Det begyndte med en hvisken

Brian og Bobbie Houston grundlagde den i dag verdenskendte kirke Hillsong. Bobbie Houston beskriver sig selv som genert og har det bedst med ikke at være i centrum. Men da hun oplevede Guds kald til at starte kvindebevægelsen ’Sisterhood’, tøvede hun ikke.

På et tidspunkt i sit liv fornemmede Bobbie Houston en himmelsk hvisken, som forandrede hendes liv for altid. ”Sig til dem, at der er en Gud i himlen. Sig til dem, at der er en hel skare af andre på denne jord, som tror på dem!”
Med denne hvisken begyndte en historie, som kun Gud kan skrive den: En genert kvinde blomstrer op og grundlægger den verdensomspændende kvindebevægelse ’Sisterhood’.

Af Bobbie Houston

Jeg følte hverken som barn eller teenager, at jeg var noget særligt. Det interesserede mig ikke at være i centrum. Jeg var utrolig genert. Sådan var det dengang, og det har ikke ændret sig siden. Kun når det drejer sig om bestemte emner, hæver jeg stemmen. At Gud har betroet mig en opgave, som er vokset til en verdensomspændende bevægelse, er derfor lidt af et paradoks. Dog havde jeg allerede som helt lille pige en forestilling om, at jeg senere i livet ville komme til at yde et bidrag til noget større.

Mit liv med Jesus Kristus tog sin begyndelse en kold, klar efterårsaften i Auckland, New Zealand. Jeg græd som en pisket, da jeg gav mit liv til ham. Omsider forstod jeg af hele mit hjerte, at min fortid var tilgivet, og min fremtid med Gud beseglet. På et eller andet tidspunkt i starten af mit liv som kristen læste jeg profeten Mikas Bog i Det gamle Testamente. Jeg havde det, som om Helligånden fremhævede nogle af de ord, der stod skrevet der: ”Rejs dig og tærsk, Zions datter! Fjenden har sat os under belejring. Saml skarerne, du skarernes datter” (frit efter Mika 4, 13-14).

En hvisken, som ikke lod sig overhøre

Mange år senere fulgte Helligånden op på dette himmelske øjeblik. Jeg var i mellemtiden blevet gift med Brian og havde sammen med ham grundlagt en kirke ved navn ”Hillsong”. I juli 1996, kort efter min 39 års fødselsdag, befandt jeg mig igen på det store stadion i Sydney, hvor de olympiske sommerlege udspillede sig fire år senere. For første gang afholdt vi Hillsong-konferencen på et sted som dette.

Da konferencen startede, og deltagerne begyndte at synge, var jeg fascineret af de vidunderlige, kvindelige kormedlemmers ansigter, der alle var vendt mod himlen. I dette øjeblik fornemmede jeg, hvordan Gud hviskende gav mig et indfald. Foran mig lå et stort stadion, fyldt med tusindvis af kvinder. Samtidig tog følgende ord form i mig: ”Bobbie, arrangér en konference for kvinder. En konference for unge kvinder, som søger mig, og ældre kvinder, som kan støtte dem. En konference for alle mine vidunderlige døtre. Og sig til dem, at der er en Gud i himlen og en skare af andre, som tror på dem.”

Jeg hører ikke til de mennesker, som regelmæssigt fornemmer Guds stemme. Ganske vist har jeg ofte mærket hans vidunderlige nærvær, men min fire årtier gamle tro bygger tillidsfuldt på, at Gud taler til os gennem sit skrevne ord, Bibelen. Denne oplevelse var imidlertid så tydelig, at det forekom mig, at Guds stemme faktisk havde kunnet høres.

Skridtet ud i det ukendte

På dette tidspunkt hjalp jeg til i vores kirke, hvor der var brug for mig. Som ung, gift kvinde og udearbejdende mor var jeg glad for at kunne holde mig i baggrunden. Men Guds opfordring til mig om at påtage mig ansvaret for ”det kvindelige hjerte” i vores kirke var ikke til at tage fejl af. Jeg mærkede, hvordan Helligånden talte til mig: ”Hvem vil være Guds kvindelige forbillede for disse unge mennesker? De er i din hånd, Bobbie!” Vores kirke havde allerede på det tidspunkt en række bibelstudiegrupper for kvinder. Men for at nå det mål, der lå foran os, krævedes der total omstrukturering og en ny vision.

I september 1994 besluttede jeg derfor at afslutte alt, hvad der hidtil havde været af tilbud til kvinder i vores menighed. Dybt inde i mit hjerte mærkede jeg, at det var det rigtige. Alligevel følte jeg mig overvældet. Det var et skridt ud i det ukendte. Men jeg fulgte Guds kald til at betræde nyt land: til at opbygge et globalt, generationsoverskridende søsterskab, Sisterhood, et fællesskab af kvinder, som samles, udruster og mobiliserer sig for som døtre af den Højeste at gå i brechen for det gode. Kvinderne skulle erkende det potentiale, som Gud havde lagt i dem, og bruge det – til gavn for Guds plan og deres mange søstre på deres egen hjemegn og ude i verden.

”Hvor er din søster?”

Det er mit største ønske, at stadigt flere kvinder tager imod Jesus som deres frelser og erkender deres værd i Guds familie. Ikke en eneste må føle sig fortabt. For et par år siden læste jeg i 1. Mosebog, kapitel 4, hvordan Kain på grund af misundelse slog sin bror ihjel. I den forbindelse stillede Gud ham et spørgsmål, som jeg ikke kunne få ud af hovedet: ”Hvor er din bror?” Kain svarede: ”Det ved jeg ikke. Er jeg min brors vogter?” Jeg forestillede mig, hvordan det samme spørgsmål ville blive stillet mig og os, når vi kom i himlen. Midt i al virakken efter at være blevet budt velkommen spørger Herren: ”Nå, og hvor er så din søster?” Den legemlige søster, veninden, moderen, naboen, kvinden, som vi møder til hverdag – hvor er hun? Lyttede vi til hende? Tilbød vi hende vores hjælp? Det evangelium, som så betyder så meget for os – fortalte vi nogensinde hende om det? Søsteren i fangenskab eller slaveri, som havde brug for vores bøn – tænkte vi på hende? Hvor er den ene, som vi var kaldet til at føre ind til Gud i Paradis, hånd i hånd?

Bøn – et dagligt underværk

Det er min stadige bøn, at jeg må se mennesker med godhedens og hengivenhedens øjne og tage mig tid til at være opmærksom. Og at jeg virkelig beder, når Gud minder mig om det. For bede, det kan jeg altid.

At bede er et under. Bøn forbinder menneskets sjæl med dets skaber; den forandrer, hvordan vi trives; den beroliger, styrker, helbreder og udruster os; den lader det umulige ske og baner vej for det overnaturlige – og den vinder kampen.

Engang igangsatte min kirke i New Zealand en 24 timer i døgnet-bøn. Jeg skrev mig på til timen fra midnat. Det bliver romantisk, tænkte jeg. Jeg satte mig godt til rette i stuen hjemme hos min mor – med tæppe, pude og bibel inden for rækkevidde. Så ventede jeg tålmodigt på, at det skulle blive midnat, så jeg kunne yde mit uundværlige bidrag til planetens ve og vel. Jeg ventede og ventede og ventede … og pludselig var klokken to om natten. Hvad?! Nej! Jeg var faldet i søvn, sunket godt ned mellem pude og tæppe, og havde afbrudt bønnen! Og ja, jeg var fuld af selvbebrejdelser.

Men sandheden er denne: Verden gik ikke under, blot fordi jeg havde forpasset min indsats. Men verden vil gå under, hvis vi alle forpasser vores indsats! Vi bør aldrig undervurdere bønnens virkning – heller ikke selvom vi ikke længere selv er i stand til at bede. Så behøver vi andre, som træder til og beder for os. Må jeg stole på, at du gør det for andre?

Bobbie Houston er gift og har tre voksne sønner. Hun fortæller hele sin historie i bogen ”The Sisterhood: How the Power of the Feminine Heart Can Become a Catalyst for Change and Make the World a Better”. Bogen er ikke oversat til dansk, men kan købes på engelsk på amazon.com / saxo.com