Og ikke nok med det. Jeg fandt et spejl frem. Den var væk. Fuldstændig væk. Og jeg vækkede min mand og sagde: Kom lige over og kig på mig, om det ikke er rigtigt. Det var det. Det var et under, og jeg kan ikke forklare det anderledes.

Så ringede jeg ind på hospitalet, for jeg skulle jo aflyse operationen. Så sagde de, at det kunne vist ikke passe, at den var væk. Så sagde jeg, at jeg tror på Gud, og at jeg havde bedt om det her, og den er altså væk.

Jeg sagde, at de da gerne måtte se det, og det ville de gerne, så jeg kom ind på hospitalet, hvor lægen kunne konstatere, at den var væk. Men ligefrem at tage den forklaring, jeg gav, var han ikke meget for, smiler Aase.

Lægefejl

Da hun som 41-årig blev fejlopereret, skete det efter flere års rygproblemer.
Mens hun lå på maven på operationsbordet, kom lægerne til at operere det forkerte sted. Hun mistede føling i hele venstre ben, så hun hverken kunne gå eller stå. I en efterfølgende retssag tilkendegav dommeren, at der var sket lægefejl, og det var nok for Aase.
Jeg fik bekræftelse på, at der var sket en fejl. Så var der altså en grund til, at jeg lå dér, og en grund til, at jeg havde så ondt, siger hun.

Senere kom hun ind imellem til at bøvle lidt med kommunen for at få den hjælp, hun havde brug for. Bare dét at få en rigtig hospitalsseng stillet op derhjemme var en kamp. Ægteparret måtte selv købe den første sygeseng, en brugt og slidt seng, og også dét at få en ordentlig madras betalt var besværligt. Aase oplevede også, at der ind imellem kom hjemmehjælpere, som ikke helt forstod, at man som sengeliggende derhjemme er i en sårbar situation, hvor det kræver lidt pli at være hjælper. Især var der én, der overtrådte hendes grænser, og som hun måtte opdrage lidt på, som hun siger.

Den største og bedste hjælp fik Aase dog fra Jens. Han var oprindeligt bager, men stiftede på et tidspunkt sit eget hjemmeservicefirma. Når han var rundt til kunder, smuttede han tit i løbet af dagen hjem for at vende Aase i sengen. Han passede også haven alene i mange år og stod for husførelsen i hjemmet.

Datteren blev rask

Aase og Jens er ikke i tvivl om, at det er Gud, der har hjulpet dem igennem.
– Det er det helt, helt afgørende. Det har vi oplevet mange gange, siger Aase.

Sygdom har fulgt familien i alle årene og har også ramt børnene. Aase nævner den ældste datter, der havde været syg af en bindevævssygdom, siden hun var 18 år.

For to år siden begyndte datterens nyre at sætte ud, og det blev livstruende. En sygeplejerske ringede en dag til Aase, og under samtalen sagde sygeplejersken, at familien nok skulle ”begynde at give datteren nogle oplevelser”, for det var et spørgsmål om tid, før hun ikke var her mere.

– Jeg spurgte så, om hun var klar over, hvem hun havde ringet til. Jo, det var hun da. Jeg må sige, at vi var rystede over, at hun kunne finde på det. Hvis det skal fortælles, skal det fortælles af en læge, siger Aase.

Datterens nyre var helt færdig, og hun fik et dialyseapparat installeret i hjemmet til at rense blodet. Den yngste datter tilbød sig så som donor og gav sin ene nyre til søsteren, og i dag har de det begge godt. De er på en måde blevet tættere knyttet til hinanden, siger Aase.

– Da du lå i sengen, havde du så indstillet dig på, at du skulle tilbringe resten af livet dér?
– Ja, det havde jeg. Det var også dét, lægerne mente. Vi var til en stor undersøgelse, og da vi var færdige, lagde lægen hånden på min skulder og sagde: ”Véd du hvad, du skal håbe på, at lægerne en dag bliver så dygtige, at de finder ud af noget”.

Så længe behøvede Aase ikke at vente. Hun mener, at Gud greb ind, da Han fandt det passende, også selv om der skulle gå 22 år.
Når Aase går rundt i sin stue, er det komplet umuligt at se, at hun har ligget fladt ned i så mange år. Hun vimser omkring og finder billeder, henter kaffe og stiller beredvilligt op til fotografering.

Hun siger da også selv, at hun ”går rigtig godt” – så godt, at hendes fysioterapeut siger, at hun altså skal geare lidt ned. Skal Aase på længere ture, har hun en kørestol til formålet.

Men bare dét at kunne rejse sig fra den seng, hvor hun havde ligget i 22 år, var et så stort mirakel for Aase, at hun lige siden har brændt for at fortælle om det.

– Når man får sådan en stor gave, skal det bare fortælles videre! siger Aase.