Jeg har svært ved at træffe beslutninger

Selvfølgelig er vi som voksne nødt til at kunne træffe de fleste beslutninger selv, men der kan være både små og store beslutninger, som af forskellige grunde volder os så store kvaler, at det er helt på sin plads at få hjælp til det.

Kære Suh.
Jeg har simpelthen så svært ved at træffe beslutninger, både store og små, men selvfølgelig mest de store.

Jeg bliver helt stresset, tænker på det konstant, men uden at det bliver særlig produktivt. Jeg har nogle gange haft problemer med at sove, og mit humør påvirkes også enormt af det. Det er især synd for mine omgivelser.

Hvad kan jeg gøre, for at det bliver anderledes?
Venlig hilsen Majbritt

Kære Majbritt
For det første så er det da udfordrende at træffe især store eller vigtige beslutninger, netop fordi konsekvenserne af valget er omfattende.
Det er derfor, magthavere og store beslutningstagere har embedsmænd og rådgivere omkring sig, netop fordi der er mange ting, der skal tages i betragtning.

Så når du oplever at være på hårdt arbejde op til en større beslutning, så er der noget naturligt i det. Det er dog ikke godt, hvis det udtrætter dig i så høj grad, at du bliver nærmest dårlig og heller ikke kan sove – så er byrden af forskellige grunde for stor.

Prøv at tænke over: Har du ganske enkelt brug for mere hjælp til at træffe de pågældende beslutninger? Det er aldrig en skam eller nødvendigvis et svaghedstegn at bede om hjælp!

Selvfølgelig er vi som voksne nødt til at kunne træffe de fleste beslutninger selv, men der kan være både små og store beslutninger, som af forskellige grunde volder os så store kvaler, at det er helt på sin plads at få hjælp til det.

Hvis det gør det lettere for dig at træffe den endelige beslutning efter, at du har drøftet mulighederne med andre – så gør det. Desuden kan det være lærerigt at høre andres refleksioner og erfaringer, som i sidste ende ender med at blive en del af ens egen erfaringsbank.

Noget andet er: Stiller du for høje krav til dig selv? Når vi er i tvivl om en beslutning, så er det fordi, der er flere muligheder, der næsten er lige gode (ellers var vi jo ikke i tvivl). Det er selvsagt i vores egen interesse at vælge den ALLERBEDSTE beslutning, men da vi ikke kan se ind i fremtiden, vil der altid være en lille risiko for, at noget andet retrospektivt kunne have været endnu mere fordelagtigt – netop når vi ser tilbage.

Men dit fremtids-jeg skal lære ikke at bebrejde dit fortids-jeg, for dit fortids-jeg traf den beslutning, som på det tidspunkt var det bedste! De bebrejdende og måske fordømmende tanker, som dit fortids-jeg måtte frygte at blive udsat for af det kommende fremtids-jeg, skal du altså prøve at skubbe langt væk.

Bebrejdelserne er nemlig slet ikke rimelige, og når du bliver mere opmærksom på det, kan du måske slappe lidt mere af, når du skal træffe beslutninger.
Hilsen Suh

Suh Jacobsen

Om Suh Jacobsen

Suh er Udfordringens kristne psykolog. Hun giver vejledning i spændingsfeltet mellem det psykologiske og åndelige. Suh kan også kontaktes på 46 96 89 69 eller på suh@udfordringen.dk.
Del artiklen! (Klik på ikonerne nedenfor)
Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someonePrint this page