I Kristoffers krimi er offer og morder samme person
Personerne i ’Selvmorderen’ kommer vidt omkring i verden, mens de store spørgsmål om liv, død og tro bliver vendt i den medrivende thriller.
Han hedder Kristoffer Dahl, er 22 år og læser Nordisk Samfundsfag i Aarhus. Og så er han lige debuteret som forfatter med ’Selvmorderen’ på ikke mindre end 490 sider.
– Jeg gik på det Kristne Gymnasium i Ringkøbing fra 2010-2013, hvorefter jeg tog mig et friår til at forsøge at skrive det, der i dag er blevet til ”Selvmorderen”.
Så flyttede jeg til Aarhus for at studere Nordisk og Samfundsfag, imens jeg skrev manuskriptet færdigt. Jeg kommer i Aarhus Bykirke, som er en valgmenighed.
Når jeg ikke læser studierelateret, løber jeg ture, læser god fiktion, skriver (forhåbentlig) god fiktion og bruger generelt for meget tid foran en skærm på enten youtube, netflix eller et computerspil for at koble af, fortæller Kristoffer Dahl.
Anderledes krimi
Hvad har inspireret dig til at skrive Selvmorderen?
Jeg har altid set rigtig mange krimiserier og har spurgt mig selv, hvordan man kunne skrive en original krimi.
Krimier er herlige, men gør ofte det samme: Man har en mere eller mindre genial efterforsker, som undersøger mere eller mindre bestialske mord og gennemskuer noget der minder om uigennemskuelige sammenhænge. Og det virker!
Jeg ser jo selv de her serier, men sagerne og strukturerne har store fællestræk.
Men på et tidspunkt går det op for mig, at selvmord er et område, som ikke er særligt undersøgt indenfor krimier. Og hvorfor skulle man?
Offer og morder er den samme, så der er vel ikke så meget at undersøge? Eller er der…? Og så begynder en fortælling jo stille og roligt at tage form.
Debatter om tro
Hvilke typer forstudier har du gjort omkring psykiatri, apologetik mm?
Jeg er jo et barn af min tidsalder, så jeg må nok bekende, at rigtig mange af de timer, jeg har brugt på at studere apologetik og også lidt om selvmord er foregået foran skærmen igennem Youtube.
Og sagen er, at det virker. Med få søgeord kan du finde i timevis af materiale med dygtige trosforsvarere som John Lennox, William Lane Craig og min personlige favorit, som har givet lidt af sit navn til en af mine hovedpersoner: Ravi Zacharias.
Jeg har også forsøgt at se ateistiske debattører som Richard Dawkins og Christopher Hitchens, helst i debat med de førnævnte kristne apologeter. Det har givet rigtig meget og sneget sig meget ind i bogen.
Psykiatri og selvmord
Med hensyn til psykiatri har jeg i lang udstrækning googlet mig til en masse viden, men husker også især, tidligt i processen med bogen, at mine forældre inviterede mig med til et event, hvor skuespiller og instruktør Lotte Andersen viste sin dokumentar: ”Den sidste udvej: beretninger om overlevelse”.
Den handler om fire personer, der forsøgte at tage deres eget liv, men alligevel endte med at vælge livet. Og det var i sig selv en stærk og tankevækkende oplevelse, især fordi en af de medvirkende overlevere var til stede.
Men den store ting fra den aften, som jeg virkelig husker, var en ældre dame, der rejste sig og stillede spørgsmål. Og det blev ret tydeligt, ud fra det hun sagde, at hun søgte efter svar i forhold til et selvmord i hendes egen omgangskreds. Noget der tydeligt tyngede hende, og som hun ikke havde fået afklaring for.
Og det er den smerte, jeg prøver på at sætte fokus på i bogen.
Hvem er målgruppen?
– Enhver der har lyst til en anderledes krimi, og som synes der sker noget spændende, når to verdenssyn får lov til at tørne sammen på godt og ondt.
En af mine store drømme for bogen var, at den måtte få lov at blive udgivet af et forlag, der ikke selv har en erklæret kristen profil, altså at bogen måtte få lov til at være så ærlig og redelig overfor både kristne og ikke-troende, at begge sider ville kunne se sig udfordrede og repræsenterede i bogen.
Det kristne lag
Tror du, at folk ser det kristne eksistentialistiske lag, fx betydningen af hovedpersonernes navne og det globale perspektiv i bogen?
Det tror jeg bestemt, at der er flere, der gør. Jeg har fået en anmeldelse på Danmarksbloggen, hvor de netop kommenterer på navnene.
Har du flere bøger i maven?
Lige nu er jeg vendt tilbage til min barndomsdrøm om at skrive en fantasyroman.
Den 28. marts har Arnold Busck i Aarhus en krimi-uge, hvor Kristoffer Dahl skal læse lidt op af ’Selvmorderen’ og tale over emnet: ”Hvorfor Ødipus er en bedre efterforsker end Barnaby”.