Må børn snyde i spil?
Pokemon Go er i min bog et sjovt og hyggeligt spil. Det er designet til, at man skal ud og bevæge sig for at fange små virtuelle skabninger på sin telefon.
Selvfølgelig kan man snyde også i dette spil, og nogle – især børn – finder hurtigt ud af, hvordan man via snyde-koder kan spille spillet hjemme fra sofaen, så man slipper for at bevæge sig ud i den virkelige verden.
Om de får motion eller ej er deres egen sag, men mere irriterende er det, når disse snydere pga. deres snyd gør det sværere for os andre ikke-snydere at opnå visse ting i spillet.
Denne problematik blev på et tidspunkt diskuteret på FB, hvor en mor bl.a. skrev: ”Jeg har opdaget, at min søn snyder, og jeg har sagt til ham, at det er tarveligt, og at han burde stoppe, men han er ligeglad og gør det alligevel. Og det er jo også bare et spil”.
Helt ærligt?
Det er jo ikke juridisk ulovligt at snyde i sådanne slags spil, men jeg synes, det er ærgerligt, at denne mor ikke træder i karakter og misser en enestående chance for at lære sin søn noget om moral, etik og hensynet til andre mennesker.
Selvom det bare er et spil, er der nemlig rig mulighed for en snak med barnet om, hvordan hans handlinger påvirker andre mennesker. At lære ham om de sociale spilleregler, som han gerne skulle kunne begå sig efter, når han bliver voksen.
Det er jo heller ikke OK at springe over i køen i Netto, bare fordi det ikke er ulovligt.
Så hvad enten det er Ludo, køer i Netto eller Pokemon Go, så brug anledningen til at gøre jeres børn til gode og respektfulde samfundsborgere. Intet mindre.
Hilsen Suh