Flere forsker i tro og helbred

Antallet af internationale forskningsartikler om tro og helbred er steget markant. Og den seneste forskning underbygger en sammenhæng mellem tro og helse.

Der er stigende interesse fra lægevidenskaben for troens betydning – og for, hvordan mennesker oplever og håndterer sygdomsforløb.

– Den seneste forskning viser, at sygdom aktiverer eksistentielle behov i takt med sygdommens alvor – og kan vække latent tro i mennesker.
Samtidig vokser evidensen (beviserne) for, at der er en sammenhæng mellem tro og helse. Aktivt troende mennesker har en bedre håndtering af kriser, lavere risiko for at udvikle sygdom og øget livslængde.

Ikke mindst i forbindelse med sygdom er tro en beskyttende faktor og væsentlig ressource; en kilde til håb og mening – og forebyggelse af angst.
Dét fastslår sundhedsforsker med speciale i tro og helbred, teolog Niels Christian Hvidt.

Forsker ved Syddansk

Han er lektor ved forskningsenheden Helbred, Menneske og Samfund ved Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet. Og han er leder af Center for Forskning i Tro og Helbred samme sted. Samt af Netværk for Forskning i Tro og Helbred.

– Danskerne er ret fokuserede på de nære værdier: Familien, venner, arbejdsliv osv. Men de helt store værdier – meningen med det hele og troen på en højere virkelighed – har været privat for mange. Ofte er der tale om ubetrådt land.

– Troen har også i mange år været fortrængt fra sundhedsvæsenet og henvist til den private sfære. I Danmark har det religiøse område nærmest været et tabu. Det er det næststørste tabu efter psykisk sygdom. Mange syge har været afholdende med at drøfte trosspørgsmål selv med deres nærmeste, siger Niels Christian Hvidt.

Danskerne har en krise-religiøsitet

I den her omtalte forskning defineres tro som ”eksistentiel, spirituel og/eller religiøs overbevisning, som ikke beror på videnskabelig evidens, men som har betydning for den måde, mennesker lever og finder mening i deres liv – og i de kriser, livet kan indebære”.
– En del danskere har en såkaldt ”krise-religiøsitet”, som fylder mest eller først aktiveres, når de oplever noget, de ikke kan klare selv. I lande som for eksempel USA er det langt mere almindeligt at praktisere tro i hverdagen – både i modgang og medgang, forklarer forskeren.

Tilbage til troen

En del danske læger har gennem en årrække fokuseret på at yde den bedste medicinske service, men har følt sig usikre på og manglet tid til at gå ind i lidelsen og det eksistentielle rum med deres patienter.

Niels Christian Hvidt er overbevist om, at der herhjemme er ændringer på vej, som også nyere forskning er med til at bane vej for.

– Antallet af internationale forskningsartikler om forholdet mellem tro og helbred er i de senere årtier steget markant.

Det kan man se på lægernes database PubMed med søgeordet ”Religion” og især under det i nyere tid så populære begreb ”Spiritualitet”, som refererer til menneskers åndelige praksis og overbevisning.

Nybrud eller genopdagelse

– Væksten i antallet af artikler, der omhandler spiritualitet, er i dag langt større end den generelle tilvækst af sundhedsvidenskabelige artikler. Den intensiverede forskning i forholdet mellem tro og helbred kan ses som et videnskabeligt nybrud.
Men set i et historisk perspektiv er der dog snarere tale om en tilbagevenden til basale aspekter af både religion og sundhedsvæsen, fortæller han.

For i de fleste religioner er der en forbindelse mellem tro, helbred og lidelse. Også i kristendom, som har været med til at forme vort hospitalsvæsen.

Sygehusvæsen med rod i kristendommen

Niels Christian Hvidt henviser til religionshistoriker Amanda Porterfield, som har skrevet en historisk gennemgang af emnet.
– Den viser, hvordan kristendommens fokus på sygdom gennem åndelig praksis og en klar og strategisk vision for omsorg for lidende mennesker har haft afgørende betydning for kristendommens udbredelse i romertiden og videre frem i historien.

Og vores sygehusvæsen har historisk rod i kristendommens indbyggede krav om aktiv næstekærlighed, som i det vesterlandske klostervæsen fik en væsentlig faglig og organisatorisk forankring, siger forskeren.

Også afvisning
Han konstaterer også, at der i nyere tid har været en tendens til, at den naturvidenskabelige tilgang, der er bærende for sundhedspraksis, til tider har defineret sig i kontrast til troens univers:
– ”Man skal ikke tro, man skal vide”, hedder det jo så ofte!
Konsekvensen har været den holdning, at tro ikke har noget med sundhedsvæsenet at gøre – og derfor har været henvist til ”privatsfæren”.

Men den tilgang tager ikke højde for den efterhånden etablerede, evidensunderbyggede viden om, at sygehuset er blandt de steder i det moderne, sekulære samfund, hvor mennesker tænker mest over eksistentielle forhold og behov, siger han.

Fokus på omsorg

Det er derfor oplagt at styrke indsatsen på det område, mener Niels Christian Hvidt, der forestiller sig, at sygehusvæsenet i kølvandet på de nye vinde i forskningen på sigt vil ændre sig.

Der vil igen komme mere fokus på at drage omsorg for patienter eksistentielt – herunder at vise hensyn til tro.

Om fremtiden en dag ligefrem vil byde på holdningen: Man skal ikke altid vide, man skal også give plads til tro… tør han dog ikke spå om.