Den barmhjertige samaritaner

Svend Auken fortæller på en lydfil fra nettet om hans favorithistorie – lignelsen om den barmhjertige samaritaner fra Lukas-evangeliet kap.10 i Bibelen.

Til gudstjenesten i dag fik jeg lov at dele denne grundfortælling, der i århundreder har formet vores værdier, tænkning, kultur, mål og også skattesystem i den vestlige verden.
Moder Theresa stoppede op i Calcuttas slum og hjalp den spedalske, svage og udsatte. Hinduen i samme Calcuttas slum gik forbi og det endda med god samvittighed, idet den spedalske netop igennem reinkarnation og tidligere dårlige liv blot lå som fortjent. Buddhisten var muligvis slet ikke tilstede, men optaget af sit eget indre åndelige liv. Jøden skulle derimod leve op til Guds dobbelte kærligheds bud, som netop den lovkyndige i denne grundfortælling fik udlagt ganske præcist.

Jøden, hinduisten, buddhisten og den kristne – ja alle – kommer dog i denne fortælling fuldstændig til kort.
For hvem kan leve op til buddet om, at vi skal elske Gud af hele vores hjerte og af hele vores sjæl og af hele vores styrke og af hele vores sind og vores næste som os selv.

Hvem elsker Gud så radikalt?
Hvem elsker sig selv sundt og sandt uden hovmod og uden mindreværd i alle livets situationer?
Hvem elsker sin næste som sig selv?

Næsten er jo netop ikke dem, vi udvælger at være sammen med, men næsten er den næste, vi møder.
Jeg sad i sidste uge i dyb samtale med et menneske, der var fyldt med mindreværd. På et tidspunkt hører jeg mig selv sige: ”Må jeg se din hånd”. Hun rækker hånden frem, jeg peger på fingrene og siger: ”Der findes kun en med det fingeraftryk, og det er dig. Du er uendelig værdifuld, uerstattelig og enestående, det må du tage i mod”. – Rummet fyldtes med stilhed.
Er det ikke dybt forløsende i hjerte og sind, at Gud aldrig beder om noget, han ikke selv giver?
Er det ikke dybt forløsende i hjerte og sind, at Gud ikke tager sit afsæt i mennesket, men i sin egen søn?
I den forløbne uge talte jeg med en ansat fra Psykiatrisk afdeling herom. Jeg sagde: ”Jøden skal tage sig sammen, den kristne skal falde sammen.”
Falde sammen i ydmyghed, afmagt og ærefrygt overfor Gud!

Kun ved troen på, at Kristus lever sit liv igennem den kristne, kan dette sunde liv blive muligt. Dermed føres den kristne ind i både hvile, glæde og håb. Føres ind i sund og sand kærlighed til både Gud, sig selv og den næste, man møder.

Gud smiler til os, men vi ser det ofte kun glimtvis!