Hvad gør vi, når vi ikke kan blive enige?

Kære Suh.
Jeg ved godt, at vejen til et godt ægteskab består af kompromiser, og jeg synes også, at min mand og jeg generelt er gode til at finde løsninger på problemer, som vi begge kan acceptere.

Men så er der lige de der situationer, hvor ingen af os vil give sig, og hvor vi bare ikke kommer nogen vegne. I stedet lader vi det ligge og vender så tilbage til det senere, men hvis ingen af os har ændret indstilling, så hjælper det jo ligesom ikke rigtigt?

Vi har særligt en enkelt ting, der fylder for os, og jeg kan ikke gennemskue, hvordan vi skal komme videre herfra.
Mvh. Anonym

Kære Anonym
Du har helt ret: Vejen til godt ægteskab er vitterligt brolagt med en masse forståelse, rummelighed og kompromiser.
Som du og din mand tilsyneladende oftest har det, får mange ægtefæller da også for det meste diskuteret sig frem til gode kompromiser. At kunne give og tage er noget, vi lærer helt fra barnsben via søskende, kammerater og sidenhen via kollegaer, venner, chefen osv.

I forhold til vores ægtefælle/partner er der den ekstra dimension: Der er følelser i klemme. Vi glemmer, at der ganske enkelt er en regulær forhandling i gang, hvor begge parter insisterer på at få sin vilje. Man kan i stedet ofte komme til at drage følelsesmæssigt baserede konklusioner som fx ”hvis XX ikke giver sig på det her punkt, så elsker XX mig ikke!” eller ”jeg kan simpelthen ikke leve i det her ægteskab, hvis XX ikke giver sig”. Men det passer i virkeligheden ikke.

Opnåelsen af et kompromis med gensidig tilfredshed er naturligvis at foretrække, men nogle gange er der selvsagt situationer, hvor begge parter føler så stærkt for deres mening, at ingen vil give sig. Derfor er I nødt til at forstå, at I godt kan overleve både fysisk, psykisk og ægteskabeligt, selvom I giver afkald på bestemmelsesretten, også i en vigtig sag!

Her kan man være nødt til at gøre noget så enkelt som at trække lod eller at føre regnskab med, hvem der fik lov til at bestemme sidst. Mange tror fejlagtigt, at et godt ægteskab består af at finde ud af en måde, hvor begge parter altid er glade og tilfredse. Det passer ikke, og heldigvis, for det er simpelthen ikke muligt.

Den virkelige udfordring i ægteskabet er i stedet: Hvordan kan jeg leve med og fastholde min kærlighed og respekt for den anden samtidig med, at jeg giver afkald på noget, der betyder meget for mig? Det handler om at skabe rammer for ægteskabet, hvor begge parter generelt har så meget overskud, at det er praktisk muligt at rumme noget frustration over at give afkald på noget. Så I jeres tilfælde: Træk lod om, hvem af jer, der skal have lov til at bestemme, og brug i stedet for energi på at finde ud af, hvordan den anden kan ”kompenseres” mest muligt for ”svie og smerte”.
Hilsen Suh